Blod i munden til The National

Matt Berninger fanget på Sasquatch Festival. Sådan så det også ud på Orange.
Matt Berninger fanget på Sasquatch Festival. Sådan så det også ud på Orange.

Meget få bands giver mig lyst til at bide min underlæbe til blods.

Fem numre inde i The Nationals mesterlige koncert på Orange Scene tidligt lørdag aften, går det op for mig, at denne fysiske reaktion på musik er nøglen til min voldsomt store passion for de fem New Yorkere. Jeg er fan, jeg har været det siden Boxer udkom i 2007, jeg kan huske at “Brainy” og en sær forårsstorm med ruskende regnvejr i maj nært væltede mine 15-årige ben omkuld midt under Øster Farimagsgades kastanjetræer. Var det den dag, en fucking tirsdag klokken 13:40 på vej hjem fra folkeskolen, at jeg for første gang mærkede den helt vanvittige, dybt komplekse og meget voksne følelse af fortrydelse, lyst og aggression, som The National gang på gang – og især på Orange – fylder mig med? En følelse hvor hjertet banker usundt hurtigt, og en vild desperation breder sig i hjernen. Jeg tror, det er sådan det føles at slå et forhold itu. Kan jeg opfatte nok? Kan jeg forstå det hele?

The National banker dig, de giver dit indre tæsk, fysisk og mentalt. Aldrig kan jeg mærke min krop, som til en The National-koncert. Publikum var ellers roligt, først undrede det mig at der var så få, da de gik af scenen undrede jeg mig over, at alle omkring mig blev. Ved min tilsnegede plads lige bag hegnet til pitten ventede folket på Metallica (de havde været søde koncerten igennem, ikke snakket, havde ikke skubbet, jeg tror The National også ramte dem).

Min oplevelse starter et par numre inde i koncerten, med “Conversation 16”. “I think the kids are in trouble”, synger Matt Berninger, og en bekymret rynke samler sig i min pande. Den bliver der resten af koncerten. Ikke fordi jeg er bange for, at The National vil træde forkert. Jeg føler mig faktisk tryg som sjældent før til en Orange-koncert. Jeg plejer at hade de koncerter. Men The National udstråler kontrol. De gør ikke andet end at være The National. De har ingen sære påtag med. Ingen græske søljer, intet lysshow, det er jo stadig helt lyst. De har Matt Berningers sindssyge energi, han spæner over scenen, krummer sig sammen og skriger “Squalor Victoria!” og “Abel, come on!/ Give me the keys, man!/ Everything has all gone down wrong!” af sine lungers fulde kraft. Det er så vanvittigt intenst.

Hvordan fungerer de nye numre fra Trouble Will Find Me? Bedre end forventet. Det er afgjort de stille numre som “Slipped” og “Pink Rabbits”, der er pladens bedste numre. Et enkelt finder vej til setlisten, “I Need My Girl”, det er faktisk koncertens mindste oplevelse, for det rammer ikke gennem Oranges ubarmhjertige højtalere. Men det er absolut eneste anke mod The Nationals magtdemonstration. Ellers traf den rigtige beslutning, glemte americanaen og bankede igennem.

Hvorvidt de lidt ligegyldige singler som “Demons” og “Sea of Love” fungerer som selvstændige numre i The Nationals absurd stærke bibliotek, det ved jeg ikke helt. Det er ikke dem, jeg husker stærkest. Jeg husker til gengæld “This Is The Last Time”. The Nationals følelser er så skræmmende tæt på mig i det nummer. Det er en langsom udvikling, til koncerten spillet med en først tilbageholdt aggressivitet, siden, i den vanvittige outro, med den desperation, The National lærte mig at kende. Han synger “I won’t be vacant anymore/ I won’t be vacant anymore”, han skriger gentagelsen ud, før han går helt ned og blødt synger – ja, han næsten bekender det – “baby, you gave me bad ideas/ baby you left me sad and high”. Han skammer sig over stadig at benævne hende baby, men han kan selvfølgelig ikke lade være.

Jeg kunne skrive, at “Abel” selvfølgelig rusker op i settet, om hvordan “Apartment Story” lige som til alle andre koncerter starter lidt fladt ud for at hæve sig til langt over den indspillede versions niveau, om at “Slow Show” er The Nationals egen bitre garanti om, at lyspunktet i det her satans liv findes, at jeg har kuldegysninger på Orange trods solen stadig brager ned over os, at bandet spiller hårdere end nogensinde før, at vores kollektive vished om, at koncerten er ved at være slut da “Mr. November” starter, skaber en direkte forbindelse mellem band og publikum. At lydmanden lader nuancerne bestå, at aggressionen er så selv Nick Cave ville ryste. At Matt Berninger drikker direkte af flasken, og at vi forstår præcis hvorfor. At han banker mikrofonen mod hovedet, stativet i gulvet, farer scenen rundt. At de har blæsere med (og ikke violin, thank god, alle gode The National-koncerter starter med blæsere i stedet for violin).

Men jeg kunne også nøjes med at vende tilbage til starten. Aldrig føler jeg mig så urolig i kroppen som da “Terrible Love” rinder ud og koncerten er slut. Aldrig har jeg haft så meget blod i min mund.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Maagaard says:

    Mig bekendt sneg der sig mere end et “Trouble Will Find Me”-nummer ind. Jeg hørte både “I Should Live In Salt”, “Don’t Swallow the Cap” (lige efter “Fake Empire” tror jeg), “Sea of Love”, “This Is the Last Time”, “Graceless” og, som du skriver, “I Need My Girl”. Men jeg kan godt forstå, hvis du har været forgabt. De var fantastiske igen. Jeg stod lige ved forreste hegn i anden pit, hvor Matt løb forbi under “Mr. November”. Bedste koncert for mit vedkommende i år.
    Men jeg savnede da også “Pink Rabbits”. Og “Ada” og “Little Faith”. Og nogle flere.

  2. Eva Laksø says:

    Hej Maagaard,
    jeg ved bestemt godt, at de spillede flere numre end et fra Trouble. Kongruensen i stykket “Hvordan fungerer de nye numre fra Trouble Will Find Me? Bedre end forventet. Det er afgjort de stille numre som “Slipped” og “Pink Rabbits”, der er pladens bedste numre. Et enkelt finder vej til setlisten, “I Need My Girl”, det er faktisk koncertens mindste oplevelse,” refererer først og fremmest til de nye numre, de spillede (altså i flertal) og derefter til de stille numre på pladen, som de spillede et af.
    Dejligt, at du også havde en god oplevelse!

    God sommer,
    Eva.

  3. Maagaard says:

    Ah, nu er jeg med. Jeg var heller ikke helt sikker på, jeg havde fattet det. Det lader til Roskilde tager hårdt på én…
    Møs :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?