Musikkritikkens præmisser

Kristian Leth kritiserede sidste år de danske musikanmeldere for at skrive forbrugerguides i stedet for at gå ind på værkets præmisser. I dette indlæg forklarer jeg, hvorfor god kritik revser værkets præmisser i stedet for at acceptere dem, og hvorfor god kritik er en grundig forbrugerguide.

Der er nok nogen, der husker røret i andedammen, da Kristian Leth sidste år gik til angreb på den danske stand af musikanmeldere. Det fik i hvert fald overraskende meget presseomtale i diverse dagblade og netmedier. Leth mente at danske anmeldere for en stor del var snik-snakkende, ufaglige og skematiske. Han lavede endda en blog, ”spredehagl”, hvor anmeldelser skulle anmeldes som et løbende bevis for hans kritiks sandfærdighed. Desværre lukkede bloggen efter kort tid og kun få indlæg (fire, så vidt jeg husker).

Jeg synes Leth skal genoprette sin blog! Det var en sjov idé. Både sjovt at læse Leths spydigheder og sjovt at læse reaktionerne. Men måske var projektet for ambitiøst og måske var det derfor bloggen lukkede. For hvem gider ærlig talt læse anmeldelser igennem med det formål at flå dem? Så hellere bruge tiden på at lytte til musikken eller måske selv skrive en anmeldelse. Men Leths formål var hovedsagligt negativt og polemisk: Det handlede om at kritisere og ikke om at producere. Personligt var jeg enig i mange af hans kritikpunkter, f.eks. manglen på egentlig fortolkning, samt den udbredte skematisme, hvor anmeldelserne skrives efter en letkøbt formel, der gør dem forudsigelige og trivielle. Men når Leth skulle udtale sig positivt om det, han savner, var han ofte en anelse abstrakt. For eksempel nævnte han flere steder, at den gode anmelder skal ”gå ind på værkets præmisser” – en ganske udbredt devise, der i mine ører næsten har floskelstatus. Og som alle floskler har den intet klart kriterium for, hvornår man konkret møder dens krav.

Men selv hvis det blev mere konkret, er formuleringen ”at gå ind på værkets præmisser” en sjov konstruktion. I kritisk argumentation gælder det som regel om det modsatte: Her går man netop ikke ind på argumentets præmisser, men blotlægger dem og ser dem efter i sømmene. Man afviser dem måske endda, revser og skrotter dem. Er kravet om, at kritikeren skal gå ind på værkets præmisser, i virkeligheden et krav om, at hun skal blive dogmatiker? En anmelder, der accepterer præmisserne blindt og dømmer værkets konsistens slavisk ud fra disse?

I det lys får man næsten lyst til at kræve det modsatte af, hvad Leth vil have: Kritikere, kom ud af den dogmatiske søvn og befri jer fra værkets præmisser. Stol aldrig på værket! Bevares, måske er det en skævvridning af Leths ord. Men der er noget om det. Kritikeren skal i hvert fald bekymre sig lige så meget om de præmisser, publikum sætter for musikken, som omvendt. Kritikeren skal kende og forstå det marked, musikken skriver sig ind i. Hvordan skal det forstås?

En anmelders objektivitet består i at sætte sig ud over sin personlige interesse og ind i, hvordan musikken kan være en attraktion for forskellige mennesker. Hun skal forstå lytterne godt nok til at vurdere, om musikken kan tænde dem. Om den kan føles sexet, tryg eller uhyggelig for dem. Om den tilbyder lytteren et nyt forhold til hendes kroppe, svarer til et skjold mod hendes problemer eller er et ekko af hendes dybeste bekymring. Alt sammen mulige årsager til, at musikken er tiltrækkende. God kritik må være en guide til den tiltrækning – en slags forbrugerguide med andre ord, der erkender attraktionerne og gør dem tilgængelige for forbrugeren. Både ved at åbne for nye attraktioner og ved at genkende dem, lytteren holder af.

Med litteraten Franco Moretti i baghovedet kunne man sige, at musikken kommer til syne på et marked af begær. Begær der formes af mange faktorer, ikke kun musikken selv. At forstå musikken er at forstå, hvorfor den overlever på dette marked. Dermed ikke sagt at kriteriet for god musik per se er, at den har et publikum. Men den person, som en dag påstår, at en komplet overset plade i virkeligheden er genial, hun kan kun bevise sin påstands gyldighed ved at overtale folk til at lytte selv og derefter opdage, at de finder glæde ved pladen. Så selvom publikum ikke er et kvalitetskriterium i sig selv, så er diskursen om musik (og ikke mindst musikken selv) altid bundet til et spil om publikum.

God kritik tager derfor højde for, hvordan musikken udgør en attraktion for publikum, og i denne forstand er den helt igennem en forbrugerguide. Måske er det så en mere kropsnær, bevidst og kompleks forbrugerguide, end det man normalt oplever i musikjournalistikken herhjemme – Leth og jeg er muligvis ikke uenige. Men jeg vil gerne tage Leth på ordet, fordi hans retorik benytter sig af en række værdiladede modsætninger, jeg helst vil bryde med. Modsætninger såsom ”at gå ind på værkets præmisser” vs. forbrugerguide; dyb forståelse vs. overfladisk forbrug; kunst vs. vare.

Besættelsen af at skelne ophøjet kunst fra kommerciel underholdning har gjort det svært for visse kulturkommentatorer at snakke om kunstens æstetiske ærinde: at vække publikums lyst – selv hvis det er en anden lyst end det velbehag, en god lænestol eller velkendt sitcom tilbyder. Dem, som stirrer sig blind på hvor ”dyb” musikken er, overser vigtigheden og kompleksiteten i det ”overfladiske”, dvs. berøringen med de faktiske lyttere. Men den ægte gåde ligger på overfladen, nemlig hvorfor lige netop denne lyd (ud af uendelig mange) er attraktiv for de mennesker, som lytter til den. Svaret involverer både forståelse for musikken og for lytterne. Det virker måske indlysende, men når man ser på den måde, musikkritikere beskriver genrers udviklinger på, så glemmes publikum (markedet) ofte som afgørende faktor i forklaringen. Kritikerne forklarer musikkens udvikling rent ”internt”, som om musikken altid kun er en reaktion på sig selv: Nye tendenser opstår som kontrasterende reaktioner på tidligere tendenser. I mine øjne er det langt mere plausibelt, at der konstant opstår et hav af nye lyde, hvoraf kun få overlever på markedet og bliver til tendenser. Det er dem, der overlever, som musikkritikerne snakker om, men de snakker som om, udviklingen var musikkens helt egen – eller for nu at forbinde det til Leths formulering – som om den foregik ”på musikkens egne præmisser”.

Selvom det er et sidespring, så er det interessant at bemærke, at i vores tid, hvor prisen på musik langsomt minimeres eller forsvinder, styres forholdet mellem udbud og efterspørgsel på det musikalske interessemarked i stadig højere grad af andre faktorer end økonomiske. Distributionskanaler bliver derfor endnu vigtigere, sammen med kendskab og omtale. Kritikerne får en anderledes strategisk position, fordi skridtet mellem den enkelte lytter og det, kritikeren omtaler, ikke længere er formidlet af en økonomisk prioritering fra lytterens side. Kritikeren bliver altså endnu vigtigere, fordi minimeringen af prisen betyder at magten over udbredelsen og kendskabet stiger i værdi. Men det er en anden og lang historie.

Min opfordring her til sidst må lyde: Gå aldrig ukritisk ind på værkets præmisser! Se i stedet nøje efter, hvilket socialt felt af begær musikken skriver sig ind i og se om den rammer plet. Vær din egen forbrugerguide, der blotlægger kunstens attraktioner i al deres spændende, naragtige tvetydighed. Den bedste musik er nemlig den, som griber dit begær, men overrasker dig ved at sende det på flugt langs helt nye linier ind i ukendte territorier.

(Hvis man er interesseret i at læse mere om Franco Morettis teorier, kan man tage et kig i det kommende nummer af tidsskriftet Trappe Tusind, hvor litteraten Ulf Houe giver en kort og præcis introduktion.)