Premiere: Spillemændene – Bah Buh

Den 30. september udkommer Spillemændenes debutalbum Nationalsange. Udover at være det første fuldlængde album fra Spillemændene, er Nationalsange opfølgeren til den seks mand høje gruppes ep Spillemandsbogen. Den udgav de selv sidste år, og trods det rimeligt afskrækkende bandnavn, en pressemeddelelse som primært handlede om koncept fremfor musik og sangtitler som “Mosekonen” og “Kernetræsvinduer i Aldersro“, står ep’en for mig som en af sidste års mest bemærkelsesværdige musikalske bedrifter fra velfærdssamfundet – for nu at holde os i Spillemændenes terminologi. En absurd velspillende sekstet balancerende mellem ingen harmonier og jazzharmonier og popharmonier, med en tekstforfatters konfliktfyldte lyst til både protest og velbehag.

Hvad kan de så, udover at få dig til at synge med på “Mine Medmennesker”s legendariske omkvæd: “På mit rehabiliteringscenter/gør mine medmennesker/ikke som jeg siger/hvad skal jeg sige?/jeg har overlevet Auswitch/men kan stadigvæk ikke pille en appelsin”?

Det viser “Bah Buh”, førstesinglen fra Nationalsange ganske godt. Hvorvidt nummeret reelt præsenterer en lidt mindre kuriøs udgave af Spillemændene end ep’en gjorde, er det ret svært at vurdere. Forsanger Nicolai Elsberg afgrundsdybe vokal namedropper trods alt både citronhalvmåner, velfærdssamfundet, dyrerettighedsforkæmpere og ligestilling. Men selv det mærkværdigste kan blive en normalitet, når det leveres med en seriøsitet som Spillemændenes. Kuriositeten er ikke argumentet for valget af de sjældent sungne ord. De optræder, fordi de får dig til at lytte grundigt, fordi de får dig til at interessere dig for teksterne. Får dig til at tænke, at der jo må være en mening med galskaben.

Og det er der. Spillemændene er en følelse, udtrykt i to sprog: teksternes verbale sprog og lydens både mere intuitive og abstrakte. Følelsen er en ubegrundet utilfredshed med situationen: din egen i samfundet, andres i samfundet. En utilfredshed delt ligeligt mellem omgivelserne og din egen ageren som del af det. Men det er en indestængt følelse, for som der synges om velfærdssamfundet i “Bah Buh”s betydningsmæssige hovedvers: “Der er pænt i parkerne/Man ta’r mest muligt hensyn til hinanden/og holder den fornødne afstand”.
Hvor teksterne (næsten) eksplicit siger det, er instrumenteringen abstrakt. Den er ekstremt disciplineret. Lyt bare til trommerne på “Bah Buh”. De er langsomme. Slæbende. Stikkerne får kun vredet sig fri, når de bryder versene op med sjældne udflugter væk fra hovedrytmerne. De er ganske vist virkelige komplekse, men læg mærke til, hvor gennemgående de er frem til absolut sidste stykke. Her skruer Spillemændene op på alle knapper – men holder sig fortsat i deres egen bizarre harmoni. Ingen bryder for alvor ud af bandets organisme. Hvorfor er der ingen, der gør det? Det ville helt sikkert også lyde fremragende.

Fordi Spillemændene er en indestængte følelse. Du vil gerne gøre noget ved uretfærdigheden. Men det er svært, når “TV-værten og ministeren bebuder alting ligestilling”.

Spillemændenes debutalbum ‘Nationalsange’ udkommer den 30. september på Playground.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.