Ny single fra Den Fjerde Væg, ‘Parasit’

Dansksproget popmusik indsmurt i alternative klæder kan i disse år prale af stor fremgang, både målt i bredden, for sin popularitet, og i dybden, for stor kvalitet i både tekst- og sangskrivning. Christian Hjelms to dansksprogede soloalbum, Før Vi Blev Lette fra 2012 og den spritnye toer, Vaskeægte, og ikke mindst succesen hos The Minds of 99 og Folkeklubben taler sit tydelige sprog og konstaterer, at dansksproget musik sjældent har oplevet bedre tider.

Et andet dansk band, Den Fjerde Væg, har netop udsendt den anden single fra bandets kommende album, Danser, der bærer titlen Parasit. Her synger sangskriver og forsanger Lasse Aagaard desperat og med poetiske metaforer om kærlighed, der ikke gengældes, og de paranoide tanker, der opstår så snart realiteterne sparker ind. Lasse Aagards luftige vokal flyder over repeterende synth-lyd, der indkapsuleres af et flot harmoni imellem klaver og guitar.

Musikvideoen, der er lavet på ideer fra bandmedlemmet Mikael Nørlund og dennes søster Anastasia, karikerer og akkompagnerer udtrykkeligt den poetiske stemning fra lydsiden, hvor Lasse Aagaard tilslutter sig et bal, hvor samtlige gæster undtagen Aagaard selv er iklædt ansigtsmasker, metaforisk beskyttet og afskærmet fra protagonistens ugengældte kærlighed.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *