Maksimalisme anno 2012

Sidste år blev der snakket en del om maksimalisme i elektronisk musik; en tendens der betegner de kunstnere, som går efter den overloadede, genre-lemfældige og tætpakkede lyd, hvor alt kan ske (og helst skal ske). Rustie, Hudson Mohawke, Flying Lotus, James Ferraro og Thundercat er gode eksempler, der på hver deres måde dyrker kompositioner, som er usædvanligt koncentrerede, effektfulde og omskiftelige. Den konkrete musikalske virkning kan være vidt forskellig alt efter stil. Hvor Flying Lotus’ album fra 2010, Cosmogramma, er som at se et high-definition BBC Life program om insekter, lyder Rustie som en solstråle, der spektakulært brydes i en bloddiamant. Jeg er mildest talt fan af maksimalisme. I mine øjne er det den vej i elektronisk musik, der har åbnet flest døre de sidste to-tre år. Men det er heller ikke en genre så meget som en tidsånd eller stil. Man kan f.eks. høre samme tendens hos et ikke-elektronisk navn som Gang Gang Dance, hvis seneste (suveræne) album Eye Contact åbner med konstateringen ”I can hear everything. It’s everything time”, hvilket den britiske musikjournalist Simon Reynolds ganske korrekt udpegede som et slags motto for maksimalismen.

Her et par måneder inde i det nye år er det derfor med fornøjelse, at jeg har bemærket et par nye maksi-børn i skødet på ”everything time”. Lyt f.eks. til følgende komplet overdrevne, men komplet morsomme track af Ital fra hans ep Hive Mind, der kom i februar. Bemærk hvordan han trækker sin pop-gun og skyder både Lady GaGa og Whitney Houston på klods hold.

Ital – It Doesn’t Matter (If You Love Him)

Det er god gammeldags dumdristighed at sample numre som ”Born This Way” og ”I Will Always Love You”. Men som det ofte gør sig gældende med de dumdristige, er også Ital født under en heldig stjerne. Med en usædvanlig koncentration, charme og selvironi spankulerer han planken ud. Jeg indrømmer det gerne: Jeg er komplet sucker for hans behandling af Houston 1.27 min. inde i tracket – alt løfter sig simpelthen så effektfuldt med den interessante harmonik bag hendes frasering, det hele tilspidset af det fine break.

Itals stil peger på et afgørende element i maksimalismen, som ikke er blevet diskuteret så ofte i pressen eller blogosfæren, nemlig det essentielt humoristiske greb om musikken, som disse kunstnere dyrker. På Itals track har musikken åbenlyst en dame under hver arm, og begge lyder både veltilpasse og forvirrede: GaGa plaprer insisterende derudaf, som om hun ikke tror på det hun siger (GaGas ultimative skrækscenarie) og Houston er frataget al melankoli. Hun lyder vitterligt som om hendes ører dirrer af bar forelskelse og får hende til at lette på ren Disney-manér. At det er komplet uklart om musikken selv er en herre eller dame gør kun trekløveren mere spraglet.

Et andet spraglet og maksimalistisk nummer, der netop er udkommet, er følgende remix af Archie Pelago fra Distal & HxdB‘s ep Booyant, der ramte markedet i sidste uge. Åbningen med de hakkende blæsere og nummerets gennemgående akustiske swing placerer sig klart i den alternative musikhistorie for elektronisk musik, som maksimalismen skriver for tiden udenom 90ernes minimalisme og Kraftwerks arv.
Distal & HxdB – Booyant (Archie Pelago Remix) [Tectonic] by Sonic Router

Maksimalisterne henter gerne deres inspiration fra 70erne og 80ernes jazz fusion. Prøv f.eks. at sammenligne Pelagos remix med måden rytme og lyd konciperes på i det her track fra 1984 af det britiske band Man Jumping. Læg specielt mærke til forholdet mellem de indledende takter og åbningen, når bassen kommer på cirka 1 minut inde. Her får den melodiøse og den rytmiske kurs et samspil, der i høj grad er forløber for et track som “Booyant”.

Et andet nummer man får lyst til at spille i den sammenhæng er Weather Reports herlige ”Herandu” fra albummet Black Market anno 1976, der stilistisk er oplagt at sammenligne med Flying Lotus.

Super svedigt track hvis du spørger mig. Det virker rytmisk intuitivt, men viser sig at være sofistikeret og overraskende; det er ekstremt melodiøst, men fyldt med komplekse omveje, og så selvfølgelig et par herlige 70er soloer, som klart er det mest fremmede element i forhold til elektronisk musik, hvor begrebet solo er et fremmedord. Hør nu til sammenligning ”MmmHmm” fra Flying Lotus’ Cosmogramma (og nyd den lækre video). En direkte sidestilling er svær, men tjek alligevel hvordan musikken søger mange af de samme billeder og effekter.

Det sidste nye skud på maksi-stammen, jeg gerne vil præsentere, kommer fra den hollandske Dave Huismans, der både arbejder under pseudonymerne A Made Up Sound og 2562. Med sidstnævnte navn (eller ciffer) udgiver han i næste uge ep’en Air Jordan, hvor man kan høre det følgende track “Jerash Hekwerken” (lyder hollandsk, ik?).

2562 – ‘Jerash Hekwerken’ by BOILER ROOM

Det er mindre tætpakket end Fly-Lo, men mindst lige så klart og varmt i sine farver. Læg mærke til de på én gang tætte og skramlede trommer. Det er en rigtig fin og livlig fornyelse af en efterhånden gammel tendens, der mindst går tilbage til Burials første udgivelser, hvor percussion er produceret sådan, at det samtidigt lyder skrattede og intenst: På den ene side med en snert af lo-fi, på den anden side helt fremme i lyden med et klart nærvær, der ikke er spor lo-fi (med den konsekvens at Bruial opnår en perfekt afspejling af bylivets ambivalent sofistikerede og beskidte (hi-fi/lo-fi) verden). 2562’s version er mere rummelig i lyden, mere live om du vil, og “Jaresh Hekwerken” skal klart bevirke en mere forløst og rejselysten stemning. God tur!