Frost Festival: en aften i maskinrummet

Anmeldelse, Event, Livestemning Skrevet af søndag d. 24. 2013 UTC

Foto: Malthe Ivarsson/Frost Festival

Det var i sandhed en tur ind i maskinrummet, Frost Festival præsenterede publikum for til Efterklangs utraditionelle koncert i Diesel House.
Helt derude hvor Kalvebod Brygges hovedvej bliver til Sydhavnens motorvej, ligger den mest forladte del af København. Et område, du kun besøger på en både forblæst og forfrossen februar-aften, hvis dine forventninger om hvad stedet indeholder er aldeles høje.

Hvad ventede der så et koldt, vådt (og måske lidt bange) publikum? Frosts program beskrev egentligt omstændighederne ret godt: at det var Efterklangs første koncert som trio, at numrene ville være nye samt takeouts fra indspilningerne af bandets seneste plade Piramida, og at det ville være betragtelig mere elektronisk end Efterklangs seneste par album. Mon ikke det varsel havde fået mangt end gammel Efterklang-elsker ud i riv og rusk? Erindringen om Efterklang anno det sublime, neddæmpede indietronica-album Tripper (2004), var i hvert fald motivationen for mig: en idé om, at det på Diesel House ville være muligt at komme ind til den kerne af knitrende piano og skurrende, knasende elektronik, der giver Efterklangs kompositioner deres på en og samme tid rolige og foruroligende rolige tone.

Settingen var perfekt – Frost kan i sandhed noget, når det kommer til at parre bands med alternative locations. At se Efterklang inden i H.C. Ørstedværkets mave sendte uundgåeligt tankerne mod den efterhånden så velkendte historie om Efterklang, der tog til Svalbard for at optage de lyde, Piramidas numre består af. Man kunne optage nogle vilde lyde på den dieselmotor. Men mest imponerende var dog rummets akustik. At det ikke rungede, selvom loftet først fandtes i 4. sals højde. At elektronisk knitren, glasklar piano og en distinkt bas kunne finde både egen plads og samling, uanset om du stod på gulvet eller på balkonen.

Foto: Malthe Ivarsson/Frost Festival

De ydre omstændigheder var i sandhed i orden. Og hvad så med musikken? Tjo. Det er fascinerende at opleve skabelsen af noget, man virkelig godt kan lide. At høre hver enkel tonerække for sig selv, som i koncertens første ti minutter lange lydkollage – et lydværk komponeret af Efterklangs elektroniske mastermind Mads Brauer. Lyde, ikke altid toner, kommer roligt dumpende i og udenfor egentlige mønstre. Det er nemlig primært lyde. Som lytter må vi selv samle dem til små melodier. Og i det delvist ambiente, delvist orkestrale, mestendels søgende og ganske abstrakte musikalske rum, bliver selv de mest momentære melodier bemærket som kontrasten til det overordnede fravær af struktur.
Denne første, særdeles gennemtænkte tur i maskinrummet bliver afløst af et par mere regulære numre. Sanger Casper Clausen og bassist Rasmus Stolberg optrådte i lydværket kun som samples, men sluttede sig nu til Brauer, og trioen stod helt tæt sammen og spillede med vokal, bas, piano og samples en lille håndfuld nye numre. De adskiller sig fra lydværket ved at have genkendelige sammenhængende stykker, en begyndelse, en slutninger og midterstykker. Men jeg bled ved med at fokusere på de enkle dele, og de overordnede ideer trængte ikke lettere igennem her, end i det mere avantgarde første stykke.

Da Efterklang efter 40 minutter takker af, er jeg et kig ind i to maskinrum rigere. Begge to imponerede, og denne aften måske også en lille smule hule. Selvom Efterklang fascinerede, gjorde renheden i de enkeltstående lyde numrene – som det var – en smule gennemsigtige, og jeg tog mig selv i at hviske “var det det?” i tørklædet på vej hjem. Ikke fordi der skulle have været mere, nødvendigvis. Men fordi de spredte toner krævede en omstilling, som det med en så kort koncert var svært helt at finde ro til at nyde.

Tags: ,





WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass