Roskilde Festival 2014 – They were the way for the festival to kickstart itself

Nogle af jer har måske fanget det i overskriften, men jeg var til koncert med We Are The Way For The Cosmos To Know Itself på den særdeles effektfulde Apollo Countdown mandag aften. Og wow, en nærmest Crystal Castles’esque koncert de danske techno-wonderkids fik sendt af sted mod de mange festglade fremmødte.

Sjældent har jeg følt mig så kærligt omfavnet af en vidunderlig kombination af røgmaskiner, stroboskoplys og så det særlige, som nogle vil kalde ”Roskilde-ånden”. Den ånd, som pludselig får en til at danse med nogle fremmede mennesker, hvorefter man fem sekunder efter står med en øl i hånden. Eller den ånd, hvor man sidder nede på græsset og venter på en eksplosion, som man ikke på forhånd vidste ville komme, men som ganske selvfølgeligt kommer, fordi resten af gruppen har besluttet sig for, at det gør den.

We Are The Way For The Cosmos To Know ItselfTiger

For mig var det den helt perfekte start på årets Roskilde Festival, og den fik mig for en stund til at glemme de sure rønnebær og tilgive programmets til tider begrænsede attraktionsniveau. En stor hjælp var dog også, at gårsdagens program i det hele taget holdt et højt niveau – med enkelte svipsere.

Heimatt, som åbnede Rising-scenen, lagde dog for med en gennemført og inderlig eftermiddagskoncert, som passede perfekt til solen, der på det tidspunkt stadig formåede at besejre de truende regnskyer. Der var for mig få højdepunkter, hvilket dog ikke skal betragtes som en dårlig ting, men derimod blot skyldes et generelt meget højt niveau, og forsanger Magnus Grilstads evne til i højere grad at skabe stemninger frem for enkeltstående værker. Et værk skinnede alligevel lidt kraftigere end de andre, om end det ikke var hans eget. Det er måske ved at tage overhånd, men Heimatts cover af Kavinskys “Nightcall” virkede denne mandag eftermiddag både mere vellykket og på alle måder mere passende, end de fleste andre nyfortolkninger af nummeret. Den var nemlig både tro mod originalen, men formåede samtidig at udnytte særpræget i den dansk/norske forsangers stemme.

Dagens næste koncert på Rising-scenen faldt derimod til jorden med et brag. Jeg havde på forhånd ret høje forventninger til Get Your Gun, da jeg kun havde hørt gode ting om deres live-optrædener, men bagefter stod jeg tilbage med en følelse af, at jeg virkelig ikke havde forstået, hvad der lige var foregået. Jeg er slet ikke i tvivl om, at intentionerne var gode, men generelt virkede koncerten for pompøs og i det hele taget overgjort. Som da scenen pludselig skulle fyldes af et enormt kor af fuldvoksne mænd, der mest af alt fik det hele til at fremstå karikeret på en ucharmerende måde.

Efter den oplevelse var det heldigvis tid til Blaue Blume, og jeg behøver vel efterhånden ikke engang at skrive, at det var en sand fornøjelse. Med en nyklippet og veloplagt Jonas Smith i spidsen leverede et af Danmarks efterhånden allerbedste liveorkestre en eminent koncert, som fik hårene til at rejse sig hos de fleste foran scenen. Jeg har set dem bedre, men scenens beskaffenhed var ikke til mere, hvilket Eva vil gå i dybden en af de næste dage.

Så alt i alt var det en blandet pose bolsjer, der var blevet blandet fra Roskilde Festivals side, men der var bestemt flere lækre jordbærbolsjer, end der var kedelige karameller i posen. Og den måde, jeg sluttede den første musikaften på, var måske også ganske rammende for hele dagen.

For efter We Are The Way For The Cosmos To Know Itselfs astronomiske koncert – de burde virkelig få sig et kortere navn – og årets festivals første, rigtige regnskyl, valgte jeg at slå et smut forbi underskønne Emilie Nicolas’ koncert, som lukkede programmet på Rising.
Og det var i den grad en noget blandet afslutning på dagen. Man kan på ingen måde tage nordmandens talent fra hende, og det ville da også være synd, men hun måtte kæmpe lidt rigeligt med at fastholde folks opmærksomhed, og det var kun, da hun allersidst i koncerten fyrede op for hittet “Pstereo“, at publikum for alvor vågnede op til dåd.

Emilie NicolasPstereo
https://www.youtube.com/watch?v=e8ULmFcDwD8

Men de vågnede, og det gjorde Roskilde Festival også – i høj grad takket være bandet med det umulige galaktiske navn. Forhåbentlig kan niveauet holdes de næste dage, for så er jeg slet ikke i tvivl om, at det nok skal blive en mindeværdig festival – uanset om der skulle være et lille skybrud eller en uforståelig koncert hist og her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.