Nils Frahm & Mikael Simpson: Tænk ind i boksen!

Event, Livestemning Skrevet af mandag d. 4. 2013 UTC

Hvis du kan lide Nils Frahm og stadig ikke har været til en af hans koncerter, så er du næsten selv ude om det. Han har spillet i Danmark hele fire gange det seneste år. Hvor kommer den popularitet fra? I sidste uge prøvede jeg at forklare det med Frahms evne til at skabe hjemlighed. Her burde alarmklokkerne egentlig ringe hos os arbejdsmarkeds-opdrættede, innovations-søgende unge: Comfort zone er FORBUDT område! Ud af boksen med de tanker! Torsdag aften til Frost Festival på Louisiana viste Nils Frahm, at det ikke gælder om at forlade comfort zone, men om at hive ting med ind i den. Det er inde i boksen det sker, dybt inde i comfort zone, hvor navlepilleriet begynder at gøre ondt. Eksempel: Man er vandt til at Frahm mest spiller klaver, men nu lagde han ud med en synthesizer. Alligevel var det meget Frahmsk: En forsigtig rytme, der gyngede harmonisk, mens han gik i gang med at klimpre på flyglet. Først roligt, men langsomt kraftigere, typisk stemningsfuldt og indadvendt. Men så fløj den ene hånd tilbage til synthen og tændte for en bas! Smuk, bred og dyb skyllede den ind under det sprøde klaverspil som en bølge fyldt med farlig understrøm. Og så måtte Frahm spille op imod den eskalerede elektronik med kraftige, berusede akkorder. Det var mildest talt svedigt. Og det var helt nyt, men det foregik alt sammen dybt nede i Frahms navle, intimt, faktisk sexet.

Et par numre efter, kunne man så kravle ud af navlen og sige hej til Mikael Simpson, der med sit store hår og sin hættetrøje så ud som om han også kom lige fra Frahms navle. Men det gjorde han ikke. Han kom udefra med en smuk og syngende musikalitet, der sart, men præcist vuggede hen over Frahms tangenter. Han sang, spillede på guitar og på et par dejligt vrængende mundharmonikaer. Men de melodiske linjer med længselsfulde, langstrakte toner var de samme uanset instrument, hvilket kom fint til udtryk, da han et øjeblik halvt sang igennem sin ene mundharmonika. De to musikere klædte hinanden godt. Kun savnede man en større koordination af volumen de steder, hvor Simpson blev overdøvet af Frahms flygel, når bølgerne gik højt.

Der var også plads til masser af humor. Jeg så det i hvert fald som en humoristisk, let ironisk ide, da de indledte et nummer med altmodisch, ”eksperimenterende” elementer: Lang, udflydende lyd på guitaren, en (toilet)børste på klaverets strenge (rrrrritsh-iiiing) og lidt hårde, umelodiske anslag i klaverets bund og højde: Brumbrum, plimplim. Det virkelige eksperiment opstod imidlertid med et andet humoristisk greb, da der i det sidste fællesnummer kom en trommemaskine ind i billedet. Det havde de færreste nok set komme. Og beatet lød også helt usandsynligt i Frahms og Simpsons univers med sin hip-hop-rytme. Men det lykkedes mod forventning. Hip-hop-rytmen blev transporteret væk fra sit oprindelsessted og ind i en ny kontekst via Frahms og Simpsons melodiske snilde. Heri lå deres styrke: De gik ikke ud af deres comfort zone, men hentede tingene ind i den.

Tags: , ,





WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass