Bas-tema dag 2: Do The Jazz

Mens Eva er i Rom, går Regnsky all-in med forfølgelsen af moderne, elektronisk basmusik. Hver dag et nyt indlæg med ny basmusik! I går handlede det om pop og bas, i dag handler det om bas og jazz: Swindle, V.I.V.E.K. og Bass Clef.

I går lyttede vi til et par lækkert poppede dubstep-numre. I dag skal vi slå en bue fra det jazzede og funkglade til det cool. Vi starter med et nyt udspil fra Swindel, der ligefrem hedder ”Do The Jazz”. At det overhovedet er et bastrack opdager man først cirka 1.20 minutter inde. Ved 1.50 er man så heller ikke i tvivl. Super svedig opbygning, lækker intro med Hammond orgel, masser af humor og friskhed.

Swindle – Do The Jazz

Swindle sparer ikke på de lumre funk-tricks på det næste nummer, der lyder umiskendeligt som en hot sommerdag på Bryggen, hvor folk bader, scorer og spankulerer rundt, mens de tjekker hinanden ud gennem Ray Ban-solbrillerne.

Swindle – If I Was a Super Hero

Hvis det blev tanden for lummert, kan man tage en kølig dukkert med V.I.V.E.K., der ligesom Swindle udkommer på Deep Medi Musik. På det følgende nummer er solen næsten væk, men du har stadig solbriller på og luften er varm. Du er helt og aldeles cool. Rundt om dig vil aftenen udvikle sig til en usædvanlig fest, men du vil forblive cool som en beduin, der ufortrødent drikker skoldhed te i ørkenen.

V.I.V.E.K. – Kismet (Destiny)

En anden producer, der har fået smag for det subtilt jazzede og funky er Bass Clef, der netop har udgivet cd’en Reeling SkullwaysPunch Drunk. Jeg er ret vild med nummeret ”Suddenly Alone Together”. Det kræver lidt tålmodighed, men det åbenbarer et utal af fine ideer, når først det er i gang. Læg f.eks. mærke til det diskrete keyboard, der lander 3.40 minutter inde, og som godt kunne lyder som en lille subtil blæsergruppe i en dåse. Vi ses i morgen til mere bas!

Bass Clef – Suddenly Alone Together

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.