Sigur Rós og publikum sejrede sammen

Sigur Rós fanget ved anden lejlighed
At starte en anmeldelse med at referere til bandnavnet, det er lidt af en kliché. Men som det er med dem – altså, med klicheer – så får de kun deres status, fordi de oftesr holder. Således er tilfældet også med Sigur Rós, islandsk for sejrens rose. For med deres midnatsmesse på Arena sent lørdag sejrede bandet hele vejen gennem det komplet pakkede telt, så de taknemmeligt bukkende kunne modtage publikums uendelige ovationer ikke blot en, men to gange.

Sigur Rós’ musik er egentligt relativt svær. Den lyder ikke som noget andet, og derfor er det proppede telt en fremragende overraskelse. Musik kan brænde igennem ved sin blotte kvalitet.
Sigur Rós leverede en pletfri udførelse af et gennemført totalshow. Den nyslåede trio blev flankeret af intet mindre end to multiinstrumentalister (hvoraf den ene viste sig som en decideret fremragende guitarist på “Festival” og den anden brændte igennem som ekstra perkussionist på “Hrafntinna”), et kor, tre strygere og tre blæsere. Foruden et uovertruffent lysshow mellem det blændende mørke og blindende lys.

Sigur Rós indgik fra start en kontrakt med publikum. To  numre fra den højaktuelle og virkelig gode plade Kveikur indledte koncerten, men blet snapt efterfulgt af “Glósoli fra hitpladen Takk…. Med ældre numre rakte Sigur Rós fra første tone hånden ud til publikum og garanterede, at de ville spille så englene sang om kap med Jónsis flagermusfrekvenser, men efter “Glósoli” ikke så meget som tøvede publikum på at gengælde invitationen og gå hele vejen med ind i islændingenes særprægede og fortryllende univers. Da Sigur Rós efter lysere og drømmende numre som “Sæglópur”, ligeledes fra Takk… og livefavoritten “E-Bow” (kendt fra Heima, den fornemme koncertfilm/dokumentar om Sigur Rós) skruede op for støjen på “Hrafntinna” blev de tilmed klappet i gang. Det er sjældent, at 20.000 mennesker klapper et drømmepoporkester til støjrock!

Men Sigur Rós ville kun Arena det godt. Derfor belønnede de opbakningen med en magisk tung version af “Hoppipolla”. Det helt store udtræk var fremme, de smadrede løs i det næsten arketypiske klimaks, som Sigur Rós flere gange forløste denne sene aften. Imens vi blev oversvømmede af den i øvrigt absurd vellydende kulmination, intensiverede stroboskoplyset oplevelsen til endnu højere stadier, til den vægtløse tilstand som Sigur Rós helt særlige klang kan skabe. Ikke vægtløs, i betydningen “manglende tyngde”, men vægtløs som udenfor tyngdekraftens indflydelse – som fra en helt anden verden.

Måske det var derfor, så mange mennesker på Arena accepterede Sigur Rós’ måske svære musik. Fordi den er så komplet, og deres univers så komplekst. Lørdag nat sejrede Sigur Rós og publikum sammen. Og det var intet mindre end utroligt smukt.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.