Mark Kozelek/Sun Kil Moon/Red House Painters

I det her efterår er jeg virkelig ofte blevet draget mod den amerikanske sangskriver Mark Kozeleks fingerspilsfortællinger. Min hang til hans tillukkede og lavmælte univers er kommet snigende, uden jeg helt har lagt mærke til det. Han har været på scenen længe, ja, faktisk udgav han sit første album i mit fødeår. Og han er sådan en, man godt kan glemme lidt, fordi han er i det mærkelige felt mellem det etablerede og undergrunden. Musikalsk er han også særdeles etableret, og siden han omkring årtusindeskiftet dedikerede sin opmærksomhed til folkgenren, har han ikke fornyet sig nævneværdigt fra udgivelse til udgivelse. Men der er egentligt hellere ikke nogen grund til, at han skulle gøre det. For de stemninger og den intimitet, hans fortællende sangstil og stemmens lydomgivelser er genkendelige og essentielle, hvad enten det kommer til hans soloudgivelser, bedrifterne i det nu opløste band Red House Painters eller de mange coverversioner af bands så langt fra Kozeleks egen stil som AC/DC og Modest Mouse.
Med Mark Kozeleks rige bagkatalog i bevidstheden skulle man have en sikker leverance af medfølelse til en endog meget hård vinter.

Mark Kozelek – You Ain’t Got a Hold on Me

Hvis også du har været hardcore Mew-fan, ved du nok, at danskerne hyppigt omtalte bandet Red House Painters som inspirationskilde i begyndelsen af deres karriere. Mark Kozelek var guitarist og sanger i Red House Painters, som fra 1992 til 2001 udgav en række farligt gode plader. De blev definerende for det, jeg især tænker på, når folk refererer til en 90’er-lyd (i forbindelse med god musik). Slowcore og shoegaze er ganske passende betegnelser for ekstremt introverte udgivelser, der er bedst i et stræk, når du bare gerne vil være i fred, og det er nok netop den indesluttethed, som har gjort Red House Painters til en af Mews foretrukne referencer. Mark Kozeleks tekster er ensomme, afklarede og opgivende, og det er ikke så meget ment som en advarsel som en anbefaling. “Katy Song” er fra bandets selvbetitlede hovedværk fra 1999, og har det her fantastiske og fantastisk smertefulde vers: “I know tomorrow/ You will be somewhere in London, living with someone/ You’ve got some kind of family there to turn to/ And that’s more than I could ever give you”.

Red House Painters – Katy Song

Helt så sortsynet er Mark Kozelek ikke på sin udgivelse fra i år, Among The Leaves. Den er udgivet under navnet Sun Kil Moon, som Kozelek introducerede efter Red House Painters breakup i 2001. Sun Kil Moon er et soloprojekt, hvor Kozeleks fintmaskede guitarspil og vokal ikke flyder sammen med de skurrende guitarer fra Red House Painters. Men den melankolske grundtone er intakt i samtlige af pladens 17 numre, der i høj grad kigger tilbage på Kozeleks seneste tyve år på scenen. Personligheden er til stede, ligesom i resten af Kozeleks diskografi. Among The Leaves er på mange punkter mere af det samme, men netop på grund af den personlige fortællestil, er det en tryg genkendelighed. Mark Kozelek er en sangskriver, du automatisk involverer dig i og lader involvere sig i dig.

Sun Kil Moon – Sunshine In Chicago

Mark Kozelek spiller i Studie 2 i Koncerthuset i København d. 14. november kl. 20. Koncerten er siddende. Billetter her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. andreas says:

    Ja! Han er god – og god post. Ser frem til koncerten i aften.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?