The New Spring

Start ugen med gode toner fra en af det nye års første debutanter. Måske er debutant så meget sagt, for navnet Bastian Kallesøe vil en minoritet af Danmarks indieverden genkende fra sidste års debutplade-aktuelle og kritikerroste Shout Wellington Air Force. Under aliaset The New Spring udsender Bastian i dag singlen “The Glow” – foreløber for debutalbummet The New Spring, der ankommer nogenlunde samtidig som bladene på træerne.

The New Spring er lyden af fordybelse i et udtryk og i en følelse, og af undersøgelsen af kunsten som mulighed for at inddrage resten af verden i menneskets indre rum – eller i hvert fald lade åbne ører og øjne involvere sig. Med lige forbindelse mellem krop og lyd, synger stemmen følelsernes betragtninger mens hånden slår guitarens akkorder an i samme drag.

Og man kan ligefrem se musikeren for sig, siddende der på sit værelse, med sin højre fod vippende følgende rytmen, når “The Glow” er i højtalerne. Af og til suppleres guitaren og stemmen med en smule klaver, måske et bækken, måske en maracas. De følger hinandens puls, roen har altid overtaget.

Hos The New Spring er det er kærlighedens forår, forelskelsen, der strømmer gennem både musikken og lytterens krop. Som en personlig reaktualisering af kærligheden (det rene i mennesket). Og dermed ville The New Spring normalt have være et lukket univers, som du længe måtte snige dig omkring for at finde en lille bitte sprække i (en klavermelodi, en frasering), der ville betage dig og gøre dig forelsket i hele lyden, således du kunne blive opslugt af hengivenhed. Derfor giver soloprojektets navn fuldt ud mening. For det er ikke muligt at forblive upåvirket af så pur en lyd. Følelserne er rene – hvis kærlighedens bagside ikke er aktuel, så glem den for guds skyld.

The New Spring – The Glow

[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/The-Glow.mp3]