Tag ud: Chad VanGaalen & Musikdagen

Vi går en noget diffus weekend i møde, os Københavnere. Chad VanGaalen besøger Lille Vega fredag, lørdag inviterer InkInk til tredje omgang af den årligt tilbagevendende Musikdag, og senere lørdag løber RAW af stablen for ottende gang på det fantastiske Carlsberg-område – som altid med et bredt line-up af danske dj’s og hovednavne som Benga, Joey Beltram og – måske mere interessant – et dj-set fra det brittiske math/alt. rockband Foals, hvis koncert på Roskilde Festival Morten omtalte særdeles rosende.

Venter du med det elektroniske kick til Strøm skydes i gang på mandag, kan fredag passende være en koncertaften. Chad VanGaalen er de fleste formentlig stødt på – om ikke på Pitchfork eller i Sub Pops katalog, så gennem Det Elektriske Barometer mini-hitsene “City of Electric Lights” og “Sara”. For canadieren spænder bredt – fra det intimt folkede til de flossede, støjende rocknumre. Denne diversitet gjorde Soft Airplane fra 2008 til Chad VanGaalens hovedværk. Der er ikke tale om billedskøn musik, men om sange, der griber fat i hjerte og ører på samme tid i kraft af poppede melodier og krummelurer, der ofte skabes af krasse elektroniske indslag. Skævt og on the spot på en gang. Opfølgeren Diaper Island fra foråret har et klarere fokus på rocksiden af VanGaalen, men den store live-oplevelse kunne sagtens vente på Vega. Denne koncert er Chad VanGaalens første besøg i Danmark, og til lejligheden agerer CODYs sanger og sangskriver, Kasper Kaae, opvarmning. Hvem har stået for bookingen? Smash! Bang! Pow! Selvfølgelig.

Chad VanGaalenTMNT Mask
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/08/TMNT-Mask.mp3]

Chad VanGaalenPeace On The Rise
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/08/Peace-On-The-Rise.mp3]

Lørdag håber vi alle på godt vejr. Foruden Raw inviterer det københavnske musikbureau InkInk denne dag til det årligt tilbagevendende arrangement Musikdagen i Copenhagen Cable Park på Amager. Konceptet er enkelt: strandstemning, relativt få mennesker og god musik. Det er et glimrende grundlag for en eftermiddag, og med et solidt program bestående af et bredt udbud af morgendagens stjerner indenfor elektronisk musik og alternativ folk og rock, har publikum mulighed for at sondere det (hovedsageligt) danske vækstlag.
De mest prominente repræsentanter er i år den Tambourhinoceros-signede og af Roskilde Festival blåstemplede trio Thulebasen, længere mod det elektroniske findes neodisco duoen Rosemary (se interview + omtale) og helt i den elektroniske grøft udgør single-aktuelle Beastie Respond og Form Phases den danske undergrunds delegation. Tyskland repræsenteres af også Roskilde-aktuelle Desolate og Freund Der Familie.
Dagen startes med cykelkaravane fra Skt. Hans Torv på Nørrebro (afgang klokken 11:30) og rundes af med afterparty på Dunkel, hvor Undr P, Sven Weisemann (Desolate under borgerligt navn) og Freund Der Familie leverer musik.
Se hele lineup samt tidsplan og yderligere info på Facebook.

Beastie Respond – Syncopy