2013: Er du til Woodkid eller Jai Paul?

2012 går på hæld, og det betyder i min verden, at det er tid til at kaste et blik ind i det nye år.

Efter et år præget af et væld af fantastiske folk-udgivelser, dubsteppen og RnBens opsigtsvækkende (gen)opstandelse som en del af mainstream-musikken og ikke mindst en opløftende skare af dygtige dansksprogede punkpopbands, får 2013 svært ved at leve op til den diversitet og det fascinationsniveau, som 2012 har budt på. Men bare rolig, jeg kan i hvert fald love dig, at 2013 vil indeholde en fascinerende konflikt. En musikalsk og eksistentiel duel, hvor du nærmest bliver tvunget til at tage stilling.

Jeg snakker naturligvis om duellen mellem to af blogosfærens mest hypede navne i løbet af de seneste par år. Britiske Jai Paul og franskmanden Yoann Lemoine, som nok er bedre kendt under sit kunstnernavn, Woodkid. Disse to spektakulære modpoler, som måske, for førstnævntes vedkommende, og stensikkert, for sidstnævntes, udsender deres debutalbums i løbet af 2013.

Og netop denne frustrerende usikkerhed omkring Jai Paul og nærmest kalkulerende sikkerhed omkring Woodkid er noget af det, som gør de to unge herrer så fascinerende forskellige at følge. For ligeså forskellige de er rent musikalsk, ligeså forskellige er de som mennesker. For deres musik afspejles nemlig diamantklart i deres personlighed. Eller måske afspejles deres personlighed i deres musik.

På den ene side har vi den nærmest paranoidt pressesky Jai Paul, som gik så langt som til at fjerne sin musik fra MySpace, da hypen var på sin højeste, i stedet for at udnytte den til en hurtig og oplagt succes. Han giver ingen koncerter, han viser sig aldrig offentligt; han har sågar ikke engang en Facebook fanside.
På den anden side har vi hans diamentrale modsætning i den meget karrierebevidste Woodkid, som har brugt en stor del af sin tid på at producere musikvideoer for navne som Lana del Rey og Rihanna, for derved at få skabt sig et navn og en genkendelighed, som er meget få forundt. Han er pt i gang med en stort anlagt Europa-turné, og han hører til gruppen af flittigst kommunikerende kunstnere på de sociale medier.
Det er definitionen på en introvert person over for personificeringen af ordet ekstrovert. Det er mystik over for tilgængelighed. Det langsomme og tunge overfor det hurtige og energiske. Det er britisk underspillethed over for fransk selvsikkerhed. Det er ganske enkelt bare to ekstreme modsætninger, som dog lige har det tilfælles, at de begge er gudsbenådede musikalske begavelser.

Der stopper lighederne så også. For som nævnt afbilledes deres menneskelige forskellighed også i deres musik. Men lad os for en god ordens skyld tage et kig på de to numre, som det hele startede med.

For Jai Pauls vedkommende startede det hele i foråret 2010, hvor han med en demo af “BTSTU” tog blogosfæren med storm. En mærkelig popsang bygget op om mystiske vokalharmonier, Jai Pauls karakteristiske falset, alskens små samples og ja, Skrillex-lignende wopwop-synthesizer-lyde. Personligt var jeg solgt ved første gennemlytning af sangen, og det blev sangen, der kendetegnede mit 2010. I 2011 udgav Jai Paul så en mere finpoleret udgave af sangen som single, hvilket blandt andet gav ham en plads i rotationen hos BBC Radio 1 og en plads på deres prestigefyldte “Sound of”-liste. Sangen er i øvrigt også blevet samplet af kunstnere som Beyoncé og Drake.

Jai Paul – BTSTU (Edit)

På nogenlunde samme tid som Jai Paul slog igennem hos de store medier i England, udsendte den franske multikunstner, Woodkid, sin første single i form af “Iron“. Her er tale om en storslået sang, hvis tydelige inspiration fra afrikansk tribal musik mærkes tydeligt. Congatrommer danner sangens puls, og Yoann Lemoines dybe, messende vokal skaber en stemning, som mest af alt leder tankerne hen mod det moment, som befinder sig et sted mellem stilheden før stormen og selve stormen. En sand krigshymne. Modsat “BTSTU“, slog “Iron” aldrig igennem hos de klassiske medier, og sangens bedste placering på de franske hitlister blev en 110. plads. Men der var langt fra tale om en fiasko for den talentfulde kunstner. Den franske designer Dior har valgt at basere sin 2013 efterårs- og vinterkollektion på netop dette nummer, som også er blevet spillet massivt i reklamerne op til udgivelsen af spillet “Assassin’s Creed: Revelations” i løbet af 2011.

Woodkid – Iron

Det må betragtes som en solid start på begge de unge kunstneres spirende karrierer, omend det foregik af to vidt forskellige veje. Jai Paul kom ud af ingenting, men benyttede sig af internettets enorme potentiale til at få et, ironisk nok, ret langtrukkent gennembrud. Langtrukkent i den forstand, at det lykkedes ham først at slå igennem i 2010, for så at udgive noget nær den nøjagtig samme sang et år efter og derved få endnu et gennembrud.
Woodkid hører til i en helt anden boldgade. Hvor Jai Pauls gennembrud kan betegnes som ret organisk, må Woodkids gennembrud siges at være gennemsyret kommercielt, da langt størstedelen af hans i øvrigt ganske imponerende fanbase er kommet via to af nutidens mest kommerceliserede brancher: Modebranchen og reklamebranchen. Uden derved at skele til de negative eller positive associationer, som disse karakteristika nok kunne afstedkomme for mange. Det er blot et udtryk for forskellighed.

Lad os slutte med de seneste singler fra de to kunstnere.
For Jai Pauls vedkommende med hans store hit fra det snart forgangne år, “Jasmine“, som fremstår tungere og mere dyster end “BTSTU,” men ellers benytter sig af mange af de samme elementer; omend der denne gang er skruet gevaldigt op for variationen af disse undervejs i nummeret. Men det er stadig den let genkendelige og fortryllende Jai Paul-lyd, bestående af Jai Pauls falset og en nærmest besat forelskelse i synthesizers, gentagelser og stilbrydende samples.

Jai Paul – Jasmine

For Woodkid er der, ligesom Jai Paul, tale om en unik lyd, som man straks identificerer som Woodkid. Tribal-trommerne er tilbage. Det samme er energien og storslåetheden med dommedagsklokken i starten. Og ikke mindst lysten til at flygte og at slås på én og samme tid. Men det er godt. Virkelig godt. Især hvis man samtidig ser den fremragende musikvideo, som tilfører Woodkids musik en ekstra dimension; hvilket nok i høj grad skyldes, at Yoann Lemoine selv står for både instruktionen og produktionen af denne.

Woodkid – Run Boy Run

Det var afslutningen på 2012 for mit vedkommende. Eller måske snarere en optakt til 2013. Og så er der jo kun et spørgsmål tilbage at stille: Er du til den ekstroverte, energiske franskmand i Woodkid eller til den introverte og noget mere dystre britte, Jai Paul?

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.