James Blake på Cosmopol


At James Blake er en af de absolut mest anmelder- og lytteranerkendte kunstnere lige for tiden, kommer nok ikke bag på nogen. Derfor var forventningerne da også skruet helt op, da det purunge dubstep geni indtog et fuldstændigt tætspækket Cosmopol lørdag aften sammen med sine to backingmusikere. En ganske ydmyg og dybt fokuseret James Blake åbnede herlighederne med den skæve Unluck, der var det perfekte springbræt for den næste times tids intense og voldsomme lytteoplevelse. Med næsten samtlige numre fra den selvbetitlede debutplade, samt et par geniale afstikkere i form af CMYK fra EPen af samme navn og et cover af dubstep klassikeren Anti-War Dub, præsterede James Blake at lave noget, der i min lille verden, var ganske tæt på en helt perfekt og helstøbt koncert, og grundet publikums konstante begejstring og tilfredsstillelse, tør jeg godt sige, at jeg ikke var den eneste med netop denne opfattelse.

Med sublim vekslen mellem den dybe sentimentalitet, det stille klaverspil og basgangen, der efter sigende skulle være så tung, at den kunne høres  helt på Orange Scene, var det svært ikke at lade sig rive helt og aldeles med – og det var da også hvad publikum gjorde. Med intense lydflader og en fremragende setliste, spillede James Blake og medmusikanter lørdag aften perfekt i gang. Her var ikke tale om én eneste forkert tone eller off-key frasering, og under dobbelt-nummeret Lindesfarne blev det bevidst, hvor forrygende en vokalist vidunderbarnet ganske rigtigt er.

Niende nummeret, Limit To Your Love, der vist ikke behøver nogen yderligere introduktion, udledte et massivt og voldsomt bifald fra publikum, der ikke ville tage nogen ende. Det var svært at få sine arme ned igen, og lynhurtigt udviklede Cosmopol sig til en gyngende og dansende sauna, fyldt op med solbrændte, halvfulde og glade festivalgængere, der absolut ikke havde tænkt sig at gå nogen som helst steder. Det kunne tydeligt mærkes, at kærligheden var gengældt, da Blake takkede nummeret af med “This is the craziest thing I have ever seen!”, og i flere minutter ikke kunne få et ord indført, blot for begejstring fra publikum. Ganske passende sluttede James Blake af med en forlænget version af det fantastiske nummer, The Wilhelms Scream, der sloges om kap med både silende regnvejr og bulrende tordenskrald. Med sin eksplosive dubstep og sit indiskutable talent, sendte James Blake på vidunderlig vis festivalgængerne ud i regnen med en ‘larger-than-life’-følelse, en rørende melankoli og en uovertruffen helhed, der skulle vise sig at hænge fast.

Der er delte meninger om James Blake, men jeg var tydeligvis meget, meget tilfreds og begejstret for koncerten. Og her efter Roskildes afslutning, står James Blakes magtdemonstration stadig tilbage som et af de absolut klareste og bedste minder, jeg har fra dette års festival.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.