Vær kedelig med os og lyt til voksenindie

Musik, Video Skrevet af onsdag d. 12. 2012 UTC


Vi er nogle sygt kedelige regnskyer i øjeblikket. Vi læser til eksamener, har juletravlt på arbejdet og skriver nogle rimelig tørre tekster. Dem vil vi ikke belemre jer med. Men når mit hoved skal have en lille pause fra de kloge tekstkogerier – og der ikke står alkoholiske glögg-dampe om næsen på mig – lytter jeg til voksenindie.

Voksenindie er en simpel betegnelse for musik med små armbevægelser, men stemning nok til at kunne dække en kæmpes overflade. Musik, jeg sætter på, ikke behøver at tænke så voldsomt meget over, men som jeg ind i mellem bliver fænget af. Musik, som dyrker harmonien, ikke er bange for at være forudsigelig og statisk i sine numres udvikling (det kan være en virkelig god ting. Modet til at tro på én idé er sjældent). Yo La Tengo og Phosphorescent er ypperlige repræsentanter for voksenindien. Og lige nu redder de mine 6 minuttes pauser. Yo La Tengo med “Before We Run”, et nummer hvor de er i deres naturlige habitat, følelserne er der, men de er overmander dig ikke. Phosphorescent går den lidt anden vej med “Song for Zula”, hvis distortede violin (og helt neutrale ditto) yder strygernes funktion og toner nummeret i melankoliens gråblå skala.

Så hvis du også bare er ret træt, og gerne vil kigge ind i en væg og lave ingenting i 12 minutter, mens du hører to på ingen måde overraskende, men stadig nye og gennemført dejlige stykker musik, så skal du plugge computeren til anlægget, skrue moderat til højt op, trykke på play, og – vigtigst af alt – vende blikket bort fra computerskærm og bøger. Måske ud af vinduet. Måske ind i væggen. Så du ikke ser noget, men mærker roen sænke sig og hovedet klare lidt op.

Phosphorescent – Song to Zula

Tags: , ,





WordPress Theme er lavet af Bjørn Sørensen, header af Nan Na Hvass