Reeperbahn Festival 2013 – Retning: Hamborg. Destination: Norge

Spielbudenplatz
Vi er musikalsk forslugne. Det starter allerede i bilen på vej til Hamborg og Reeperbahn Festival 2013. Det er torsdag eftermiddag, og snakken går om alle de små og større bands, vi hver især har udpeget i det absurd store program. Rygtet siger, at der i løbet af festivalens fire dage spiller over 350 på spillestederne i området omkring Reeperbahn. Hovedparten af bandsene har jeg aldrig hørt om, og hovedparten af de ukendte kommer jeg næppe til nogensinde at kende. Men en brøkdel bryder igennem efter festivalen. Det er derfor, at hver og en festivalgænger spørger den anden “hvad skal du se?”.

Det er umuligt at finde rundt i den store mængde af bands. For at forvirringen, under festivalen som i de efterfølgende tanker, ikke skal blive alt for kaotiske, udser jeg mig et par særlige retninger, jeg vil høre musik efter. Det ene er anbefalings-retningen. At spørge alle, som krydser min vej, hvad de skal høre. Mere om fundne på den rute senere.

I dag handler det om den anden retning. På Reeperbahn undersøger jeg et musikområde: Norge. Måske absurd at tage på en tysk festival for at undersøge sin nabo i den modsatte retning, og ikke bare tage pulsen på den norske musik på by:Larm. Men alligevel er det ikke helt dumt. Reeperbahns udvælgelseskriterium forklarer det meste: festivalen præsenterer bands fra hele verden på lige grundlag. Der er et kriterium: kvaliteten. Derfor er det kun de absolut bedste ansøgere fra hvert land, som spiller.

Torsdag står i Norges tegn. Vi ankommer til Molotov, det sygt autentiske rockspillested lige i starten af Reeperbahn, og vi får akkurat mast os ind i den bette bar. Så går Dråpe på scenen. Støjpopkvintetten er ikke helt ukendt i Danmark – de spillede på årets Roskilde Festival (læs mere her) – og i hjemlandet tælles de som et af de mest lovende navne. Den norske musikscene er for øjeblikket et ret fantastisk sted, hvis hovedingredienserne i din nye, musikalske livret er effekter, androgyne vokaler, udflydende guitarer og knivskarp melodiøsitet. Dråpe og stærkt beslægtede Highasakite repræsenterer bølgen på Reeperbahn, og jeg ser begge bands. Vi står helt oppe ved den intermistiske scene i det pakkede lokale. Dråpe spiller fremragende, et set primært bestående af sange fra debuten Canicular Days. Bedst er de, når Ketil Myhre og Hanne Solem deles om sangtjansen og når guitar og vokal sammen farer til himmels – allerbedst er de, når kaos titter frem i faldende rytmer og melodierne stikker af fra hinanden. Denne aften veksler Dråpe mellem at være bedst og allerbedst – ikke en dårlig dag at være i topform!

Et par timer senere spiller Highasakite i anderledes prominente omgivelser. Hvor Molotov emmer af rockautencitet (hallo, The White Stripes og The Black Keys ha spillet i lokalerne), er Imperial Theater som en rolig cigarkasse. Bløde sæder, god lyd. Kulisserne fra sæsonens skuespil står stadig på scenen, i denne koncerts anledning pyntet med Highasakites karakteristiske fjer. Anført af en absurd velsyngende Ingrid Håvik er Highasakite et nærmest færdigudviklet indiepopband. De har ganske rigtigt også et internationalt imødeset andet album på gaden ganske snart, og spiller både numre derfra og fra sidste års debut, All That Floats Will Rain, med en usvigelig sikkerhed. Highasakites musikalske ambitioner er tårnhøje og veludførte, men performancen mangler en smule i at være helt gennemført nok. Det virker asymmetrisk og fejlagtigt tolket, når guitaristen rocker helt ud på samtlige numre. Resten af bandet er behersket og fokuseret ligesom det siddende publikum. Musikken er såmænd fabulerende nok i de legesyge vers og instrumentalstykker, der omgiver de hamrende stærke omkvæd. Lyt bare til den nye single “Since Last Wednesday”:

Highasakite – Since Last Wednesday
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2013/10/Highasakite-Since-Last-Wednesday.mp3]

Fredag starter vantesæsonen til intermistisk impro-koncert med en umiddelbart ganske anderledes norsk konstellation. På den lille udendørsscene midt på Reeperbahn stiller to fine kvinder sig op. Sammen er de Farao, nyeste signing fra Dråpes pladeselskab Riot Factory (som også udgav Highasakites første album). Riot Factory kan andet end effekter og storladne melodier. Faraos korte koncert får andre grundsten til at træde frem. Vel at mærke elementer, der også indgår i Dråpe og Highasakites fundament. En særlig åbensindet naivitet ligger i alle tre bands lyd: trods shoegazeelementer kigger Dråpe altid mod den blå himmel med åbne øjne, og Highasakites melodier er intuitive som det legende barn. Faraos sange er denne dag for leadvokal, akustisk guitar og andenstemme. Den nedbarberede version gør Faraos sange meget umiddelbare – teksterne står så nøgent frem, at de synes lidt for tynde og ja, naive. Alligevel rammer den rene sang og de simple strukturer min nysgerrighed. Hjemkommen kan jeg høre, at Farao ikke er helt så skrøbelige, når de ikke står midt i Reeperbahns mylder uden andet forsvar end deres umiddelbare elskelighed og en akustisk guitar. Farao, Dråpe og til dels Highasakites grundtone er den samme: lyseblå, åbensindet, men en smule tilbageholdende.

Sådan ender min første udflugt i Reeperbahns vildtvoksende skov af bands – med at jeg hører noget nyt, jeg er blevet tændt på til festivalen derhjemme. Missionen om at høre det bedste norske er lykkedes. De kommende dage dykker vi ned i alle de andre overraskelser.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *