Allowance

Tyske Isolee er efter mere end et årti i gamet blevet en kendt figur bag genrebetegnelsen ‘mikrohouse’, som flere veletablerede medier med et fokus på elektronisk musik mønter på produceren, hver gang vi præsenteres for nyt materiale. Dette kan forklares ved, at Isolee på intet tidspunkt i sin lange karriere virker til at have skimtet til de mange trends, som denne elektroniske subgenre har overlevet siden årtusindeskiftet. I stedet har han lagt stor energi i at bygge bro mellem den danseindbydende struktur i housemusikken og den lette melodi, båret af sofistikerede variationer i både bass og trommer.

Som James Blake eksempelvis vellykket udførte det med sit radiohit Limit To Your Love fra 2010, har Isolee høstet store roser for at skabe lyde ud af stilheden fra udtoning af melodi, groove og takter, til det nye, indsparkende kick, hvilket altid har krævet, at lytterne læste og hørte musikken imellem linjerne. På sin nye ep Allowance, udsendt via DJ Kozes pladeselskab Pampa Records, der oftest har holdt høj kvalitet med udgivelser fra artister som Axel Boman, Robag Whruhme og DJ Koze selv, fortsætter Isolee ned ad denne betagende sti.

Ep’en har siden udgivelsesdatoen for en måned siden modtaget mange blandede anmeldelser, netop fordi der ikke var nogen tydelig fornyelse at spore i tyskerens lyd. Toneangivende og tildels meningsdannende hjemmesider som Resident Advisor og Little White Earbuds er eksempelvis stærkt uenige om, hvad udbyttet er, hvis man som lytter kaster sig ud i den tre numre store ep. Jeg kan se mig selv tilhøre den gruppe af mennesker, som ville frygte en ende for Isolees mesterligt simple kompositioner, hvis han skulle læne sig mod tidens tern og skabe noget, der var ham ‘nyt’. Faktisk har han med netop denne ep understreget en udvikling, som jeg havde følt komme i længere tid, en ny trend; et øget fokus og en forstærket påskønnelse af den slags artister, som i en og samme ombæring kan skabe et nummer, der kan se sig fri for at diktere dans, men stadig rykke lytterens krop rundt i en lille, imaginær firkant. I løbet af de sidste par år har artister som irske Mano Le Tough og landsmanden The Drifter, hollandske San Soda og flere tyskere, så som Cuthead og Jacob Korn, begge med rødder i det Dresden-baserede pladselskab Uncanny Valley, modtaget store roser for et krydse et dansabelt groove med sofistikerede og emotive undertoner. I popverden og i æteren hos blandt andet P3 har man travlt med at putte streger under den påstand om, at house er blevet kommercielt og allemandseje, særligt takket være artister som Disclosure – men måske er ‘vi’ i ‘undergrunden’, os, som ikke bare bukker under for hvad som helst, ved at omfavne en ny housetrend, der langt om længe kalder på mere eftertanke og opmærksomhed rettet mod musikkens stemninger.

Måske er jeg en postomdeling eller to for sent om at bemærke dette, måske befinder vi os allerede i denne trend, som jeg personligt finder mere appetitlig, men hvis dét er tilfældet, er det utvivlsomt på grund af et nummer som Allowance. For at sige det simpelt og ligeud, er Allowance et af de bedste numre, jeg endnu har hørt i år, og det har som en sjældenhed været en houseskæring, jeg dagligt er vendt tilbage til, når jeg følte mine playlister bestående af alskens klubmusik mistede følelse og originalitet. Det er sådan en plade, man på vinyl køber til en pige, man synes er sød, men ender med at beholde for sig selv, fordi den går så tæt på én. I krydsfeltet mellem house og ambient drager de crispy trommer mig mod en trancetilstand, og hvis man allierer sig med de rette hovedtelefoner eller det rette anlæg, vil man stadig efter den tiende afspilning finde nye hints og subtile elementer i Allowance.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.