Din guide til 90er-tendenserne i ny elektronisk musik

Måske har du allerede bemærket det, men 90erne sprudler frem i ny elektronisk musik. Over det seneste år er forsøget på at kombinere nye ideer med 90ernes oprindelige indsigter fra dance, rave, UK garage blevet en populær indgang til ny lyd. Et splinternyt og interessant eksempel er Dream Continuums ep Reworkz, der udkom i slutningen af sidste måned. Dream Continuum er et samarbejde mellem Machinedrum og Om Unit og deres eksperiment går ud på at bruge 90er-indsigterne i en footwork-kontekst.

Dream Continuum – Giv A Lil Luv

Et andet nyligt eksempel, som I nok allerede har lyttet til, er Burials Kindred EP, der har mange skønne rave-elementer. Ifølge en udbredt læsning af Burials musik figurerer den som en slags ”sorg over ravemusikkens død”, en sorg der udtrykkes i hans tendens til at iscenesætte rave-elementerne i en moderne ensomhed og melankoli, dvs. i en tid hvor det fællesskab, som ravekulture udgjorde, er forsvundet.

Burial – Wasp Ashtray

Den læsning er jeg ikke helt enig i. Den pådutter musikken en nostalgi, som jeg ikke kan høre. Hvad jeg derimod synes er helt tydeligt i et nummer som ”Wasp Ashtray”, er at musikken sår tvivl ved den fortid, den referer til. Frem for en egentlig længselsfuld sorg over rave-kulturens død, ser jeg det mere som vemodigt spørgsmålstegn ved selv samme kultur: Var dens emancipationsideal helt uskyldigt? Hvilken pris krævede den? ”Wasp Ashtray” er et ekstremt rigt nummer, der også handler om alt muligt andet, men dette spørgsmålstegn er en vigtig del af den måde, det kigger tilbage på 90erne på.

Det at så tvivl ved den fortid, man henviser til, er i mine øjne en afgørende del af, hvordan retro-elementer bør bruges på, hvis det samtidig skal tage et skridt ind i fremtiden. Det skaber en reflekteret musikalsk genbrug frem for en nostalgisk reproduktion. En anden som har formået at se tilbage på 90erne på en reflekteret og musikalsk enormt vellykket facon er FaltyDL med hans album fra sidste år You Stand Uncertain. Jeg vil prøve at vise, hvorfor netop hans tilgang til 90erne er frugtbar ved at dissekere et af hans bedste tracks “Lucky Luciano”.

FaltyDL – Lucky Luciano

FaltyDL har et hav af samples og referencer kørende i det nummer og jeg vil straks kaste mig ud i at præsentere dem for jer, så vi kan se, hvad han gør anderledes og hvorfor det er godt. Det mest åbenlyse 90er-element er nok det vidunderlige vokalsample. Til at starte med lyder det indelukket og frustreret, indtil det 1.18 min. inde pludselig slippes fri i en glitrende smuk solstråle. Denne kombination af indelukkethed og befrielse afspejler det afgørende greb i FaltyDLs tilgang til samplingen: Vokalsamplet, som vi straks skal på historisk dykkertur med, bærer på en emancipatorisk idé fra 90erne, men hos FaltyDL er det som om, den er lige så frustreret som befriende. Samplet stammer fra et track af Collapse fra 1991, som er ret lækkert (bered dig på 90erhed i dine øre).

CollapseHold Me In Your Arms (Pump Mix)
(I må lige bruge linket her, da indlejringen til nummeret er skjult på YouTube)

A cappella versionen af samplet er blevet brugt i et utal af ravetracks i 90erne.

Collapse – Hold Me In Your Arm (A Cappella)
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/Hold-Me-In-Your-Arms-accapella.mp3]

Det kan bl.a. høres på dette Sunshine Productions track fra 1997, som FaltyDL har en åbenlys relation til, hvis man lytter til de iltre trommer.

Sunshine Productions – Above the Clouds (DJ Ham Remix)

Netop trommerne er enormt vigtige. FaltyDLs slagtøj er, udover at være lidt langsommere, langt mere præget af percussion end garage-trommerne hos Sunshine Productions, ligesom at en del rytmer har et lidt andet swing – noget der er karakteristisk for post-dubstep-produktioner. Igen et godt eksempel på, at FaltyDL ikke kopierer 90erne, men sætter dem ind i en ny ramme, et nyt swing.

Men der er endnu mere at hente i ”Lucky Luciano”. Hør f.eks. hvordan akkorderne og deres produktion hos FaltyDL minder om dette jungle track af Peshay fra 1995. Det er i øvrigt et super dystert og interessant nummer, som også sætter sine spor på Burials EP.

Peshay – Piano Tune

Både Peshay og FaltyDL har i øvrigt spor helt tilbage til dette legendariske 808 State track fra 1989, som FaltyDL endda sampler på ”Lucky Luciano”.

808 State – Pacific State

For nu lige at tage den til ekstremen her til sidst, kan vi også lytte til dette funky track ”Apache” (1973) af Incredible Bongo Band, som FaltyDL ligeledes har samplet trommer fra på ”Lucky Luciano”, og som også var et udbredt sample i 90ernes drum n bass, selvom de første samples af ”Apache” stammer helt tilbage fra den tidligste hip-hop. Incredible Bongo Bands ”Apache” er i øvrigt et cover af The Shadows‘ track ”Apache” fra 1960. Så blev den intertekstuelle bue også spændt til det yderste.

Incredible Bongo Band – Apache

The Shadows – Apache

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Bue says:

    Jeg sætter virkelig stor pris på de her historisk optegnende feature-posts. Det er en fornøjelse af få udfoldet noget arkæologi på lyde og samples fra nutidige tracks. En ting, jeg dog har hæftet mig ved, både her og i nogen grad også i andre posts er en terminologi, der indbefatter at musikken er noget, der kan ‘læses’ og som ‘handler om’ noget (i ovenstående er det især i drøftelsen af burial, det er på spil). Måske kunne man godt diskutere, hvilken indstilling til (danse)musik, denne måde at skrive om den på fordrede. Man kunne måske argumentere for, det var en lidt vel litterær eller semiotiseret tilgang, og at det var mere vigtigt, hvordan musikken virkede, og hvad den gjorde ved vores kroppe end hvad den betød. Selvfølgelig udelukker det ene ikke nødvendigvis det andet, og selvfølgelig er krosplighed og intellekt ikke nødvendigvis modsætninger, men alligevel kan jeg godt få en følelse af, der sker en eller anden form for indsnævring, der gør det sværere for mig at erfare musikken ved at danse til den eller blive rørt eller stemt af den, hvis jeg samtidig skal forsøge at tage stilling til dens spørgsmål eller dens behandling af problemer (jf. også http://www.regnsky.dk/2012/02/warrior-queen-vs-rnb/).
    Mvh. Bue

  2. Lasse Posborg Michelsen says:

    Hej Bue, tusind tak for din kommentar. Det er et meget vigtigt og spændende emne, du tager op. Og jeg kan godt forstå, hvorfor mine tekster får dig til at stille spørgsmålet. Jeg giver dig helt ret i, at man skal være på vagt overfor at læse musikken alt for ”litterært”, som du kalder det, forstået sådan, at man hele tiden bør have en forankring i musikken, og dvs. i oplevelsen af den. Men jeg synes også der er en begrænsning i kun at kunne udtrykke den virkning eller følelse, musikken vækker i én, vha. et ”følelsessprog”. Somme tider er det en bedre beskrivelse af den følelse, et track fremkalder, at sige den lyder som ”sorgen over rave-musikkens død” end bare at kalde den melankolsk. ”Læsningen” er lidt som en metafor, der kan udtrykke musikkens virkning mere præcist end den abstrakte betegnelse af en almen følelse. Konkret i Burial’s tilfælde, tror jeg, det har gjort sig gældende for dem, der var en del af rave-kulturen, at de oplevede, denne beskrivelse ramte ret præcist plet i forhold til de følelser, musikken vækkede i dem. Når jeg så lytter til Burial, sker der noget andet. På den ene side, har jeg aldrig selv oplevet rave-kulturen i 90erne, simpelthen fordi jeg var for ung. På den anden side ved jeg godt og hører også disse riffs, akkorder og effekter som noget, der stammer fra en anden tid. Jeg har altså en historisk bevidsthed i selve lytningen, eller virkningen af musikken indeholder en reference, som jeg ikke bare kan ignorere, fordi jeg netop hører den. Mit forslag ift. Burial var, at musikken fremkalder et forhold til denne reference, som ikke blot er melankolsk eller nostalgisk (hvilket er ideen i sorgtemaet), men som også indeholder en tvivl. Som om referencens status er uafklaret. Eller med andre ord: Burials musik er ikke melankolsk på en sentimental og nostalgisk facon (hvilket ville svare til en sorg over en musikkulturs død), den er snarere melankolsk på en lettere uhyggelig og foruroligende facon. Som når man kigger tilbage på en tid og er fanget mellem en kærlighed til tiden og en kombination af fortrængning af og bevidsthed om tidens skyggesider. For mig er dette ikke en ”semiotisering” (eller overfortolkning, som man måske kunne kalde det), men en udvidet, mere præcis og udfordrende måde at beskrive musikkens virkning på. Jeg tror også, det er en metode, der kan åbne lytningen op, også selvom den måske ikke gør det, i det øjeblik du står på dansegulvet. Det var et tilsvarende forsøg, jeg gjorde mht. Warrior Queen og James Blake. Jeg håber mit svar kunne afklare det hele lidt?

  3. Bue says:

    Hej Lasse.
    Det giver klart god mening, det med at gå ud over et rent følelsessprog. På mange måder, er det jo også meget mere interessant læsning, at se noget beskrevet som en sorg over ravemusikkens død (uagtet om man så er enig eller ej), end blot at få konstateret at det lyder melankolsk. Samtidig tænker jeg dog også, det er en balancegang, (hvilket vi jo tydeligvis heller ikke er uenige i). Personligt føler jeg nok, det er at gå for langt, eksempelvis at sige at Burials musik spørger om rave-kulturens emancipationsideal var uskyldigt (i ovenstående står det så dog egentlig lidt åbent om spørgsmålet tilskrives Burial eller dig selv i forlængelse af lytningen. Det er virkeligheden egentlig et meget cool greb, synes jeg). I knap så stærk grad har jeg det på samme måde med at sige musikken indeholder en tvivl. Jeg synes (og nu er vi medgivet på et ret fluekneppende detaljeplan) en mere fair beskrivelse ville være at sige, at Burials musik var flertydig eller ambivalent, og at den måske kunne fungere som et tilbud om at forløse eller på en eller anden måde bebo eller bearbejde de følelser eller den tvivl eller den uro, som nogle af dens eks-ravende lyttere, også uden for lytningen til Burial oplever. Måske handler det også lidt for mig om, at det at sige at musikken rummer tvivl (frem for f.eks. flertydighed), at den stiller spørgsmålstegn eller problematiserer i gang en eller anden grad antyder at musikken kan have et slags negerende, reaktivt element i sig, hvilket det i vid udstrækning ikke er min oplevelse er tilfældet, hvilket jeg umiddelbart sætter ret stor pris på, det ikke er. Jeg tror faktisk ikke, jeg synes man skal prøve at tænke musik som noget der er decideret kritisk, men det kan helt sikkert blive en længere diskussion.

    Et andet aspekt, du antyder, som jeg i øvrigt synes er ret interessant, og som du vist også har skrevet lidt om tidligere, er muligheden for en relativering (eller situering) af musikkens betydning i forhold til en, eller flere forskellige, lyttere. En mulighed, der i den sammenhæng måske kunne være spændende, var at eksperimentere med at prøve i den samme tekst at udfolde det samme stykke musik ud fra forskellige lytterpositioner/-situationer/-praksisser.

    Mvh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?