Beyoncé – hvorfor hun er poppens dronning

Poppen gør alt, hvad den kan, for at tilfredsstille vores begær. Dermed bliver den mainstream og ukritisk på en måde, der giver den en særlig evne til at fremstille vores selvindbildskhed, men også vores ægte dyder. Læs her hvorfor Beyoncé er en mester i den kunst.  

tumblr_mm11e9siKc1rqgjz2o1_1280

Poppens væsen har det med at sive ud mellem fingrene på én, fordi den returnerer alt, hvad man siger om den, med et kindkys. Som den date, hvor man forfjamsket har bevæget sig ud i en lidt for lang forklaring af noget lidt for verdensfjernt, og en hånd på ens lår gør, at man endelig fatter, man skal erstatte tale med handling. Kort sagt er pop mere interesseret i vores begær end vores refleksioner. Det gør til gengæld poppen til et særligt egnet sted at se sig selv i øjnene. Tænk blot på begrebet ”guiltly pleasure”, som er blevet en udbredt måde for folk at beskrive deres forhold til pop. Poppen giver os en nydelse som transcenderer vores valg og trodser den skam, der sidder trygt i det borgerlige skel mellem god og dårlig smag. Idet den vedholdende forsøger at tilfredsstille vores begær, komplet ligeglad med hvad vi ”synes om den”, tilbyder den os en særlig realistisk spejling af vores behov. På den måde opstår der en dobbelthed i dens form: Ved at efterligne vores idealiseringer, får den både vores selvindbildskhed og ægte dyder med i købet. Den er uendelig mainstream, men den skider på vores holdninger. Den både pleaser og plotter mod os.

Beyoncé – Irreplaceable

Beyoncé er en mester i at lege med den dobbelthed. Tag et nummer som ”Irreplaceable”. Til at starte med har vi en utrolig banal akustiske guitar, der gladelig/ligeglad hopper derudaf. ”Irreplaceable” er Bey’s store lejrbåls-fællessang, hvor man altid får lov at synge med til koncerterne. ”Vi kender det alle sammen” siger hun, ”at folk tager det hele for givet og glemmer, at ingen er uerstattelig.” På overfladen har vi den triumferende sang om, hvordan hun smider kæresten ud, der ikke værdsatte hende ordentlig, men var utro i stedet. Det lyder lige så banalt som guitaren, der tryllebinder publikum, men ”Irreplaceble” gemmer på et komplekst perspektivspil. For hvem er det egentlig, der har glemt at værdsætte hvem i den sang? Læg mærke til det dramatiske og desperate skift i omkvædet, hvor Bey først påstår ”I could have another you in a minute”, afbryder sig selv og kører det endnu mere op ”matter fact he’ll be here in a minute”, efterfulgt af et længselsfuldt ”baaaby”. Det lyder ikke rigtig som én, der er helt afslappet omkring, at forholdet er slut. Og hvad ligger der i truslen om, at den nye mand ”faktisk” ankommer straks – sår det ikke tvivl om, hvem der har været hvem utro? Bagefter fortsætter hun i sine følelsers vold med at beordre kæresten at aflevere bilen tilbage, hun gav ham, og ikke at røre de ting hun har betalt for. Er det ham, der har taget hende for givet, eller det hende, der har mistet ham et sted mellem dyre gaver og for lidt kærlighed? ”You must not know ’bout me” er den mystiske konstatering i omkvædet, hvor tvivlen om, hvis perspektiv der er tale om, træder tydeligt frem. Tager man kønsbrillen på bliver spillet særlig interessant, fordi Beyoncé ikke bare er den stærke, uafhængige kvinde, der smider manden på porten, når han har opført sig dumt, men at det potentielt er hende selv, der har begået de fejl, der ”plejer” at være mandens.

Spillet mellem perspektiver, selvindbildning og uvelkommen magtesløshed suppleres perfekt af ”Irreplaceable”s simple, næsten happy-go-lucky produktion, der får det hele til at lyde som om, alt giver sig selv – når nu pointen var, at man ikke skal tage noget for givet. Kort sagt: ”Irreplaceable” er et perfekt eksempel på, hvordan poppen giver os det, vi vil have, og dermed subtilt, næsten ubevidst, bliver et pågående billede på vores selvsikre selvindbildninger.

Beyoncé – Single Ladies

”Single Ladies (Put A Ring On It)” er et andet godt eksempel på et nummer, der både tilfredsstiller og stiller udfordringer. Melodien er ekstremt basal, stedvist næsten drillende børnevise-agtig, hvilket passer godt til det elektriske pigehvin, som rækker tunge det meste af sangen. De gesjæftige klap, der lander på hver ottendedel skaber et optempo beat, men giver samtidig en særlig fornemmelse af, at beatet lander på hvert slag i takten 4/4, frem for den mere typiske popsang, hvor de stærke slag er 1 og 3. Resultatet er, at rytmen både har en stærk fremdrift og føles statisk. De fleste vil genkende fornemmelsen, hvis de har danset til nummeret. Har I ikke lagt mærke til, at man altid står og tripper elegant på stedet, hæle op og ned, skuldrene taktfast i sving? Man kommer aldrig rigtig ud af stedet (kontra ”jeg er så meget kommet videre”), heller ikke når ens håndflade begynder at vifte skiftevis mod brystet og verden i et vidunderligt tvetydigt ”kom”/”kom an”/”gå væk, for sent”/”jeg tjekker mine negle ud, ikke dig”/”så kom da”. Rytmen kan også ses i Beyoncés egen koreografi, der i høj grad bruger hvert slag.

Men det er ikke den eneste dobbelthed. Den store overraskelse i ”Single Ladies” kommer i omkvædet, hvor der midt i det hele lander en tvetydig og fremmedartet akkord i bas-synthesizeren. Jeg er ikke musikteoretiker, men jeg har læst mig til, at en måde at beskrive det på er, at mens melodien fortsætter i e-mol, går bassen over i e-dur. Det kaldes polymodalitet og ses mest i moderne jazz og klassisk musik… Velkommen til førstepladsen på Billboards top100, polymodalitet. Resultatet er en sær kombination af uro og styrke bag ordene om, at han har haft sin chance. Alle singlerne drømmer om at se ex’erne komme krybende tilbage, så de kan genopdage, hvor lækker man er og se bittert til, mens man flirter med andre. Bey ved det er en ironisk følelse, fordi den betyder, at man ikke er helt færdig med ham, hvilket hun understreger, da hun mere henvendt til sig selv end til ex’en explicit skal minde om ”I need no permission, did I mention, don’t pay him any attention!”

Med ”Single Ladies” får vi opfyldt vores behov for power, mens musikken viser samme powers urovækkende pris i den disharmoniske bas. I sidste ende sætter spændingerne kraften i musikken fri fra hverdagshistorierne om singleliv og ex-kæresten. Energien bliver ren æstetik, hvilket afspejles tydeligt i musikvideoen, der er taget ud af enhver kontekst og foregår i et sort/hvid, stedløst rum, hvor der kun er krop og bevægelse tilbage.

Beyoncé – Single Ladies
http://www.youtube.com/watch?v=t4fEwsMPwYA
(Pænt funky live-version)

Demonstrationen af det æstetiske potentiale i kampen mellem den idealiserede styrke og selvindbildning er imidlertid blot en del af den ægte frisættende chance i idealiseringerne, som Beyoncé også tager på sig at fremstille. Idealiseringer er ikke bare drømmende konstruktioner, der under det menneskelige vilkår indeholder risikoen for selvindbildning, de er også en nødvendig og integreret del af vores måde at forstå tilværelsen på. I sin perfektionistiske omgang med sin egen performance giver Beyoncé os tilfredsstillelsen ved deres frisættende kraft. Det kommer frem i sange som ”Halo”, ”Love On Top” eller ”Who Runs The World (Girls)”. Hør f.eks. denne klassiske optræden efter tsunamien i Haiti til et indsamlingsarrangement. Det er Coldplays Chris Martin, der sidder ved klaveret, mens hun synger ”Halo” med nærmest uforståelig vokal overlegenhed.

Beyoncé – Halo
http://www.youtube.com/watch?v=VXPNHe0pr5E

Hør hvordan hun synger uden pause fra start til slut, op og ned i bakkedal. Pauseløsheden i hendes sang forhindrer enhver dvælende sentimentalitet, selvom følelserne absolut er uden på tøjet. Læg mærke til fraseringernes gang fra 1.20: Hvordan ”hit me like a ray of sun” sprødt bryder skyerne i det himmelråbende omkvæd, og derefter dykker dybt ned i ”darkest night”. ”Falling” er i sig selv et glidende fald, hvorefter fraseringen får en næsten fortællende lyd på ”It’s like I’ve been awakened”. Min pointe er: I hver frase stræber hun helt åbenlyst efter den perfekte frasering. Hun gør hvad hun kan for at demonstrere den helt store tro på kærligheden uden noget “men”. Hun ved at de realistiske forbehold kun giver mening, hvis vi allerede har set den dér glorie, og hun pudser den for os, så den lyser ud over hele verden. Bare i små tre minutter. Lad os håbe, at den også lyser lidt i aften!

Beyoncé – Halo
http://www.youtube.com/watch?v=Tq8tK1rGpog
(her en mere jordnær optræden, men ligeså overbevisende)

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.