Rihanna på Roskilde: Musik og Identitet

Der er pt et tusind kommentarer til Rihanna-bookingen på Roskildes facebook-side. Hvad afslører kommentarerne, hvis man læser dem igennem? Lasse har gjort arbejdet for dig. De viser sig at indeholde en sand kamp om musik og identitet på liv og død. (Læs denne Regnsky-artikel om pressens kvababbelser med at skrive om Rihanna og hendes popmusik.)

Jeg ved ikke, om I nogensinde læser de diskussioner, der foregår mellem fremmede folk på offentlige facebook-sider eller på YouTube. Det er næsten med sikkerhed en sær oplevelse, gerne lidt deprimerende. Og det er sjældent, man selv gider deltage. Men hvis man orker at læse dem, så kan den slags kommentarer give én et udsøgt indblik i, hvad der får folk op af stolene. Prøv bare at kaste et blik på diskussionerne under diverse dubstep-numre på YouTube. Folk er mere pertentlige end middelalderlige filosoffer til at skille den rigtige dubstep fra den forkerte (uanset hvor langt ude deres argumentation ofte er). De hårde ord, hadet, det lidenskabelige forsvar, de nedsættende ironier – alt sammen bliver uforsødet leveret på nettet.

Sådan var det også forleden, da det blev annonceret, at Rihanna kommer på Roskilde. På kort tid var der over tusind kommentarer på festivalens facebook-side. Og jeg kunne ikke lade være med at spørge mig selv: Hvorfor er det lige med en booking som Rihanna, at diskussionen bliver ekstra intens? Hvorfor er Slipknot ikke til diskussion? Jeg tog udfordringen op og gennemlæste alle tusind (!) kommentarer for at finde et svar.

Det mest simple svar er selvfølgelig, at mange opfatter Roskilde som en rockfestival (med rette eller ej). Derfor er det kontroversielt at bringe pop-kunstnere ind som hovednavne. Men er det et tilfredsstillende svar? Forudsætter det ikke en anden præmis, nemlig at der allerede er noget ved poppen, der gør at mange hidser sig op, når den bliver sat i selskab med ”deres” rock? Med andre ord: Hvorfor bliver det overhovedet et problem, en kontrovers, noget at hidse sig op over, når en rockfestival inviterer poppen indenfor? De mange kommentarer gav faktisk et hint.

DET ER SATME FØJ!”, ”buuuuuh fail”, ”slut med Roskilde”. Glade Rihanna-fans var helt klart i undertal, da debatten foldede sig ud. Det samme var pigerne. Det var et entydigt flertal af drenge, der udtrykte ”episk nedtur” over Roskildes valg af Rihanna. Kun enkelte lys blandt de mange triste fyre tænkte tre skridt frem og gjorde deres kønskammerater opmærksomme på, at Rihanna ”er et sikkert trækplaster for en masse søde unge piger” og ”mange fulde teenage tøser”.

I det hele taget indeholder kommentarerne en stærk fortælling om sammenhængen mellem at nyde Rihannas musik og at være teenagepige. Mange brokker sig over risikoen for en ”overflod af oversminkede teenagepiger”, ”poptøser og små børn”, som Rihanna helt sikker vil tiltrække. De mener ikke, at Rihannas fans ”kan holde til the full Roskilde Experience” og at ”deres høje hæle vil sidde fast i mudderet”. Nogle mener endda, at Rihanna selv vil løbe ”skrigende bort væk fra stanken af sved, lort og øl.” Kort sagt, man forstår at det kræver sin MAND at være på Roskilde, og at det ”satme er gay” med en ”bøssefisse” og en ”pop whore” som Rihanna midt i den mandige stank af sved og øl.

Identitetsproblemerne står øjensynligt parat, hvis man som dreng er vild med Rihanna. Man skal helst nøjes med at være vild med de piger, hun måtte tiltrække. Eller alternativt sige som en del fyre også har gjort i Roskildes tråd: ”Personligt bryder jeg mig ikke om Rihanna, men der skal da være plads til alle.” Tilføj evt. en parentes om, at du mest kommer for at se Slipknot.

Den økonomiske læresætning om, at ejerskab giver engagement, gælder også i kultur. Når folk i Danmark så heftigt diskuterer den musik, Roskilde booker, er det fordi de føler ejerskab. De knytter det til deres identitet, hvordan musikken blive forstået og beskrevet, og hvad de med deres identitet oplever som godt eller dårligt. Deres egen musikalske identitet bliver derudover knyttet til Roskildes identitet, fordi Roskilde ikke er et normalt produkt, man kan skifte ud med et andet, men snarere en kulturinstitution. (Helt konkret føler folk også et finansielt ejerskab for Roskilde, hvis budget diskuteres som handlede det om folks hårdt indtjente skattekorner: ”har I virkelig brugt vores penge på det???”)

Men i kultur går læresætningen også i den modsatte retning: Engagement giver ejerskab. Hvis du engagerer dig for meget i Rihanna, så risikerer du at dele identitet med de oversminkede teenagepiger (det er her drengene skal passe på!). Og hvis du er en oversminket teenagepige, så kommer du helt sikkert til Rihanna koncerten (du drikker forresten også ”breezers” og forvandler sandsynligvis Roskilde til ”sunny beach”). Med andre ord: Tilfældige diskussioner mellem fremmede mennesker i internettets dyb giver kun begrænset faglig indsigt i musik, men ofte stor indsigt i folks ideer om, hvem de selv er. Samtalerne (og skænderierne) om musik på nettet er tit helt eksplicitte forhandlinger om, hvordan egne og fremmede identiteter skal forstås.

Det er altså ikke Rihannas mainstream-appel, der er problemet. For selvom mange kommentarer himler op om, at Roskilde bør være en ”sanctuary where you shouldn’t have to cope with awful mainstream ‘artists’”, så falder klagerne sjældent så voldsomt, når mainstream-musikerne (dvs. storsælgende, verdenskendte kunstnere) er rockmusikere som Bruce Springsteen eller David Bowie. Nogen vil måske argumentere for, at mainstream er acceptabelt under den forudsætning, at kunstneren har historisk tyngde. Men så har man jo frataget festivalen dens mulighed for fremsyn. Forestil jer at Roskilde seriøst skulle satse på en kombination af sprudlende undergrund og mainstream-navne, der ændrede musikhistorien i 80erne. Nej, den identitet folk frygter er ikke ”mainstream”. Det er Rihanna som pop.

00’erne var ellers et årti, hvor internettet lod Steve Reich og Beyoncé stå side om side i musikelskernes biblioteker. Som Pitchfork-skribent Lindsay Zoladz fornylig beskrev det: ”the person with the most discerning taste was no longer the “music snob” devoted to obscure subgenres and hating on anything that might be popular, but instead the “cultural omnivore” who likes a little bit of everything and gives all genres– including pop– a fair shake.” Da jeg var 14 år og 00’erne startede, oplevede jeg det helt klart som noget, der blev anset for ”tøset” og kontroversielt, at jeg var dreng og hørte Destiny’s Child (det var dog endnu mere kontroversielt (læs: mobningsmagnetisk), dengang jeg var 12 og var vild med Spice Girls; ved ikke helt, hvordan jeg taklede det, men jeg lod mig åbenbart (heldigvis) ikke kue og gik til koncert i min sølvjakke). I dag bruges Destiny’s Child af folk som Burial og James Blake, som hyldes bredt i den musikalske verden. Det er næsten paradoksalt. Mens mainstream pop er blevet stuerent blandt musiksnobberne, er det stadig ikke stuerent blandt mange, ja, mainstream musiklyttere.

Ser man diskussionen på Roskildes facebook-side er det helt tydeligt, at det især gør sig gældende blandt mange drenge. Måske drenge med fædre som Thomas Treo fra Ekstra Bladet der i ramme alvor skriver: ”Rihanna er hverken værre eller bedre end så mange andre af tidens pornopop-prinsesser, og hendes stripshow i Herning i 2011 var ganske underholdende, men for en festival, der hævder at være fremsynet og kvalitetsbevidst, er hitmagerens tilstedeværelse en falliterklæring.” Jeg synes personligt, det er en journalistisk falliterklæring ikke at kunne komme på andet at sige om Rihanna, end ”porno”, ”stripshow” og ”hitmager”. Men jeg synes først og fremmest det afslører, hvordan manden helst kun skal interessere sig for Rihanna, for så vidt hendes stripshow er underholdende nok til at give ham jern på.

Her på Regnsky byder vi velkommen til 10’erne. I dette årti går det endegyldigt op for mennesker, at båndet mellem identitet og musik ikke har et fastlagt indhold. At man ikke kan argumentere for eller imod kvaliteten af musik (eller af en Roskilde-booking) ved at fremsætte påstande om, hvem der hører den, og hvad de laver. Måske går det op for Treo og ligesindede, at det heller ikke er et argument at kalde kunstneren for stripper eller luder.

Vi glæder os til at se Rihanna, og vi glæder os til at se en masse piger (med eller uden teenagesminke) og drenge (med eller uden jern på) til et, med al sandsynlighed, ret så velklingende brag af en pop-koncert.

Alle citater i anførselstegn er hentet fra tråden til Roskildes annoncering af Rihanna-koncerten på deres facebook-side, bortset fra citaterne fra Lindsay Zoladz og Thomas Treo.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Rikke says:

    Tak for både indsigt og humor !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?