Mew indfriede alle forventninger til hemmelig koncert på Bremen

MEW SPILLER PÅ ORANGE I AFTEN! Jeg skal fangirle igennem, for ja, danskernes nattekoncert er den, jeg glæder mig mest til på årets festival. Selvom jeg så dem i onsdags. Den oplevelse gjorde faktisk kun forventningerne større.

Der er stor forskel på at spille en hemmelig koncert for et publikum på 500 siddende mennesker og en festivalkoncert for 60.000. Der er også stor forskel på, hvordan man som publikum lytter til koncerterne – også selvom de på papiret ser ud til at være identiske.
Mew
s hemmelige koncert på Bremen onsdag aften var en generalprøve for den indtil nu største koncert i deres karriere. Den finder ganske rigtigt sted lørdag nat på Orange Scene – et noget nært perfekt tidspunkt for danskernes skiftevist monumentale og drømmende stadionrock. Peaket ligger på det tilsyneladende perfekte tidspunkt i bandets karriere. For til onsdagens koncert leverede et ufattelig tændt Mew en tour de force udi det omfattende bagkatalog, veleksekveret som aldrig før.
Ja, denne signatur har været til mange Mew-koncerter. Rigtigt mange. Over to håndfulde, fordelt nogenlunde ligeligt fra Frengers-turneer omkring 2003 til No More Stories…-ditto i 2009. Og det har aldrig været en hemmelighed, at en Mew-koncert indeholdt nogle kameler, man helst skulle have fordøjet før starskuddet, for virkelig at kunne nyde de kompleksitetsglade danskere. Eksempelvis har vokalen altid voldt Jonas Bjerre problemer, når instrumenteringen bevægede sig fra drømmepoppen til det rockede som på “Apocalypso” og “Snowbrigade”.

Men på Bremen var dette problem væk. Vokalen var blød, nærmest elastisk i sin vekslen fra de højspændte falsettoner på “Am I Wry? No”‘s omkvæd til versets noget mere rolige toneleje. Netop afvekslingen har tidligere forvoldt problemer, og at høre Bjerre glide fuldstændigt frigjort fra den ene yderlighed til den anden tog gang på gang pusten fra mig. Det musikalske overskud fortsatte i trommeslager Silas Utke Graaes spil. Det er altid overlegent, men tegner et andet, tidligere problem for Mew som liveband: at studieversionerne er umulige at improvisere over. Det var så andet problem, Mew har løst i den knap to år lange pause siden No More Stories…-turneen havde sit sidste stop. Med ulastelig timing tilføjede Graae indimellem ekstra slag, som rykkede rundt på de forventede lyde, men fulgte tempoet på nanosekundet. Det løsnede op for Mews af og til lidt for perfektionistiske og prætentiøse numre, og gav en legende facon, som sendte tanker til netop No More Stories… eksperimenter med calypsorytmer.

Legen forsatte i guitarens varierede spil og i en åbenhjertig kommunikation med publikum. Den skal vi nu næppe forvente at se noget til på Orange, hvor bandet sandsynligvis vil være mere tilknappede i deres fokus på musik frem for fest. Hvis den lyder bare næsten lige så godt som i onsdags, er jeg en lykkelig fangirl.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.