Dunkel er lukningstruet!

Tirsdag aften på Dunkel er et usædvanligt syn. 50 mennesker sidder roligt rundt om i det mørke lokale. De er forbløffende ædru og fuldkommen fokuserede. De lytter til det Dunkels ejer, Per Laksø, har at fortælle.

Anledningen til det utraditionelle møde er ikke opløftende: Som det allerede har stået skrevet i flere af landets dagblade, trues Dunkel efter 5 års eksistens i de centrale lokaler ved Rådhuspladsen af lukning. Dunkel er ikke det eneste danske spillested, hvor det kniber med økonomien, men nu er det faktisk så galt, at det københavnske spillested d. 1. Februar 2012 erklæres konkurs, hvis der ikke indtægterne forhøjes de næste 3-4 uger. Situationen skyldes, at barsalget de seneste tre måneder har været 25-30% lavere i år sammenlignet med den samme periode sidste år.

På Regnsky er vi meget berørte af situationen. Dunkel har været vores hjemmebane gennem knap tre år – tre år, hvor vi gjorde vores første erfaringer som event-arrangørere, promotere og ikke mindst dj’s på den københavnske bar, som tog os ind og gav os plads til eksperimenter – succeser såvel som fejl. Fra april 2009 til april 2011 blev det til intet mindre end 20 events, som Regnsky fik lov til at booke. Vi skylder Dunkel en hel del – Morten dj’er stadig ofte på Dunkel, og det er stadig stedet med de absolut bedste bookinger, internationale såvel som lokalt.

Men Dunkel er en følsom økonomi. Siden Dunkels internationale dj-program begyndte for to år siden, er alle entre-indtægter gået direkte til betaling for dj’s. Dunkel har prioriteret musikken højt, og har kunnet præsentere verdensstjerner som James Holden, Robert Hood og Extrawelt – kunstnere, som normalt spiller for mange tusinde mennesker på klubber som Fabric i London og Berghain i Berlin. På Dunkel spiller de side om side med de mange danske talenter, Dunkel fungerer som base for. Indtil nu har barindtægterne dækket eventuelt underskud i entreen, hvis indtjeningen her ikke svarede til bookingomkostningerne. Barindtægterne er gået til Dunkels daglige drift. Dunkel har aldrig givet overskud.

Egentlig burde spillestedet være lukket for længst. Men det er svært, når succeshistorierne vælter frem. I november 2008 spillede Vinnie Who sin debutkoncert i Dunkels lokaler. I 2006 gjorde Fallulah det samme, og i 2009 var det Freja Loebs tur. Taragana Pyjarama debuterede også på Dunkel, og har spillet over 20 gange. Alle disse kunstnere og flere til har haft, og har stadig, Dunkel som deres øvelokale – en hjemmebane, hvor nyt materiale afprøves, livesets finpudses og hvor forbindelserne til udenlandske stjerner og pladeselskaber etableres.

At Dunkel udfylder en afsindig vigtig funktion i det danske elektroniske miljø er alle de fremmødte enige om. Men hvordan tilføres økonomien flere midler på den korte tid, som spillestedet har tilbage?
Dunkel har appelleret til de kommunale støtteordninger, og har gennem de Frie Midler modtaget 25.000 kr. og 36.400 kr. i Honorarstøtte for 2012. Derudover har Dunkel søgt Kunststøtten til de regionale spillesteder, som uddeles for firårige perioder med start i 2013. Det er alt sammen støtte, der vil bidrage til at stabilisere Dunkels drift, og altså arbejdet med det danske vækstlag og med udbredelsen af elektronisk musik gennem booking af internationale topnavne. Der arbejdes også på at opnå driftstilskud fra Københavns Kommune.
En mulighed for at få større indtjening vil være at tage højere priser i entreen og i baren. Hos Dunkels meget musikinteresserede publikum kunne den gennemsnitlige entrepris på 50 kr. sagtens hæves, men faren er at højere priser afviser potentielle kunder før de end er kommet gennem døren. Dunkel skal forsat være et åbent sted, hvor alle med interesse for en god fest og for god musik kan komme – også selvom pengepungen ikke bugner.

Derfor skal Dunkel i højere grad bruges, som stedet bliver denne tirsdag aften – som et hyggested, hvor folk kan komme tidligere end nu, hvor åbningstiden er begrænset til fredag og lørdag fra kl. 23. Alle de fremmødte taler for udvidet åbningstid som en god og positiv måde for at udbrede kendskabet til Dunkel, hvorfor Dunkel fremover åbner kl. 20, og indtil kl. 02 vil have happy hour med en stor fadøl til 30 kr., Thy-øl til 25 og kaffe på kanden. Til at sprede god stemning vil der være dj’s med hyggeligt musikvalg og aktiviteter. Denne fredag inviterer vi til banko med musikalske præmier. Derudover vil hovednavnet nu spille kl. 1:30 i stedet for kl. 3.

Mødet slutter som duoen Kenton Slash Demon træder ind af døren. De er nogle af de kunstnere, der har opnået store dele af deres succes ved at spille på Dunkel – bl.a. en pladekontrakt. De dj’er nu en times tid, mens deltagerne fra mødet snakker videre, selvom de få timer senere skal på tourne i Tyskland. For musikmiljøet er Dunkel vigtigere end nattesøvnen.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.