Lawaetz remixer “I’m Not Listening”

Lawaetz har længe været fast inventar på den københavnske dj-scene, men er aldrig rigtigt rykket ud af soveværelset som producer. Dog fortjener hans legesyge og melodisk stærke house at blive lyttet til af flere.
Det er præcis en måned siden, vi delte FCANs remix af Rumpistols førstesingle, “I’m Not Listening”, fra albummet Floating – en seriøs kandidat til en plads i top tre over årets danske, elektroniske album. Derfor er det ikke underligt, at flere end FCAN er blevet inspirerede af Rumpistols samarbejde Red Baron alias Tobias Buch-Andersen alias forsanger i The Late Great Fitzcarraldos. En af dem er ganske rigtigt Lawaetz, hvis luftige remix du kan downloade her.

Hvor Rumpistols original-track er en rytmisk udfordrende sag, der inddrager UK garage-lyden i sin electronica, arbejder Lawaetz med en renere bund, hvor rytmerne fremstår ganske luftige. Det giver plads til et stærkt sammenspil mellem vokal/klaver på den ene side og guitar på den anden.
Mest interessant er det nemlig, at Lawaetz produktioner altid flirter med det konventionelle – uden selv at blive det. Som (alt for) meget melodi-hyllende house har remixet af “I’m Not Listening” et simpelt klavertema, der rytmisk skifter mellem blot fire akkorder. Den forudsigelighed et sådant tema skaber, anser jeg som regel for negativ. Men i dette tilfælde veksler klaveret konstant ved skiftevist at lægge sig ved siden af og på samme melodi som Red Barons vokal gør. Det giver remixets dynamik et poppet og rent udtryk, og fremviser en mere umiddelbar version end originaludgaven gør – Lawaetz’ remix er faktisk i langt højere grad et radio-hit end en floor filler.

Det er dog først og fremmest i strukturen, remixet adskiller sig fra den gennemsnitlige houseproduktion. Den lefler ikke for dj’en: der er ingen lang intro eller outro til beatmixet. Her er intet fyld, bare en vellydende, komprimeret idé. Det er vildt befriende for musiklytteren.

RumpistolI’m Not Listening (Lawaetz Remix)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/05/Im-Not-Listening-Lawaetz-Remix.mp3]

Rumpistol ft. Red Baron er i øjeblikket på turné i Danmark, og næste weekend bringer duoen til både Aarhus (Radar) og København (Lille Vega). Tjek hele tourplanen her.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Den Ting says:

    Det er nemlig et rigtig fedt album. Tjek også musikvideoerne til ‘Im Not Listening’ og ‘Floating’: http://www.youtube.com/watch?v=uUiopYa0M2Y

    http://www.youtube.com/watch?v=bLmDOHh8104

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?