Sam Amidon satte lighedstegn mellem underholdning og musikalsk nødvendighed

Aftenkoncerter på Roskilde Festivals mindste scene, Gloria, er en af Roskilde Festivals helt store fornøjelser for undertegnede. Et sted, hvor små forventninger bliver forvandlet til store oplevelser. Et telt skabt til koncerter af den eksperimenterende slags, af typen, hvor intimitet og åbenhed overfor publikum er en nødvendighed for, at det ikke drukner i en sær eksklusivitet.

Torsdag gav excentrikeren Sam Amidon sit lydhøre publikum en lektion i, hvordan den perfekte festivalkoncert afvikles. Den perfekte festivalkoncert kombinerer musikalsk kvalitet med en underholdende dimension, men det betyder ikke nødvendigvis, at musikerne skal stå på hovedet og spille banjo med tæerne, eller at de skal råbe “hvad så, Roskilde!” til de bliver hæse. Sam Amidon havde forstået, at den underholdende del af gode festivalkoncert ikke kan kopieres efter traditionens bud, men skal afspejle netop denne musiks identitet. Derfor fortalte han konstant yderst bizare anekdoter om hvert enkelt nummers handling – eller i hvert fald det han fornemmede, at de handlede om i netop dette øjeblik. Eksempelvis handlede den hysteriske ukulele-sang “I See The Sign” denne aften om, hvordan Kirsten Dunsts altid skræmte øjne varsler om jordens snarlige undergang i 2012. En association, vi alle kan nikke genkendende til og som gav usandsynligt god mening i sammenhæng med nummeret. Og det tætteste, amerikaneren kommer på et hit, hjerteknuseren “Saro”, fik en aparte intro med en helt og aldeles flask violin. En teaser, Amidon selv grinte af, før han tog guitaren frem og spillede de virkelige og dybt harmoniske toner til kollektiv beundring fra det dedikerede og talstærke publikum.

Sam Amidons fortolkninger af den amerikanske sangskat (både den traditionelle og dybt moderne) er stilfærdige, men langt fra spinkle i deres gennemførte guitarstykker, teksternes stærke budskaber og de ofte overraskende svingninger, som skiftevist rammer det freak-folkede og det poppede. Aftenens setliste kombinerede den helt nøgne, flotte melodi som “Sugar Baby” og de på plade mere komplekse “Way Go, Lilly”. På disse numre, hvor vokalen og guitaren/banjoen i den indspillede version suppleres af strygere, kor og bløde blæsere, gjorde Amidon sit for, at numrene ikke kom til at fremstå nøgne i de numres fravær. Sam Amidon kombinerer et fornemt fingerspil fokuseret på den simple melodi med rytmeinducerende riffs, som giver de traditionelle folksange et energisk, men aldrig overgearet countrypræg. Balancen mellem det sobre og det pastichefyldte er hårfin, når flirten hedder country, ligesom den er det med fællessang, som Sam Amidon vellykket introducerede allerede på andet nummer (“Way Go, Lilly“) og skabte reel Roskilde-lykke med på R. Kelly-coveret “Relief”. Både countryen og sangen tæmmede Amidon på Gloria, som smukt sang med og fik de afsluttende strofer til at klinge sandt. Han forstod, at Roskilde ikke åbnes bedre end med en denne hyldest til fællesskabet: “What a relief to know that, we are one/What a relief to know that, the war is over/What a relief to know that, there is an angel in the sky/What a relief to know that, love is still alive”.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.