Regnsky Exclusive: Dansk folktrio klar med nyt materiale

På mandag, den 8. april, er Boho Dancer klar med deres debutalbum, Gemini. Boho Dancer vandt i 2011 P3s Karrierekanon, og sidste år udsendte de den modige EP, Furry Skin, som tydeligt viste bandets store potentiale.

Men nu er det så endelig blevet tid til et decideret album, og vi er stolte over helt eksklusivt at kunne præsentere to spritnye numre derfra; “Like Rain” og “Epicene.”

På mange måder minder Boho Dancer om sig selv. Ida Wenøes vokal er stadig omdrejningspunktet, og hun akkompagneres stadig af trommeslager Asker Bjørk og Símun Mohr på bas. Men til forskel fra EPen har Boho Dancer fået skåret det overflødige fra, så numrene fremstår langt mere stilsikre, uden det går ud over historiefortællingen.
Historierne er nemlig meget vigtige for Boho Dancer.

Lad os tage et nummer ad gangen. På “Like Rain” får Ida Wenøe fornemt selskab af Kaspar Kaae fra de danske folkkollegaer i Cody.
Sangen er tænkt som en bøn til bandets største inspirationskilder, der rummer store kunstnere som Leonard Cohen, Patti Smith og Neil Young. I bønnen bedes der om inspiration og opvækning.

“Idealerne skal danse for mig i sølvskæret. De skal råbe ordene ud som en strøm af regndråber. De skal rede mig ud af min lammelse. De skal kalde mig ved mit navn, da jeg er barn af dem. Det er dem, der har bragt mig til “kunsten,” så de skal hjælpe mig med at rejse mig fra mit navlepilleri og åbne den kanal, der søger mod noget større. Noget ud over mig selv.”

Sådan lyder Idas danske fortolkning af bønnen.

Sangen er et udtryk for den frustration, som Ida oplevede i løbet af sangskrivningen. Hun kunne ganske enkelt ikke forny sig.

“Jeg synes, de samme ord gentog sig; de samme melodilinjer. Så jeg søgte mod de højere magter. Og da det jo er en bøn fra kunstner til kunstner, var det oplagt at gøre det til en duet. En fælles bøn.”

Og min vurdering må være, at bønnen gik i opfyldelse. “Like Rain” fremstår som et intenst og hjertevarmende lille mesterværk, hvor Kaae og Wenøes vokaler danser harmonisk med hinanden, mens de i fællesskab nærmest messer: “Shout it out like rain!”

Boho Dancer – Like Rain

Hvor “Like Rain” var en bøn til Leonard Cohen, er “Epicene” snarere en hyldest til selvsamme herre. Ida Wenøe beskriver selv nummerets stemning som “Tarantino møder Leonard Cohen,” hvilket må siges at ramme plet.

Selve titlen, “Epicene“, er udtryk for et dilemma, som Ida pludselig fandt sig selv i. Kønslig dobbelthed kontra decideret kønsløshed.

“Jeg oplevede i den periode, hvor jeg skrev sangen, at jeg mistede noget af min kvindelighed i den mandsdominerede branche, jeg begår mig i,” forklarer hun.

Hun fortæller, at det ikke som sådan gjorde hende uret, men hun blev usikker på, hvordan det påvirkede hendes idé om, hvem hun var, og hvem hun gerne ville være.

“I den periode snakkede jeg også med min bedste ven fra barndommen, Martin, om tidligere liv, og vi prøvede at forestille os, hvem vi har været.”

Martin forestillede sig, at han havde været en kvinde, mens Ida var sikker på, at hun havde været en mand:

“…en forfatter, der drak sig selv ihjel. Som en slags tildels selvbiografisk Tom Kristensen i Hærværk. Jeg forestiller mig manden. Liggende på sit dødsleje; trist over ikke at have opnået de ting, han ville. Og i hans sidste dødsrus ønsker han at blive genfødt som kvinde. Kvindeligheden må kunne bløde hans egne kanter op, og dermed iboende i kvinden kan sjælen endelig opnå, hvad han ikke selv kunne,” filosoferer Ida.

Sangen er bygget op med en instrumental flade af mystik, som forsøger at underbygge de messende og kontinuerlige ord i historien.

Boho Dancer – Epicene

Albummet udkommer som nævnt den 8. april, og det kommer til at indeholde i alt 11 numre. Heriblandt altså disse to.