Scarlet Chives

Først og fremmest, lad mig undskylde for mine manglende opdateringer det seneste stykke tid. Jeg har haft lyst til at skrive, men ikke følt mig inspireret til at skrive om noget som helst musik. Men så dukkede der pludseligt spritny dansk indie op, og nu sidder jeg så her…

Sleep Party People frontmanden Brian Batz, som vi tidligere har givet vores uigenkendelige anerkendelse til, har i et nyt projekt lagt de uhyggelige godnatsange lidt på hylden og teamet op med blandt andre den Kate Bush-agtige sangerinde, Maria Mortensen. Bandet kalder de Scarlet Chives, de har tidligere spillet sammen under synonymet Majorian, og d. 14. februar udkom de med deres selvbetitlede debutplade.

Ved første gennemlytning af Scarlet Chives befinder jeg mig i et sted midt imellem Aarhus og en meget trist jysk by, på vej hjem fra min lille vinterferie. Landskabet flyver betingelsesløst forbi mig mens jeg begynder at få varmen igen her i bussen – og for mig symboliserer det meget godt Scarlet Chives legesyge og flyvske musikunivers. Med deres storladede og sammenkrøllede shoegazer indierock rammer Mortensen, Batz og resten af kompagniet en lige midt i mellemgulvet og giver lyst til mere.

På det glimrende åbningsnummer So Sing We, bliver der roligt og tidsløst bygget op til pladens lidt hårdere og mere pulserende taktgang, der bl.a. er gældende på andet nummer, The Horror. Scarlet Chives er et af de få nye danske indiebands, der har præsteret ikke at få mig til at miste pusten halvvejs og holder interessen ved lige, ved at have vidt forskellige lyduniverser på hver enkelt sang. Melankolien er i højsædet, og hvert nyt nummer er som en rejse længere og længere ind i bandets eget lille sammenspillede univers, der giver en lyst til at vide og høre mere. Selv på det storladende titelnummer Scarlet Chives, der vel er det tætteste bandet kommer på en sjæler, formår de ikke at blive kedelige, monotome og gentagende, men holder med det opløftende b-stykke sangen interessant og lyttervenlig.

Med deres konstante forandringer i musikken, fremstår Scarlet Chives både helskindede og langtidsholdbare efter gennemlytningen af bandets første plade, og formår på intet tidspunkt at blive kedelige og forudsigelige. De smukke, smukke popmelodier og konstante transformationer gør Scarlet Chives til et af de bands, jeg håber allermest på at høre meget mere fra til sommer.

Scarlet Chives – The Horror

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/02-The-Horror.mp3|titles=02 The Horror]

Scarlet Chives – Scarlet Chives

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/06-Scarlet-Chives.mp3|titles=06 Scarlet Chives]

Scarlet Chives – Thoames

[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2011/02/10-Thoames.mp3|titles=10 Thoames]

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.