Jaakko Eino Kalevi – fri dans med Finlands freak of nature

Morten: Det pludselige regnskyl mandag aften var knapt nok forduftet, før den finske producer og sanger Jaakko Eino Kalevi gjorde sit indtog på Roskilde Festivals Apollo Countdown-scene. Sporene af regn var ingen steder at finde, da det første taktslag og leg med den medbragte synthesizer blev slået. En hel times discofest af analog karat med dertilhørende trommer og saxofon stod på Apollo-menuen, men fungerede festen for dig, Eva? Kunne du danse?

Eva: Dét kunne jeg! Og synge med på “Flexible Heart” og “No End” og alle de andre antihit-hits. Det er fuldstændigt umuligt for mig ikke at blive helt kåd, når Jaakko (ja, jeg er på fornavn med ham) står på scenen. Han ligner jo egentligt en übernørd, når hans lange lemmer dasker rundt i Apollos laser-inferno. Men udseendets akavethed bliver en ren fordel, når instrumenter og vokal styres usvigelig sikkert. Jaakkos facon tillod slaskedans og skæve toner blandt publikum, fordi det, der strømmede ud til publikum gennem scenen, var en gennemført kærlighed til alle aktiviteter, der er lidt off fra hverdagen. Sådan som de fleste handlinger på Roskilde vist er.

Morten: Jeg er helt enig i dine betragtninger – faktisk var det langt mere dansevenlige beats, end jeg først havde regnet med, men det passede fint med mig og det sene tidspunkt. Jaakko Eino Kalevis vokalmæssige rækkevidde var stor, og flere gange lød det som en duet med ham selv, når han skiftede fra de høje tonater til de dybe. Jeg blev revet med, og stod på dansende tæer næsten hele koncerten igennem, og betragtede med stor tilfredshed de kulørte lamper parre sig med røgkanonerne. Det hele blev toppet af den medbragte saxofon, der dog ikke fandt vej ud til publikum på “No End” – eneste minus jeg kan komme i tanke om!
Man kan dog også påstå at koncerten virkede ret fastlåst og struktureret pga. de backing tracks, Jaakkos synthesizer var vært for. Jeg husker i den sammenhæng en koncert på Roskilde Festival i 2009 med Friendly Fires, du og jeg hørte sammen, hvor selv samme backtracks blev et kritikpunkt i din optik – hvad synes du er forskellen på dengang og Jaakko Eino Kalevis koncert?

Eva: Det er rigtigt, at der er lidt vel meget backtrack i Jaakkos setup. I den ideelle verden havde han helt klart optrådt med en ekstra gut på keys. Det er tydeligvis ikke muligt lige nu. Jaakkos musik er nok freakpop, men den er virkelig stramt struktureret, som du nævner med de dansevenlige beats. I mine ører lægger musikken ikke op til jam-udflugter. Derfor bliver backtracket ikke så hæmmende for Jaakkos livesetup, som for et band (eksempelvis Friendly Fires), der lever i momentets energi. Desuden handler det vel også lidt om varebetegnelse: vi ved, at Jaakko er en soloartist. Jeg er lidt mere tilbøjelig til at tilgive to hænder for at bruge backtracks end otte… Hvad siger du, Morten? Kunne dansabel professionalisme gøre op for de manglende impro-muligheder?

Morten: Jeg forstår udenmærket din vurdering. Jeg synes Jaakko viste spontane bevægelser og udfoldelser på sin egen, mere minimalistiske måde; ved at interagere med trommeslageren, zappe imellem tonearter efter behov, og ved at servere de funk-inspirerede og dermed dansevenlige momenter med en næsten perfekt timing. Det var en af de koncerter, hvor dans ikke kom af nød eller tvang, men hvor jeg bare ikke kunne stå stille og blev revet med at feststemningen. En skøn og uimodståelig start på årets musikprogram for mit vedkommende.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.