Elektroniske opdateringer: Feb. og marts

Der er sket usandsynligt meget i februar og marts måned på den elektroniske scene. Flere af mine personlige yndlingskunstnere har været på banen, imens en række spritnye navne har meldt sig. Det er derfor en ekstra stærk liste, jeg vil præsentere i dag. Som sædvanlig er den alt, alt for kort, især fordi den dækker over to måneder i denne omgang. Derfor: Fyld endelig på i kommentarfeltet med de tracks, du synes mangler. God fornøjelse!
Læs også listerne fra januar og december.

Dj Rashad – Let It Go
Rollin’ EP · 18. marts · Hyperdub

Hvis du spørger mig, så er DJ Rashad en af de vigtigste producere, ikke bare i footwork, men i elektronisk musik i det hele taget. Numre som ”R House” og ”iPod” er små mesterværker. Nu er Rashad landet hos pladeselskabet Hyperdub med ep’en Rollin’, som endnu engang beviser hans opfindsomhed. På ”Let It Go” ruller et breakbeat derudaf, inden bassen og den velkendt hastige hi-hat rammer. Hen over beatet finder vi en simpel vokel, der først lyder hård, men så rammes af et underlag af strygere 0.50 inde, og dermed afslører en næsten Burial-agtig sensitivitet midt i det vanvittige rytme-ridt. Jeg anbefaler stærkt at tjekke hele ep’en ud, den er fyldt med de her genialiteter. (Læs min introduktion til footwork her og mit indlæg om ”iPod” her).

Flava D – Home
Hold On EP · 10. marts · Butterz

Flava D er et nyt navn på den engelske scene. Hun er mig bekendt den første dame, der udgives på pladeselskabet Butterz, der huser folk som Terror Danjah og den vidunderlige Swindle. Hendes produktioner er smurte og letbenede, ægte engelsk lækkerhed. På hendes debut-ep Hold On interesserer hun sig øjensynligt for blanding af basmusik og house. Bemærk især de super funky overgange ved 1.38 og 3.00.

Rustie – Triadzz
Triadzz/Slasherr · 18. marts · Numbers
https://soundcloud.com/rustie/triadzz-numbers

Endelig! Siden 2011 hvor Rustie udgav sit debutalbum Glass SwordsWarp, har han ikke givet lyd fra sig. Men fair nok, Glass Swords var jo også en max sindssyg plade. Nu har han udsendt to nye tracks, og det er næsten ikke til at bære hvor intelligent, omskifteligt og sukkerfunky det lyder. Hør på ”Triadzz” hvordan man som lytter katapulteres fra den ene verden til den anden. Først 15 sekunders prolog inden vi ryger ind i en tonstung akkordparade med prætentiøse trommer, der 0.54 skyder os videre, direkte ind i en væg af bas. Bassen spiddes diskret af et par geniale march-agtige trommer, der 1.30 kyler os tilbage til start. Det hele kører forfra men nu med dobbelt op på det hele! Der er ingen som Rustie, der mestrer at skrue op for energien, når den allerede er på max. Sammen med pladeselskabet Numbers kommer Rustie i øvrigt på Roskilde.

Visionist – Calm your hype
19. marts · Lost Codes Records

Visionist er et nyt navn for mig. Han udgav ep’en Circles / Iris i slutningen af sidste år, og har tidligere bl.a. udgivet en ep ved navn Rock The Flock i 2011 – begge ep’er som lyder pænt godt (især “Circles” er et mega stærkt track). Han har tilsyneladende også haft lidt med Keysound Records at gøre, men “Calm Your Hype” ser ud til at være selvudgivet eller landet på det lidt mystiske Lost Codes Records. Uanset hvad er det et stærkt track. Masser af smæk og bas, og en usædvanlig spændstighed. Han er helt sikkert på listen over artister, der skal holdes skarpt øje med fra nu af.

A Made Up Sound – Ahead
Ahead / Endgame EP · 4. feb. · A Made Up Sound

A Made Up Sound bevæger sig som sædvanlig et udfordrende sted mellem klub og eksperiment. ”Ahead” er på nippet til det fragmenterede men løser hele tiden gåden, inden den går i hårknude. Hør hvordan de splittede elementer 1 minut inde smyger sig om hinanden i funky vendinger, der præsenterer lytteren for antydningen af en subtil helhed. 3.30 min. og frem er det pauserne, der holder rytmen i gang, indtil nummeret helt går i stå. Fucking fascinerende!

Mick & Alan – Braindead Moth (Mike Paradinas aka μ-Ziq & Alan Myson aka Ital Tek)
Gratis track · 20. marts

De herrer fra pladeselskabet Planet Mu behøver måske ikke den store introduktion. Til gengæld er det mig bekendt første gang de har lavet et track sammen. Endda et ægte ubekymret sommertrack, der er både sødmefuldt, letsindigt, ja næsten kitsch på en James Ferraro-agtig facon. Ret overraskende! Men nice…

Moiré – Lose It
Never Sleep EP · 4. feb · Werkdiscs

Som de af jer, der læser Regnsky regelmæssigt, vil vide, så følger vi nøje med i alt hvad Actress rør ved. Moiré og hans ep Never Sleep er den seneste tilføjelse til Actress’ pladeselskab Werkdiscs. Den bevæger sig ikke overraskende i technoens forstæder med en særlig blanding af slidte rytmer og påfaldende fremdrift. Moiré synes at være mere transparent og funky i produktionen end Actress, men de deler en fremragende stemningsmættet minimalisme.

Function – Incubation prologue
Gradient EP · 11. marts · Ostgut Ton

Nu vi snakker om techno, så skal vi lige lytte til Function, som kommer på det berlinske Ostgut Ton. ”Incubation prologue” er en øvelse i spænding, lidt som at se en apokalyptisk vejrudsigt: ”Måske går verden under, men vi ved det som sædvanlig ikke med sikkerhed. God weekend.”

Dadub – Life (Rrose Remix)
Preternity · 21. jan · Stroboscopic Artefacts

Fordi vi er endt i techno, tillader jeg mig at gribe lidt ind i januar for at præsentere det her ret fantastiske remix over Dadub-tracket ”Life”. Selvom tendensen med Actress og Vessel især går i den rå og eroderede retning, så har jeg et svagt punkt for den matematiske techno. Sensate Focus aka Mark Fell eller Hizatron & Bashley er gode eksempel. På dette Rrose-remix har man følelsen af, at musikken udvikler sig med matematisk nødvendighed, som om dens udstrækning er determineret som en kurve, hvis koordinater ligger fast helt ud i evigheden.

Shapednoise – Imaginary Duplication
The Day of Revenge · 6. marts · Hospital Productions

Hvis enden er ond, er alting ondt. Derfor slutter vi med Shapednoise’s ”Imaginary Duplication”, som cirka er lyden af den sti, du ikke bør gå af, hvis du vil undgå som Dante midtvejs på din vandring gennem livet at befinde dig i mørke, dybe skove, forvildet fra den vej du burde følge. Shapednoise har tæt relation til Raime, som figurerede på sidste måneds liste. Den milde støj, lyden af blæst og friktion, der enten er rustne knive som slibes langsomt eller bare en kiste der trækkes over et kirkegulv. Det lyder ildevarslende, men dejligt. ”Imaginary Duplication” er en af pladens mere rolige numre, kan jeg afsløre.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.