Livestemning: Animal Collective @ Arena

Animal Collective (af Daniel Hjorth/Politiken)

“Ej, men Mike Mondays rework af “My Girls” er jo bedre end originalnummeret”. Citat Eva et par dage før selve Roskildes festivalplads. Med andre ord – ikke alle på Regnsky har et lige kærligt forhold til Animal Collective – og vi har samtidig dårlig samvittighed over ikke at have det. Vi er tre skribenter afsted på Roskilde Festival. Lasse, som kender Animal Collective godt og virkelig har været med på hypen siden Merriweather Post Pavilion, mens Morten og Eva aldrig har forstået hypen. Derfor tog vi torsdag aften afsted sammen til Arena, Lasse med forventninger og Eva og Morten med lige portioner nysgerrighed og skepsis.

Lasse: En næsten hypnotisk koncertoplevelse, hvis du spørger mig. Animal Collectives sange har som oftest en cirkulær opbygning, ingen klassisk progressiv fremgang med vers og omkvæd osv. I stedet går numrene i ring med en indførende intro, derefter et par vokale hooks, der typisk lyder som fragmentet fra en større episk sang, inden musikken vender tilbage til udgangspunktet, nu med nye, psykedeliske lag. Midt i et stort gebis, der omgav scenen, tog Animal Collective publikum med ind i deres rundtossede koncentration, fyldt med intimt sammenspil og en samtidig distancerende ekko-fyldt, nærmest jodlende bjergsang. Det mest syrede var nok, da koncerten i sidste halvdel introducerede en næsten kalypso-agtig stemning. Men det passede godt til det danseglade publikum. Hvad siger du, Morten, var du med på kollektivets cirkelslutningerne?

Morten: Det er sjovt, for den beskrivelse du bruger, er jo lige netop en form, jeg ofte er meget bekendt med indenfor elektronisk musik. En vis form for repetition, der hypnotiserende skaber en fordybelse i lytteren, hvor man, eller i hvert fald jeg, bliver mere opmærksomme på enkelte lyde. Derfor har det været meget frustrerende for mig, at jeg ikke har haft den samme indlevelse i Animal Collectives musik. Men jeg indså ret tidligt, at det højest sandsynligt skyldes en anden konstruktion i Animal Collectives takt. Hvor 4/4-takten er den mest familiære musikalske opbygning for mig og sikkert mange andre, bliver det udfordrende for lytteren at indstille sig på 3/4-takt eller sågar 7/4-takt som det var tilfældet på What Would I Want? Sky, og man bliver nødt til at se det på dén måde – at det er udfordrende og kan være svært at forstå et band som Animal Collective. Man skal i hvert fald gøre en stor indsats, for et optimalt udbytte. Koncerten skabte i hvert fald for mig en større forståelse, og jeg vil stærkt overveje, om ikke jeg skal sætte Merriweather Post Pavilion-albummet i CD-afspilleren, når jeg kommer hjem igen.

Eva: Jeg er meget enig. Jeg begyndte, efter en halv times tid, at høre Animal Collective som techno. Som Morten ganske rigtigt siger, er det svært at finde 4/4-rytmer hos Animal Collective. Med techno mener jeg, at det er en forsat udvikling. Jeg følte mig inddraget i musikken – suget ind i det psykedeliske, farverige univers, hvor musikken og visualiteten flyder sammen. Det er både en kritik og en ros, for jeg fangede mange af strukturerne i øjeblikket, men få hang ved. Altså udover “My Girls”. Som om Animal Collective til koncerten fik deres ejerskab af My Girls tilbage fra Mike Monday. Det nummer har en meget klarere struktur, og var afgjort lettere at forholde sig til – i hvert fald for en som mig, der er mest hjemme i klassiske vers/omkvæd-strukturer. Ikke desto mindre fik Animal Collective overbevist mig om, at deres musik fungerer fremragende i den totaloplevelse, som en visuelt udsmykket koncert udgør. Men jeg kommer næppe til at lytte meget til dem derhjemme.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.