2012 i album – januar & februar

De fleste vil sige, at vi først går ind i sæsonen for dårlig samvittighed på den anden side af årsskiftet. Jeg vil mene, at vi allerede er gået ind i den. Jeg er selv ramt. Af dårlig samvittighed over de snart brudte nytårsforsætter, over manglende nærvær hos familien, over at slumre juleferien væk. Og en helt særlig ganske paradoksal form for dårlig samvittighed: dårlig samvittighed overfor mig selv, fordi jeg året igennem ikke har fulgt godt nok med i nye udgivelser, fordi fortabelsen i de enkelte har været for komplet.

Denne musikalske dårlige samvittighed er ikke noget nyt. Den opstår altid i juledagene og tiltager i de efterfølgende, mens mediernes årslister granskes, og jeg opdager, at jeg ikke har hørt hovedparten af de åbenbart fantastiske album. Får de mig så til at tjekke dem ud? Sjældent. Og selvom de gjorde, og jeg i ugen op til nytår hørte alle Soundvenues top 50 album og Pitchforks hundrede bedste numre, ville der være størst sandsynlighed for, at de ville være glemt igen, så snart de klingede ud. For musik kræver tid til at synke ind i lytteren, musik kræver indlevelse. Før du for alvor kan holde af den, må du føle den som en del af dig selv. Det tager tid at opbygge den slags forhold, og de forliser ofte før de forløses.

Trods disse noget dystre tanker, får årslisternes medfølgende samvittighedsnag mig til at tænke over, hvad jeg fik i stedet for tusinde album i det mentale musikbibliotek. For en hel del er krøbet ind under huden, både plader fra i år og ældre sager, som er gået i dialog med det nye. Listen er lang, og de udvalgte album fortjener mere end en placering på en liste. De fortjener tid, ligesom I fortjener at blive fortalt grundigt, hvorfor de gør det.
Derfor deler jeg – ligesom sidste år – 2012 op i dele og giver jer over den næste uges tid en gennemgang af, hvilke albums, der blev en del af mig dette år. Det får os både igennem musik der føles som en blid opvågning, som en regnvejrsdag uden ende, som en sukkerknald og som en græsk tempel af sprød marmor, som trods sit fine ydre stadig står højt hævet.
Men vi starter selvfølgelig med januar og februar, de to tunge vintermåneder.

Januar

Nikolaj NørlundAlt Sammen, Lige Nu (Auditorium)
Det var uventet, at Nikolaj Nørlunds plade ville stå som en af de bedste for mig i året, der gik. Måske var det samarbejdet med Christian Hjelm, som fik reaktualiseret Nørlund, men ikke desto mindre fremstod den gamle mesters album som en afsindigt frisk plade. Det gør det sådan set stadig. Alt Sammen, Lige Nu revolutionerer ingenting og er ikke et opgør. Men den er fremragende sangskrivning, både i sine rockede, energiske øjeblikke som hittet “Man bliver forsinket så let” og i sine stille momenter som “Lige Linje” og “Hemmeligheder”. Årsagen til at forelskelsen ikke er flygtig ligger netop i sangskrivningens kombination af det veloplagte og det nære. Du er aldrig langt fra Nørlund i hans musik, men du bliver heller ikke holdt kvælende tæt. Der er frihed at spore i guitarens fremragende melodier (de fremstår naturlige, selvfølgelige) og sikkerhed i den klassiske rockinstrumentering og produktion. Kort fortalt: rum for spejling og mulighed for et andet lys. Nørlund viser, at den lige vej ikke nødvendigvis er kompromisernes, men også kan være balancens.

Læs også live-anmeldelse af Nikolaj Nørlunds jubilæumskoncert i DRs Koncertsal.

Nikolaj Nørlund – Man Bliver Forsinket Så Let
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/12/02-Man-Bliver-Forsinket-Så-Let.mp3]

Februar

John Talabotƒin (Permanent Vacation)


Ærlig talt – hvem slipper afsted med at have en meget markant fløjte i et i forvejen over the top-nummer efter new rave-bølgen i 2007? John Talabot, selvfølgelig, og jeg havde ingen betænkeligheder.
John Talabots succes på mit personlige barometer står i fin modsætning til Nikolaj Nørlunds. Hvor Nørlunds i høj grad er båret af lytterens identifikation med musikken, er ƒin for mig en portal. Både til eskapisme, men også til endnu højere eufori. Jeg bliver sjældent så glad når en dj spiller musik, jeg allerede kender, som når han spiler et Talabot-nummer. ƒin var en virkelig forløsningen, ikke kun fordi der nu endelig var et John Talabot-album, hvilket vi havde ventet på i tre år, men fordi albummet både bankede igennem med uimodståelige hits som “Destiny” ft. Pional og disco-slaskere som “Oro Y Sangre”, hvis labre produktioner og helt over stregen virkemidler funklede trods februars evighedssjap. ƒin holder niveauet hele vejen i gennem og har holdt hele året.

Læs også albumanmeldelse af ƒin.

John Talabot – Destiny ft. Pional
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/12/02-Destiny-feat.-Pional.mp3]

John Talabot – Oro Y Sangre
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/12/04-Oro-y-Sangre.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.