Crystal Castles – et postapokalyptisk rave

Crystal Castles (billede fra anden begivenhed)
Crystal Castles (billede fra anden begivenhed)

Jeg så for et par år tilbage et afsnit af det engelske bilprogram Top Gear, hvor medværten Richard Hammond i et indslag skulle donere et pund til redaktionens bødekasse, hver gang han brugte en vag eller overbrugt metafor om et køretøj. Nogle gange spørger jeg mig selv, om jeg ligesom Hammond også overskrider grænsen for, hvor mange gange man kan gentage en metafor, der lyder flot, men som ikke helt dækker betydningen man søger efter. Allerede i denne artikels overskrift kan man argumentere for, at jeg udfordrer hvad der er tilforladeligt, men det skal ses i lyset af, at koncerten med Crystal Castles ikke rigtigt kan beskrives bedre.

For denne historie, om mit første stævnemøde med den canadiske duo, starter tilbage i 2007 med deres selvbetitlede albumdebut (altså, det første album med titlen Crystal Castles, ikke de efterfølgende), der nok mest af alt var en tid i mit liv bestående af overbrugte klicheer – lidt ligesom når man kalder en koncert for et postapokalyptisk rave. Men det var altså oplevelsen jeg gik fra koncerten med, på trods af at gemme mig lettere afkræftet bag lydpulten, hvorfra Crystal Castles egen visuelle taktfører sammen med trommeslageren på scenen agerede tredje og fjerde støtteled til en koncert, der så sandelig ikke var for de sarte sjæle. Crystal Castles’ melodiøse, episke og nærmest teatralske blanding af noise, electrotrash og punkattitude var for mig et gateway-drug indtil elektronisk musik med støjflader, men fik få år efter debuten i 2007 en overhaling indenom af hele witch house-bølgen, der på satirisk vis involverer mange elementer af spiritualitet og religiøse symboler.

Dette distancerede mig brat fra scenen, hvis artister oftest bar tåbelige navne, der aldrig var venlige overfor googlesøgninger (et navn bestående af otte trekanter, what the actual fuck?), men her var aftenens koncert på Arena et nostalgisk gensyn. Jeg fik sågar momentvis muligheden for at blive introduceret for (III), duoens seneste plade fra forrige år, hvilket jeg på trods af varme anbefalinger fra min omgangskreds endnu ikke har fået dyrket. Momentvis, fordi koncerten hele vejen igennem på fornem vis blandede materiale fra samtlige tre studiealbums og ep’er helt tilbage fra canadiernes spæde år. Eksempelvis arbejdede den kvindelige vokalist og moderne riot grrl Alice Glass og den hætteklædte producer Ethan Kath sammen om et vellykket og koncertvenligt rework af Magic Spells og Courtship Dating fra debutpladen, hvor Glass for alvor brugte sin stemme som et instrument, mere end noget, der skulle invitere lytteren på lyrisk forståelse. De melodiske og støjende beats ravede sammen med Glass’ arrige røst nådesløst Arena sønder og sammen, inden koncerten blev sluttet af med Not In Love, et lyttervenligt hit radiokanaler som P3 og P6 forståeligvis har taget til sig og hyppigt spillet. Ikke overraskende blev nummeret fremført uden originalversionens gæstevokalist Robert Smith fra The Cure, men trukket igennem vocoder og andre vokalmanipulerende maskiner klarede Glass præstationen udemærket på egne ben.

Mit ret tilfældige gensyn med Crystal Castles var på alle måder et forfriskende gensyn, og der var på intet tidspunkt kunne man mærke, at duoen efter ni år på benene virkede udbrændte, noget man ellers normalvist oplever hos andre, musikalsk beslægtede naboer indenfor witch house-scenen. Intensiteten fremstod velbevaret og nærværende hele koncerten igennem, og selv hvis min træthed fuldstændig havde taget vejret fra mig, ville jeg liggende i græsset stadig mærke de konstant pulserende stroboskoplys på min nethinde; som et sandt postapokalyptisk rave, en nådesløs fest som evnede at indlemme samtlige publikummer til at tilslutte duoens rejse imod livet efter døden – tømmermændene i morgen. All aboard!

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Anders G says:

    “Originalversionen” (hvis man kan kalde et covernummer det) af Not in Love er faktisk den de spillede – uden Robert Smith. Efter (II) var udgivet, blev remixet udgivet som single. Efterfølgende blev pladen genudgivet som ( II ), hvor den første version af Not in Love var fjernet og erstattet med den anden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?