Elektroniske opdateringer

Det er lidt tid siden, jeg har haft ren elektronisk musik på programmet. Senest skrev jeg om Rihanna, hvilket jo var en slags sjældenhed her på bloggen. I dag vil jeg komme de elektroniske hoveder i møde med en liste over ti udgivelser fra de seneste par måneder, som er absolut nødvendige at tjekke ud.

Burial: Truant/Rough Sleeper
14. december

Godt, lad os starte med en ep, der røg på gaden for blot et par dage siden og til manges overraskelse: Burial har endnu engang åbnet portene til sit minderige, hvor vokalsamples fra fortidens storhed fyger henover eroderede beats. Truant/Rough Sleeper består meget lig Kindred EP af to lange numre (i alt 25 minutters Skønhed), der udvikler sig helt formidabelt følelsesladet, usentimentalt og overraskende. Hvis du har tømmermænd skal du muligvis passe på med at lytte – ”Rough Sleeper” går lige i det melankolske, grædeklar hjerte.

Mala: Stand Against War/Maintain Thru Madness
13. november

Vi fortsætter med et knusende stærkt navn, Digital Mystikz-dubpræsten Mala. Stand Against War/Maintain Thru Madness er gamle dyder placeret solidt i 2012. Den slags man har lyst til at spille for sin lillebror, som er begyndt at høre basmusik, så han lærer, hvor få elementer der skal til for at lave en genial komposition. I basmusik starter og slutter meget med Mala.

Sensate Focus: 2.5
22. oktober

Det er ikke lang tid siden Mark Fell udgav en fremragende plade, Sentielle Objectif Actualité, som jeg skrev om i forbindelse med Wundergrund Festival, hvor han spillede koncert. Nu er han på banen igen under sit alias Sensate Focus, under hvilket han har udgivet en række ep’er i 2012. De er alle karakteriseret ved laborantens indgående kendskab og samtidige distancerede forhold til de kemiske væsker i regensglasset. Nummeret ”X” starter næsten som en simpel demonstration af computer-lyde, der så sammenføjes til et kunstigt fornøjet beat, der smiler til dig som en robot ville gøre det, nemlig uden at ane hvad det betyder. Det giver et skræmmende, morsomt og grimt track, der så også viser sig at have et par sjove overraskelser undervejs.

Karenn: sheworks004
14. november

Vi fortsætter tour-de-force med Karenn, som er et samarbejde mellem Blawan og Pariah, der hver især er blevet pænt veletablerede navne. Karenn er endnu et eksempel på det techno-fokus som den seneste tid har præget mange britiske producere, der voksede ud af dubstep (jeg skrev en artikel om tendensen tilbage i maj). Med Karenn befinder vi os i et ret råt og skrattende hjørne. Det er langt fra den computer-renhed som Sensate Focus viser i al sin slikkethed på 2.5. På et nummer som “A room full of fuck all” kan man tydelig høre hvilke farlige urkrafter, Karenn leger med.

Fatima Al Qadiri: Desert Strike
7. november

Lidt i maksimalismens ånd spiller Fatima Al Qadiri med den glitrende HD-agtige hyperealisme. Men udtrykket minder i sidste ende mere om Zomby end Rustie med den simple opbygning og de lejlighedsvise revolverskud. På et nummer som ”Desert strike” befinder man sig på randen af et beat, der aldrig helt finder forløsning, men holder fast i at futurismen – af natur – må indeholde et ubesvaret element, der gør linien mellem utopi og dystopi ubelejligt svær at se.

FIT ft. Gunnar Wendel & Omar-S: Enter The Fog/Roll Out
22. oktober

En anden tendens der har floreret i 2012 var de små bidder af jazz, som blev centrifugeret i den elektroniske musikmaskine (se et par andre eksempler jeg skrev om her). Her er f.eks. et par små bidder i et pænt swingene nummer fra Gunnar Wendel, aka Kassem Mosse.

Vladislav Delay: Kuopio
29. november

Dem som følger bloggen regelmæssigt vil vide, at Vladislav Delay (aka Sasu Ripatti) er en af mine absolut yndlingsartister. Heldigvis er han temmelig produktiv, og det er ganske enkelt utroligt hvor stabil kvaliteten af hans output er. Hør f.eks. det her track fra Kuopio, der hypnotiserer med ophøjet ro og en muligvis skjult agenda. Man ved ikke hvor man ender, når man går i gang med at høre et track af Delay.

Emptyset: Collapsed
4. oktober

Delays album er hans andet på selskabet raster-noton. En anden raster-noton udgivelse som jeg synes i skal høre kommer fra Emptyset. Det er tanden mere dystert end Delay, men det føles stadig ekstremt jordnært, faktisk som om man borer hænderne – eller ørerne – ned i jordens dyb: Det skiftevis river og aer din hud.

Raime: Quarter Turns Over a Living Line
21. november

Nu vi er ved det dystre kan vi lige så godt gå planken ud og høre et nummer fra Raimes debutalbum. Med en næsten ambient ro sænker mørket sig over verden, når duoens tungtsiddende baspuls banker på lytterens hjerte og viser hvor hult det er. Ekkoet der går gennem deres produktioner sætter musikken i et foruroligende rum, der truer med tomhed. Man ender med gladelig at klynge sig til elementer af støj, når de byder sig.

FaltyDL: Straight and Arrow
12. november

Men lad os ikke slutte så dystert. Her er et pænt saligt og humørhøjt remix, som Four Tet har lavet af FaltyDLs ”Straight and Arrow”. Jeg synes sødmen i tracket, dets luftige rum, ekstremt diskrete subbas og bouncende beat er enormt charmerende.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Anders says:

    Nu du nævner Gunnar Wendel, er der lige kommet en ny 12″ fra ham, STAAT AUS GLAS EP. Den er super fed. Et track fra den: https://soundcloud.com/kmos/kmosxsotu

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?