The New Spring om ‘Secret Armor’

Mandag d. 7. maj udgav The New Springs sit andet album, Secret Armor. Denne gang har Bastian Kallesøe flyttet optagelserne af de krøllede singer/songwriter-numre ud af soveværelsets skrabede omgivelser og ind i et rigtigt studie, men den intime fornemmelse af at stå lige ved siden af musikeren er intakt i produktionen.
Fordi Secret Armor er en fremragende plade har Eva taget en længere snak med Bastian Kallesøe, der bl.a. kommer rundt om Secret Armor som et i sin struktur episk værk, hvad man gør i følelsen af en potentiel revolution og hvorfor man efter tre udgivelser føler, at man bør øve sig tre timer om dagen på at spille sit instrument. Derudover har vi præmiere på videoen til nummeret “Who Do You Love”.

Blot et år efter udgivelsen af den selvbetitlede debutplade under The New Spring pseudonymet er Bastian Kallesøe klar med opfølgeren. Længe ventet kan den ikke kaldes, men imødeset med store forventninger er den så afgjort. Hvorfor også vente med at udgive, når man skriver numre med en misundelsesværdig kadence, og i forvejen gerne vil minimere tiden fra numrene skrives, til de rammer lytterens ører?

”Jeg skrev numrene fra Secret Armor over en periode på fire måneder, efter turneaktiviteten stilnede lidt af. I realiteten havde jeg egentligt skrevet en hel plade, mens jeg var på tour med Figurines i foråret og spillet mange af de numre til koncerterne. Men det var som om, jeg skrev mig varm. Faktisk er der ingen af numrene, som optræder på Secret Armor,” fortæller Bastian om processen, hvor albummets elleve numre blev skabt. De mange, som lå ind i mellem debuten og Secret Armor var gode numre, men på Secret Armor skulle forholdet mellem guitar og vokal ændres. ”Jeg har altid haft en idé om guitar og vokal som ligevægtige i forhold til sangene, så mens jeg skrev Secret Armor satte jeg mig bogstavelig talt ned og øvede i tre timer hver dag. Målet var at komme til at spille så godt som absolut muligt på mit instrument.”
Kun et af Secret Armors numre, ”The Mansion (The Hour of the Debutante)”, blev skrevet i forlængelse af debuten. Egentligt skulle nummeret heller ikke have været med på pladen, for Bastian var ikke tilfreds med melodien. Men teksten blev ved med at vende tilbage, så to uger før indspilningerne begyndte, prøvede Bastian for første gang at sætte melodi til et stykke lyrik. På den måde blev ”The Mansion (The Hour of the Debutante)” både pladens ældste og yngste sang.

Fra soveværelsets lo-fi-lyd til studiets 80’er-ballader

Den lange tids øvelse på instrumentet var nødvendig for pladens idé. Hvor debuten dissekerede kærlighedens facetter, var ideen på Secret Armor af produktionsmæssig karakter, og i modsætning til sin forløber blev den indspillet i et studie. ”En ting var jeg sikker på fra start: vokal og guitar skulle indspilles på samme tid. For at gøre det skal man være virkeligt godt hjemme i sit materiale – et nummer som “Who Do You Love” indspillede vi psycho mange gange. Jeg har altid syntes, at det var lidt fjollet at løsrive tingene fra hinanden i indspilningsprocessen og f.eks. indsynge vokaler for sig.”
I det hele taget skulle produktionen gå hurtigt – med blot fem disponible dage i studiet skulle numrenes enkle spor helst færdiggøres rimelig effektivt. Men samtidig skulle produktionen rykkes ud af soveværelset, og trods lo-fi-musikere som Bill Callahan og Nick Drake er noget af det tætteste, man kommer på helte i Bastians musikforståelse, blev effektmaskinerne som rumklang og delay taget heftigt i brug for at skabe den samme fornemmelse, som vellydende 80’er ballader giver.

”Jeg kan godt lide at gå konceptuelt til værks, og egentlig troede jeg, at denne plade skulle være ret minimal og uden nogen form for percussion.” Men da mulighederne for at indspille både trommer og sav i et lækkert studie var der, blev ideen ændret. ”Vi indspillede hvad der faldt os ind. Og Aske Zidore, albummets producer, tilsluttede tyve effektmaskiner eller sådan noget til mixeren og stod der med langt hår, som en eller anden wizard og skruede op og ned på alle mulige knapper, så numrene nærmest blev mikset, mens de blev indspillet. Så kunne vi sortere i ideerne efterfølgende. Det gjorde vi bare stort set ikke.”

At være 16 og DIY

”Mens vi mixede pladen hjemme hos hans forældre, fandt Aske og jeg en kasse med gamle kassettebånd, han havde optaget da han var 16, og vi snakkede meget om, hvordan vi lavede musik dengang. At man lavede hele album for sig selv. For mig er det at lave musik som at gå ind i et helt vildt rart, tidsløst rum uden nogen alder, et rum som på en eller anden måde er det samme, som det var dengang.” Det rum ville Bastian gerne tydeliggøre på Secret Armor, og udover saven, som optræder på “Evening All Day Long” og “Who Do You Love?”, spiller han alle instrumenter på pladen selv – en forklaring på, hvorfor nogle af trommerne ligger en lille smule skævt.
DIY-ideen går igen i videoerne, der ledsager Secret Armors enkelte numre. Det er ikke musikvideoer, men elleve små ”sådan ser det ud”-videoer optaget med to videokameraer og ganske få visuelle effekter. Videoen til ”Who Do You Love” zoomer langsomt rundt om Bastian, og er mest af alt en dokumentation af, hvordan det ser ud, når nummeret bliver spillet. Så guitaristen in spe kan studere det fornemme fingerspil, og vi andre kan få et indtryk af den vacuum-agtige stemning i studiet.

Billede af Christian Klintholm

Secret Armor er filmisk. Teksterne er voldsomt billedskabende, og både sangene for sig og pladen som helhed er båret af en narrativ struktur, som starter og slutter, uden der har været omkvæd ind i mellem. Og som med film skal modtageren have en fornemmelse af at forlade scenen beriget. Man skal gå fra biografen med fred i kroppen – også selvom fornemmelsen måske er simuleret.

Tag plads i sangens plateau

”Jeg vil lave en konkret scenografi, som man kan træde ind i, og bruge billeder i lyrikken til at beskrive en tilstand,” forklarer Bastian om baggrunden for de plateauer, der med ufravigelig konsekvens opstilles i teksterne på Secret Armor. Teksternes plateauer giver sangenes stemninger specifikke rammer: ”the faculty lounge” på ”In the Spirit of the Revolution”, ”the hallway” på ”Poet’s Mouth” og ”the same bed” på ”Burning Your God”. De bestemte former konkretiserer nummerenes følelser.

”Sangene er et forsøg på at beskrive den virkelighed, der omgiver mig. Men den sang, som udelukkende fokuserer på en personlig erfaring, og som ikke er grundfæstet i noget konkret, bliver meget indadvendt,” forklarer Bastian om årsagen til de fremtrædende billeder, som placerer lytteren i en særlig stemning, og uddyber: ”Ideen er, at sangene skal have deres eget liv – et liv, der ikke har noget med mig at gøre. For mig er der en udadvendthed ved at tilbyde lytteren et scenarie, som man bare kan træde ind i.”
Bastian fremhæver ”In the Spirit of the Revolution” som er et godt eksempel på Secret Armor’s vekslen mellem de store følelser og de helt konkrete billeder. ”Revolutionsfølelsen er næsten det største og mest patosfyldte, man kan forestille sig. Jeg vil gerne bevæge mig fra det her store patos og ind til det helt partikulære. Hvad gør man i følelsen af en potentiel revolution? Det kan være, at man skriver et notat i en bog eller går en tur i sneen som på ”Final Day”.”

”I forhold til debutens tekster har jeg stillet mig mere ved siden af mig selv denne gang, så jeg ikke er så tydelig som afsender. Teksterne på debuten udsprang mest af personlige erfaringer, hvor jeg på Secret Armor i stedet forsøger at stille mig udenfor mig selv og den virkelighed, der omgiver mig.” Derfor er det faktisk et tegn på succes, at Bastian kan have svært ved at genkende sig selv i sin musik. Men det gør ikke Secret Armor til en mindre personlig plade. De billeder, ordene frembringer vil bare altid være forskellige afhængigt af lytterens egen erfaring – alle kan med lethed fremkalde billedet af sin egen barndoms lærerværelse (faculty lounge) for sig og huske følelsen af at træde på nyfalden sne. Gennem lytterens individuelle sansning af sangene kan de næsten komme til at stå alene, smukke i sig selv.

Man ender altid på hospitalet

Foruden musikkens ekstraordinære kvalitet er der en ganske åbenlys og strukturel årsag til, at The New Springs udgivelser med største naturlighed kan betegnes som “værker”: på begge har åbnings- og slutnummeret en definitiv klang over sig – pladerne kunne ikke starte eller slutte anderledes, og på den måde samles alle numrene til en velgennemtænkt fortælling, man som lytter ønsker at få en dybere forståelse af. ”Jeg vil gerne have en abstrakt narrativ, hvor numrene står i relation til hinanden. Jeg havde længe haft en idé om, at sang nummer to, ”Evening All Day Long” skulle være pladens åbningsnummer. Åbningsnummeret, ”Burning Your God”, skrev jeg meget kort tid inden jeg indspillede, og det var ment som en form for prolog eller opbygning.”

Hvert enkelt nummer på “Secret Armor” har sin egen funktion, og derfor er der heller ikke nogen decideret single fra pladen. “In the Parlor”, det første nummer offentligheden fik lov til at høre, var selvfølgelig repræsentativ for udgivelsen, men nummeret har samtidig en vigtig plads i albummets narrative forløb. ”Da jeg skrev ”In the Parlor” tænkte jeg, at den skulle ligge på det her sted. Det er nummeret med flest aggressioner, både musikalsk og lyrisk. Jeg anstrengte mig virkelig for at vride så hårdt i strengene som overhovedet muligt uden at spille forkert. Og teksten refererer til at ville ødelægge eller i hvert fald transformere kroppen. Nummeret er det sammenbrud, som finder sted en time inde i den film, der varer halvanden time. Vi er meget langt fra en forløsning.”

Narrativen flirter med berettermodellen, og leger på den måde med det forudsigelige. Men Secret Armor bliver aldrig kedelig – den afsluttende ”End Song” foregiver måske at være en forløsning rent musikalsk qua sin medrivende energi, men er det så alligevel ikke helt. ”Jeg kan godt lide den lidt klodsede opbygning i fortællingen. Også bare det, at sidste nummer hedder ”End Song”, og scenen er på et hospital. At det er slutningen kan ikke understreges tydeligere.” Men selvfølgelig er hospitalet ikke endestationen for andet end Secret Armor.