Årets album – maj, juni & juli

Endnu en gang dominerer de danske bands. Vi er nået til maj, juni og juli. Trods manglende sult til spændende, hypede debutanter fra det store udland, var det på ingen måde en fattig tid. Der blev nemlig udgivet utroligt gode album i hjemlandet fra artister midt mellem undergrunden og det etablerede. For de tre mest nævneværdige artister var 2011 året for det, som i udlandet ville kaldes sophomore album – for nogle var det helt konkret det andet, for andre det andet i denne sammenhæng, og det tredje valgte at tælle forfra med forrige album.

Læs også:
Årets album – januar & februar
Årets album – marts & april

Maj

When Saints Go Machine – Konkylie
Den først udgivne, og ved årets afslutning mest succesfulde udgivelse, bærer When Saints Go Machines signatur, og her er tale om et helt straight up andet album. Her finder When Saints Go Machine deres lyd – i modsætning til på den søgende debut, Ten Makes A Face (2009), hvor ti forskellige muligheder blev præsenteret. Helt grundlæggende opstår When Saints Go Machine i det (velproducerede) møde mellem klubbet bas, dynamisk housede trommer, catchy synth og melankolsk englevokal. Det kan være i de næsten farligt frydefulde pop-klæder på “Kelly”, langsomt intensiverende symfonier som “Konkylie” eller – og det er her, When Saints Go Machine er bedst – i kombination herimellem. Kombinationen findes i mange forskellige klæder, men i modsætning til tidligere har de nu en fælles stemning. Og så har When Saints et af landets bedste frontfigurer i Nikolaj Vonsild – det både i sine imponerende sangforedrag og ærlige, billedmættede lyrik.

When Saints Go Machine – Parix
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/03-Parix.mp3]

Juni

Michael Møller – A Month of Unrequited Love
Gennem hele maj brillerer en anden dansk kunstner også. Med projektet A Month of Unrequited Love fik moi Caprice-sangeren Michael Møllers solokarriere det gennembrud, han allerede gjorde sig fortjent til i 2007 med debuten Every Streetcar’s Got a Name. A Month of Unrequited Love er en lang succes – i sin fan-financierede udgivelsesform (læs mere her), men vigtigst af alt i efterspillet, efter d. 31. maj. På den dato afsluttedes kavalkaden med sit sidste nummer, hvilket fejredes med en marathonkoncert på Charlottenborg. Før den (vanvittige), tre timer lange seance fremstod A Month of Unrequited Love som et brancheprojekt for mig, musikken havde endnu ikke manifesteret sig. Trods udgivelsens mål var at lade musikken komme ud til lytteren uden økonomi som mellemmand, gjorde det overdrevne fokus på udgivelsesmetoden musikken til et symptom på alt det, jeg hader i den moderne musikbranche. Mest tydeligt i “singlefikseringen”, en prioritering af det enkelte nummer frem for helheden, og i digitaliseringens evige kompromis med lydkvalitet – det kan godt være, numrene var gratis at downloade, men det var altså i 1/7 del af almindelig cd-kvalitet.
Var det retfærdigt overfor musikken? Nej. Det revolutionerende i en udgivelse baseret på fandonationer (for det endte jo lykkeligt med både dobbelt-cd og tripple-vinyl) var måske nok godt for branchen, men imens det stod på, tjente det ikke de 31 formidable numre ret. Marathonkoncerten på Charlottenborg var på den anden side en protest mod denne singlefiksering, for numrene fik lov til at stå, som de også gør nu – i sammenhæng med deres naboer, præcis som i det endelige albumformat.
Det er selvfølgelig værd at medtage i sin kritik af udgivelsesformen, at et gigantisk værk med 31 sange næppe er muligt at udgive i traditionel form i dagens musikindustri. Og at Michael Møller nok heller ikke var kommet ud til så mange mennesker uden elementet af sensation. Jeg har ikke lyst til at undvære et eneste af numrene, som nu udgør det den imponerende sammenhæng. Men man kunne måske finde på en metode, som ikke hæmmer kvaliteten af lyden.

Michael MøllerThis House on the Rocks
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/24-This-House-on-the-Rocks.mp3]

Michael MøllerA Song for a Songwriter
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/28-A-Song-for-a-Songwriter.mp3]

Juli

Larsen & Furious Jane – Dolly
2011 blev i det hele taget året, hvor danske musikere droppede branchen. 4. juli var det aarhusianske Larsen & Furious Janes tur. På en baggrund af fortvivlelse over den generelle tilstand resignerede bandet efter deres pladeselskab Morningside Records lukning, droppede at finde et nyt og oprettede i stedet deres eget, Momowave, i forbindelse med udgivelsen af album nr. 4, Dolly (eller nr. 2 i bandets egen tidsregning). Til gratis download, selvfølgelig. Denne gang i høj lydkvalitet. Og pr. december også på vinyl.
Alt det kunne sådan set være ligegyldigt, hvis Dolly var en dårlig eller bare småkedelig plade. Men det er den selvfølgelig ikke. Som alt andet, Larsen & Furious Jane har rørt ved – og i særdeleshed som forrige udgivelse, Zen Sucker – er Dolly fremragende. Klaustrofobisk, støjende, håbløs, resignerende. Og ubeskriveligt smuk. På Dolly finder Larsen og co. både roen (“In The Surf”) og støjen (“The Home Strech”). Foreningen af de to fremkalder en sær harmoni. Den burde egentlig ikke opstå. Alligevel fremstår et besynderligt rum mellem resignationen og den overophedede anger, et rum der er ligefrem magisk roligt. Er Larsen & Furious Jane et spejlbillede af følelser, vi ikke selv kan formulere?
Larsen & Furious Jane er netop blevet offentliggjort til årets Roskilde Festival. Deres sjældne koncert er et stort incitament til at tage med.

Larsen & Furious JaneIn the Surf
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2012/01/05-In-the-Surf.mp3]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *