Tame Impala: En giftslange uden tænder

Roskilde Festival er nu officielt sparket i gang, og ligesom tidligere år – ja, sågar på og udenfor denne højtid i juli – er det svært for mig at anmelde og vidergive fortællingerne om koncerter med nogenlunde objektive øjne. Den selvfølgelige, ligetil og oplagte sandhed er, at jeg går til de koncerter jeg vil. Det har min personlige optakt fra i søndags heller ikke lagt skjult på.

Derfor skulle koncerten med australske Tame Impala vise sig, at være den første koncert, der for alvor fik min begejstring op at ringe. Altså, på papiret. På forhånd. Baseret på den skønne 2010-debut InnerSpeaker. For da klokken slog 18 på Odeon var jeg – ladet med forhåndsforventninger – vidne til en skuffende, til tider pinlig optræden fra kvartetten, som af stadigt uforklarlige grunde kortvarigt havde formeret sig til en kvintet, da bandets roadie, lidt for langt fremme i skoene, havde sneget sig om bag trommeslager Jay Watson, der for en kort bemærkning ikke evnede at agere støttende vokalist til forsanger og frontmand Kevin Parker.

Og støtte havde Parker mildest talt brug for. Først til sidst formåede han at træde ud af en uheldig skygge, som han med mange fejl havde efterladt sig i. Ind og ud gled han fra mikrofonen, som ellers stod klar til at modtage en lige dele pragtfuld og stenet vokal – den, som altså var til stede på forrige års studieplade. Live fremstod han sammen med bandet uoplagt i et saåan omfang, at det smittede af på det ellers velmødte publikum. Jeg har aldrig været en tilhænger af at buhe (omend det til flere koncerter har kunnet være på sin plads), men her trippede jeg flere gange efter at udtrykke min utilfredshed. En utilfredshed, som allerede prikkede i mig under koncertens andet nummer, hittet Solitude Is Bliss, som blev fyret af alt for tidligt, eftersom bandet slet ikke havde fundet sig lydmæssigt til rette i den danske muld. Som en giftslange uden tænder – eller et band højest sandsynligt påvirket af flere euforiserende stoffer – bed de forgæves ud efter publikum, og efterlod en sagte uforståenhed hos størstedelen af publikummet.

Deres retmæssige positionering og længe eftersøgte nerve og energi fandt de først til allersidst, da de rockede publikum og dem selv op med den instrumentale Jeremy’s Storm, især ledet af tourbassisten Nick Allbrook, som med sit konstante nærvær var koncertens eneste, gennemgånde højdepunkt.
Tame Impala var oppe imod den barske, skandinaviske hype på deres første besøg på selvsamme egn, mens åbneren på Odeon klokken 18.00 med tillagte skyer for oven heller ikke er nemme vilkår. Ikke desto mindre opstod jeg aldrig fra det halvvåde græstæppe, for drømmende at ramme illusionen om sand under fødderne; den slags sand, der i Perth agerede baggrund til studiet, hvorfra InnerSpeaker blev skabt. Ligeså vel som studielyden aldrig blev matchet live.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jens B says:

    Kan sådan set i store træk faktisk kun give dig ret i dine holdninger omkring Tame Impalas optræden onsdag aften. Bandet havde meget at skulle bevise overfor publikum med sidste års debut og store værk Innerspeaker. Men som du også siger, forventningerne kunne de simpelthen ikke matche, selvom en genre som denne efter min overbevisning næsten ikke kan slå fejl. Når bare man selv kan krammet i forvejen burde resten (stemningen) stille og roligt komme af sig selv. Men stemningen og festen, som jeg havde håbet ville komme, kom bare aldrig. – Skuffende –

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?