The Sound of Montreal – Kandle

I snart en årrække har jeg været dybt fascineret af Canada. Dette tvekønnede land med den fantastiske, diverse natur, multikulturalismen og ikke mindst den linde strøm af talentfulde musikanter, som primært har sit udspring i kvindekønnet. Forleden skrev Eva et opløftende indlæg om “New Weird Canada” og min store sommerforelskelse, Braids, så jeg må modstå fristelsen og i stedet dykke ned i et andet hjørne af den canadiske musikvildmark.

Eller et andet hjørne er måske så meget sagt, for valget er faldet på Braids’ hjemby Montréal i den fransktalende provins Québec. Byen bliver ofte kaldt Canadas kulturelle hovedstad, og det er ikke helt skævt at ophøje byen som landets musikalske hovedstad, anført af verdensnavne som Leonard Cohen, Arcade Fire, multitalentet Tiga og søskendeparret Martha og Rufus Wainwright.

Leonard Cohen – Never Any Good
https://www.youtube.com/watch?v=AUPtZ6IjVHQ

Men vi skal nærmest så langt væk fra verdensstjerner, som man kan komme, i jagten på den moderne lyd fra den vestlige verdens tværkulturelle foregangsby. Vi skal i stedet besøge datteren af Neil Osborne. Men inden jeg når dertil, er det vel på sin plads at introducere denne Neil Osborne, for han er en ganske markant figur i den nyere canadiske musikhistorie som sangskriver, forsanger og guitarist i post-punk bandet 54-40. Det i Canada legendariske band så sin spæde start i 1981 og i dag, over 30 år senere, lever de stadig i bedste velgående.

54-40 – Ocean Pearl

Undervejs i sin karriere fik Neil sig som nævnt en datter. Han fik sig sågar to. Kandle og hendes søster Coral Osborne. De to piger fulgte i en meget ung alder i deres fars fodspor. Omtrent i midten af deres teenageår skabte de bandet The Blue Violets sammen med en veninde, som straks blev en enorm succes og turnerede Canada tyndt. De nåede med deres dystre ‘film noir’ inspirerede popmusik og selvbetitlede album på rekordtid hele vejen til Kina, inden Kandle bare 18 år gammel besluttede sig for, at hun ville forsøge sig som soloartist.

The Blue Violets – Lay it Down

Jeg har, siden jeg hørte hendes solodebut for et år siden, haft lyst til at skrive om 21-årige Kandle Osborne, for hun fortjener i den grad at komme bredere ud. Hun har på den seks sange lange selvbetitlede EP fra maj sidste år formået at vise sin store musikalske spændvidde. Fra den mystiske og længselsfulde Mazzy Star‘ske “All That I Need,” over “Small,” som sender en psykedelisk Kandle en tur forbi Mississippis og Fat Possums legendariske Delta blues, til “Knew You’d Never,” hvor far Neils musikalske indflydelse, en helt ekstrem coolness og den tydelige inspiration i den dystre, franske filmkunst for alvor skinner igennem, har unge Kandle kastet sig ud i et projekt, som de fleste etablerede musikere ikke ville have modet til. Men hendes enorme selvtillid er i mine øjne blevet belønnet i form af et velfungerende debut, som giver forhåbninger om noget mere og endnu større.

Kandle – All That I Need

Kandle – Knew You’d Never

Kandle – Small

Når jeg lytter til Kandle, så har jeg det lidt som om, at jeg har mødt en gammel ven. Den ven, som man altid har kendt, men som på trods af det viser en helt ny side af sig selv, som både inspirerer og skræmmer en til at lede efter sig selv. Jeg har personligt svært ved at forstå, at en kvinde på blot 21 år kan skabe en EP, der rummer så stor en livsindsigt, som Kandle har formået at integrere i sin kunst. Måske skyldes det hendes musikalske opvækst med en legende til far. Måske skyldes det hendes og søsterens tidligere gennembrud. Måske skyldes det Montréals unikke franko-anglofile kultur. Jeg ved det ikke, men en ting er sikker.
You should know her name.

Kandle – Know My Name

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.