Singlepremiere: Taragana Pyjarama – RAR

Taragana Pyjarama by Lasse Dearman

Nothing Hype.

Glitrende, varm og nærværende. Taragana Pyjarama alias Nick Kold Eriksen har ikke den maskinelle elektroniske musiks distance til sin lytter som menneske af kød og blod, men produceren er ej heller med i beatmusikkens kapløb efter det levendes autencitet. Taragana Pyjarama lyder på naturligste vis som solens refleksioner i Københavns havn. Farvernes regnbuespil gennem piletræer på en juli-dag. Og måden lyset spiller i dit hår. Når Taragana Pyjarama er bedst, er en sang en kapsel af den magi, dine mest meningsfulde øjeblikke på forunderligste vis forsikrer dig om findes. Det nye nummer “RAR” er et af disse.

Taragana Pyjaramas elektronik er endnu mere levende og nærværende end nogensinde før. Associationerne til det magiske er ikke helt uden årsag. Ideen til Nothing Hype – det er altså titlen på Taragana Pyjaramas knap 40 minutter lange minialbum, der udkommer den 24. juni på Wyrd Records – kom til Eriksen på en sommerhustur. En tilbagelænet og meget lidt hverdags-agtig stemning hviler da også over numrene. Men det var slørede, mystiske billeder, som gennem processen inspirerede Eriksen til universet omkring numrenes stemning og melodiernes udvikling.

Der sker mærkelige ting i Taraganas musik. Ikke mærkelige på en utryk måde, men mærkelige som i “bemærkelsesværdig” eller “mærkbar”. Den gennemgående synthmelodi på “RAR” holder eksempelvis en ekstremt kort pause, den springer nærmest et sekund over en gang imellem. Det gør nummeret spændende og uforudsigeligt, men ikke farligt. Som et vindue til noget nyt, jeg ikke tænker over, at jeg mangler, men som det beriger mig at finde.

Måske Nick Kold Eriksen befinder sig i en lidt anden verden, når han laver sin musik, end jeg gør, mens jeg lytter til den. Den idé har jeg altid haft, både når jeg har set hans albumgrafik (altid spacy, aldrig psykedelisk), og når jeg har hørt hans musik (altid søgende med helt åbne øjne, aldrig lukket til af længslens melankoli).

Taragana Pyjarama lever på mange punkter i et omvendtland fra både min hverdag og fra den elektroniske musik generelt. Måske var der derfor, han ikke helt passede ind på sit tidligere label, den elektroniske mastodont Kompakt. Derfor må jeg også vende ep’ens titel om, oversætte den, for at få den til at give en reel mening. Når det kommer til Taragana Pyjarama gælder et bud:

Hype everything.

Taragana Pyjarama – RAR

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *