Strøm afslører nye navne til årets program

Adrian Sherwood & Pinch

Københavns bedste elektroniske musikfestival Strøm igangsatte for to uger siden optakten til årets program, der løber af stablen fra 12. august og en uge frem, med at offentliggøre tre navne, der i vanlig relation til festivalens dynamiske musikprogram enten er opblomstrende kunstnere eller veletablerede ditto indenfor en subgenre, skåret helt ind til benet.
Dengang præsenterede Strøm Festival, hvis hold af musikalske kuratorer blandt andre består af Pernille Krog Mortensen, Thomas Knak, Thomas Madvig og Kristian Kjøller, de engelske navne Blawan, Ital Tek og Major Notes, og denne gang har Regnsky i samarbejde med Strøm fået eksklusiv tilladelse til at offentliggøre to nye artister på programmet.

Med Adrian Sherwood og Pinch kæler Strøm påny for det bashungrende publikum og serverer to artister, der hver for sig har været ledende aktører på dubscenen igennem længere tid. Adrian Sherwood, der i dag er rundet 55 år, har været med siden England begyndte at blande punk og dub, og i sin lange karriere har han spændt fra reggae til industrial og produceret for kunstnere som Depeche Mode, Nine Inch Nails og Primal Scream. Sherwood kommer til at stå over for og ved siden af den 20 år yngre Rob Ellis, bedre kendt som Pinch, og selvom den genrebrydende dubstepproducer og Tectonic-labelboss Ellis har udgivet musik i et årti, bliver det et dynamisk mix på tværs af alder og lyde, når de to producerer om lørdagen i Enghaveparken optræder side om side. Første gang dette skete var under årets Sonár i Tokyo, og ligesom i Tokyo vil årets optræden på Strøm være en fejring af deres fælles single Bring Me Weed, som udkommer 10. juni.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.