Gratis danskudgivet compilation overrasker

Father Figure Records er et relativt nystartet, Aarhus-baseret indie-pladeselskab. Selskabets motto er kun at udgive musik under distributionsaftalen Creative Commons, hvilket betyder at musikken er fri at dele til streaming. Det kan vi jo meget godt lide.
Ganske i tråd med det udgiver Father Figure Records nu sin første digitale compilation, hvilket også er en glimrende idé. Især fordi der – hvilket ellers er sjældent for gratis compilations – er ganske gode ting at hente på den ti numre lange udgivelse, som virkelig graver dybt efter ukendte perler, danske såvel som udenlandske.

Guldet ligger i udgivelsens sidste halvdel, hvis talentmasse hovedsageligt er indenfor folk og indiepop/rock af den amerikansk-inspirerede skuffe. Først med Hunch Bettors, hvis nummer “The Beast Is No Longer Powerful” optrådte på ep’en Splash Dancing Kids fra sidste efterår, men så bestemt tåler flere afspilninger. Det folder sig stilfærdigt ud som en melankolsk sang, før smukke korstykker hæver nummeret op over det lidt indelukkede, personlige niveau.
Anderledes udadvendte er Trapped In Kansas, som genlyder af alle mine personlige nordjydske favoritter – Figurines, Shout Wellington Air Force, you name it. Men kommer fra Glasgow. Så måske er referencerne i virkeligheden de math-rockede Menomena og Maps & Atlases? Any way, de legesyge guitarer har været savnede, og det opløftende univers er forfriskende.
I det helt anderledes rolige hjørne er Dad Rocks! Sammen med Mermonte og det rimeligt lovende electronica-rockband Shoes and Socks Off repræsenterer soloprojektet-med-band Father Figure Records’ egen rooster. Dad Rocks!’s sangskrivning er dygtig, særdeles behagelig at lytte til og egentligt ret catchy. Jeg kan ikke undgå at tænke lidt (for meget) på Bill Callahans mesterværk Sometimes I Wish We Were An Eagle i brugen af strygere. Men det kan bestemt ikke kaldes en dårlig reference for smukke nummer.

Father Figure Records vækker altså opmærksomhed med sin første compilation. Ikke mindst fordi pladeselskabet kigger ud over både landegrænser og egen rooster, og blot ønsker at give et alsidigt og velkurateret billede af undergrundsmusik.

Hunch BettorsThe Beast Is No Longer Powerful
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/The-Beast-Is-No-Longer-Powerful-1.mp3]

Trappes In KansasStick to the Roads
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/Fatherfigurerecords-Trapped-In-Kansas-Stick-to-the-Roads.mp3]

Dad Rocks! – Funemployment
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/04/Fatherfigurerecords-Dad-Rocks-Funemployment.mp3]

Download hele Father Figure Records compilation her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *