Årets album – marts & april

Det sneede, da foråret begyndte. Det gjorde ikke spor. The New Spring var all over, det kom Shout Wellington Air Force også til at være. I den helt anden lejr debuterede Taragana Pyjarama endelig. Og det til bravour. Vi er altså kommet til marts og april i årsafrundingsføljetonen. Første afsnit – januar og februar – kan læses her.

Marts

The New Spring – The New Spring
Første marts var den perfekte udgivelsesdato for første singlen “The Glow”. Jeg kan ikke forestille mig en smukkere måde for foråret at starte på, end med det nummer og den efterfølgende samling serenader Bastian hilste det velkomment med. Foråret er en begyndelse, og på samme måde blev The New Spring begyndelsen for mit musikår, og et udgangspunkt resten blev opbygget på. Følsomhed, fordybelse og åbenhed var centrale begreber, og de blev til retningslinjer for resten af musikvalget. Følsomheden er konstant til stede: i vokalens milde famlen i toneleje og tempo, i guitarens nuancerede fingerspil. Selve den rumlige dybde i klaver og slagtøj, fordybelsen i teksternes plateauer og ikke mindst i det søgende forelskelsestema, der afrundes smukt i med ordene “maybe love”. Åbenheden er den klassiske sangskrivning, som Bastian Kallesøe fortolker og forfiner, således at The New Spring både er umiddelbart indtagende og holder til lange togture i en sneklædt begyndelse af foråret, til sommer og udsigt over Øresund, til blid opvågning på Trailerpark Festival. Det er de ti numre, jeg har lyttet mest til i 2011 og den koncertoplevelse, jeg har opsøgt oftest.

The New Spring – Ceremony
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/07-Ceremony.mp3]

The New Spring – Maybe Love
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/10-Maybe-Love.mp3]

Shout Wellington Air Force – Clean Sunset (2010)
The New Spring i sig selv kunne ikke stille min sult efter Bastians kompositioner. Så selvom jeg et år forinden – en sløj eftermiddag med tømmermænd – hovent havde forkastet Shout Wellington Air Force debutalbum som overprætentiøst, vendte jeg tilbage. Sneen lå stadig tungt over det meste af København, den var uberørt ude hos hestene på Amager Fælled, det klareste frostsolskin blev reflekteret, og trods Clean Sunset er en svær plade skinnede melodierne. Jovist, den er prætentiøs. Den farer op og ned i tempo, galopperer, refuserer, traver stabilt for at slå med hovedet og hoppe til siden. Den vil røre dig, forvirre dig, forvitre i støj for igen at fremstå helt klar. Den har få indgange. Men jeg fandt et par, da jeg stod der på en lysende Amager Fælled og havde hørt The New Spring fire gange i et stræk. “Paris, Paris!” er en af dem, og det som læner sig mest mod The New Springs lyd – fingerspil (her med elektrisk guitar), svage trommer i baggrunden, teksten i fokus. Heri er også den største forskel: “Paris, Paris!” er en uforbeholden tro på en kærlighed så tydelig som piger i karrygult en græsgrøn sommerdag. Og så er “picturesque” nok årets yndlingsord. Der er bidder af “Paris, Paris!” i hele pladens søgen mod poppen. Den holder numrene sammen i helheden.

Shout Wellington Air Force – Paris, Paris!
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/09-Paris-Paris.mp3]

Shout Wellington Air Force – Astrid
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/12-Astrid.mp3]

April

Taragana Pyjarama – Taragana Pyjarama EP
Det var vældigt passende for Taragana Pyjarama at debutere på det franske label Fool House. Alle de store forventninger indfriedes, mere til endda, og de blot tre numre understregede, at Danmark næppe er stort nok til et så unikt talent. Hvad kendetegner da det unikke? I Taragana Pyjaramas tilfælde mødet mellem modsætninger – et gennemgående tema for ep’en som helhed. Vi hører det tydeligt på åbningsnummeret “Sundanese Blonde”, hvor overraskende detaljerigdomme og melodisk fokus smelter sammen med traditionelle housebeats og analoge rytmer skaber (positive) spændinger i forholdet mellem det programmerede og det improviserede. Men bedst er det afsluttende “Ocean”, som Pitchfork ligefrem kaldte “sublimt”. Med “Ocean fuldender Taragana Pyjarama på smukkeste vis den cirkel, “Sundanese Blonde“‘s komplekse stemninger begyndte, og formår at overbevise mig om, at det er i mødet mellem det længselsfuldt drømmende og umiddelbart appellerende lykken findes.

Taragana Pyjarama Ocean
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/03/Ocean.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.