Vinnie Who + Casiokids på Store Vega Chromatics + Rosemary på Lille Vega

LIVESTEMNING: Dilemma. Dansk favorit i Store Vega sammen med norsk hype. Amerikansk favorit i Lille Vega sammen med dansk hype? Vi forsøger at være to steder på samme tid. Det der fravalg bryder vi os ikke om.

21:00 Vi smutter ind på Lille Vega for at aflevere overtøj. Det er jo nok der, aftenen kommer til at ende. Der er temmelig tomt i garderoben, til gengæld kan man lytte godt efter og høre Djuna Barnes og Kasper Bjørke spille Sleep Party People oppe i salen. Mmmh, klokkespil og bjældeklang i snevejr. Men ikke så festligt.

21:10 Det er Casiokids til gengæld. Selv køen i indgangen lover godt for festen på Store Vega. Og der er da også godt fyldt op i salen trods det relativt tidlige tidspunkt.

21:30 Det paradoksale ved dobbeltkoncerter er, at det 1. “hovednavn” altid ender med at være den ultimative opvarmning for (let’s face it) det egentlige hovednavn. Casiokids var i hvert fald effektive som første band. De to trommeslagere går fejl af hinanden, jeg smiler. Det virker alligevel.

21:50 Mon ikke det her er næstsidste nummer? Vi har hoppet til “Verdens Største Land” og danset til psyrock disco, og jeg har savnet indhold. Enten er her mange nordmænd eller også køber københavnere stadig plader. Det er fremragende for festen.

22:10 Tilbage på Lille Vega. Det står rigtig mange maskiner på den scene, og de to billeder – af Store Vega og Lille Vegas scener – viser forskellen på koncerterne ret godt. Store Vega er organisk og har guitar og det hele med. To gange trommesæt, f.eks. Lille Vega har mange keyboards og ti drumpads, hvis lyd jeg virkelig holder af. Rosemary går på, og mine ører gør ondt. Ekstremitet er godt og skidt, lige nu er det dog mest konsekvensen, der går mig på.

22:30 “Old Old Persian Tale” og “Sleep Alone” irriterede mig lidt. Der manglede spændinger, og det lød da meget godt da bassen var skruet ned, men jeg kunne ikke rigtigt høre, hvorfor jeg skulle blive. For stilistisk. Fint med sorte jakkesæt, piktogramisk tydelighed er jeg generelt stor fan af. 3. nummer ligger ikke på myspace, men er overraskende nok det bedste. Her bliver Sahar, forsangerinden, for første gang udfordret, instrumenterne griber fat i mig. Det er lidt mere 80’er og lidt mindre Italians Do It Better rip-off. Det er fremragende.

22:40 Vinnie Who spiller, undskyld Rosemary, men det er et gammelt kærlighedsforhold, og de skal plejes. Derfor står vi nu på Store Vega. “Feel It” groover, er temmelig meget mere soul’et end på plade. I det hele taget kommer de første par numre godt omkring discoens sidegenrer og inspirationer. Jeg har aldrig set Vinnie Who med så mange håndspillede instrumenter. Men som Niels Bagge siger, så kræver det øvelse at spille en trombone, derfor må man hellere have tre med. Det fungerede faktisk.

23:10 Vinnie Who spiller jo ikke overfladisk disco. Der er indhold. Selvom “Then I Met You” gør første del af koncerten til en noget rodet oplevelse. Jeg er glad for nummeret, men koret af Radiohead stemte bare ikke så godt overens med soul’et disco og poppet disco. Til gengæld gav “Ain’t Going Nowhere” mig præcis den længsel tilbage til vinteren 2008, hvor hver weekend indebar en Vinnie Who koncert. Den forsikrer mig om, at Vinnie er et de bands i Danmark, som spiller de mest livsglædegivende koncerter. Også selvom jeg nu savner dem…

23:40 Vi kommer ind i Lille Vegas sal lige i tid til at høre de sidste par numre fra Chromatics. Jeg kan lide den afstand, der er i deres musik. At Ruth Radelets stemme er så usandsynlig flad. Der er ikke særligt mange muligheder i den. Til gengæld kompenserer sangmaterialet det glimrende, for guitaren og den heftigt vibrerende bas skaber udsving. Jeg kunne bruge noget mere præcision i rytmerne, men melodierne er der, “In The City”‘s enkelhed skaber trancen, og “Running Up The Hill” er ekstranummer. Den distingte guitar var egentlig alt, jeg spurgte om, det fik jeg, og jeg er tilfreds.

02:00 Nej, Vega Natklub er bare ikke stedet for mig. Der er for lyst i baren, og for høj musik på mainfloor. Så selvom lineup er i den gode ende af danske indie/disco-dj’s siger vi pænt farvel til dørmændene og smutter hjem. Ganske godt tilfredse.

Vinnie Who + Casiokids var en del af TDC Play. Derfor vil koncerten i fremtiden kunne ses på Vega Playeren.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.