(H)indierock right down my alley


I går lyttede jeg til canadiske Elephant Stones slentrende psychpopsang “Heavy Moon” ekstremt mange gange imens jeg kiggede på regnen og tænkte, at det jo bliver bedre, for natten var mild og næsten som den nat, det bliver sommer.

“Heavy Moon” er ligeledes mild. Sangen har den ubesværede lethed, som psychreferencer så ofte tilføjer. Hos Elephant Stone kommer de psykedeliske elementer i form af den sitar, bandleder Rishi Dhir hyppigt spiller på. Den har dog ikke hovedrollen på “Heavy Moon”, som i bund og grund er et rimelig lige ud af landevejen (og right down my alley!) indierocknummer med popsangstruktur, indfølende vokal, overraskende tilbageholdende trommeproduktion og en hel bunke guitareffekter. Og farfisaorgel. Mmmh, orgel fremfor synthesizere.

Kombinationen af en ultimativt veludført popmelodi og dronende guitar og farfisa skaber et kaleidoskopisk lydbillede. For hver ny vinkel sangen høres fra, danner den nye mønstre af de eksisterende farver. I går samlede mønsteret sig i en spids trekant, som den stræbte mod noget, imod det der forår, som kaleidoskopisk musik passer så godt til. Kaleidoskop-analogien fik mig i øvrigt til at hive det britiske 60’er psych-folkband Kaleidoscopes sublime “The Sky Children” frem igen. Både på grund af deres bandnavn og fordi de i sandhed er et musikalsk overflødighedshorn. Bonusinfo: både Kaleidoscope og Elephant Stone spillede på Austin Psych Fest sidste år.

Rishi Dhir, manden bag Elephant Stone, er en af psychmiljøets få sitarister, og derfor låner bands som The Soundtrack of Our Lives og Brian Jonestown Massacre ham til indspilninger og turneer. Måske er der erfaringerne fra de forskellige bands, som gør Elephant Stone så befriende ubesværede. Lige nu gør Dhir sig klar til en Europa-turné.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.