Roskilde 2010 – av, det gjorde ikke ondt nok…

Det er svært at dele musik med 17.000 andre begejstrede festivalgæster, når det er det i hele verden, der kommer tættest på mine følelser.
Regnsky præsenterer hermed den muligvis mest subjektive anmeldelse meget, meget længe. Men andet er umuligt med et band, som betyder så umådelig meget.

Allerede før The National entrerede Arena nagede frygten mig – at de ville spille en fremragende koncert (for selvfølgelig ville de det) uden jeg ville evne at lade musikken ramme mig, og uden jeg ville føle mig omfavnet at det massive savn, den konstante vellyd og fuldstændige afspejling af mine følelser, The National som eneste band har formået at skabe.

Det er temmelig selvisk. Men – tro mig – det har intet at gøre med, at jeg gerne vil holde dem for mig selv. Det har egentlig intet med bandet at gøre. Det er en angst der opstår, fordi The Nationals musik kan en ting, som er helt særligt: Den interagerer med mine følelser.

Forhåbentlig den største ros og anbefaling, man kan give et band. Men også et temmelig højt krav til en koncert. For selvom åbningsnummeret var “Mistaken for Strangers” og selvom afslutningen var det hjerteskærende pure “About Today“, blev der ikke noget ”secret meeting in the basement of my brain”. Måske fordi lyden i starten var pinligt ringe, og fordi der lå et massivt lag støj (af den rigtigt dårlige, overstyrede slags) på mellemtonen helt indtil “Squalor Victoria”. Det fik en inderligt smuk sang som “Anyone’s Ghost” til at drukne så det gjorde ondt – på den forkerte, tåkrummende, fortrydende måde…

Hovedparten af publikum var glade, selvfølgelig var de det. The National er – selv når formen ikke er helt i top – et fremragende liveband, der rent faktisk kan køre på autopilot og stadig være super tight. “Bloodbuzz Ohio” og “Fake Empire” blev fyret af som hits og Matt Berningers crowdwalk under den højenergiske “Abel” gav pote, især fordi det rent faktisk lykkedes sangeren at synge til perfektion mens han sejlede gennem publikum – og det trods for at stemmen lod til at være lidt mærket af Roskildestøvet.

Før da blev den Interpol-klingende “Conversation 16” spillet. Det nummer, jeg havde glædet mig mest til. Og som faktisk levede helt op til forventningerne. Breaket efter 2:24 er noget af det mest magiske, og eftersom The National spiller numrene temmelig ens på plade såvel som live, var magien også intakt til koncerten.

Det som gjorde, at det ikke ramte mig så dybt, som jeg havde forventet og drømt om, er sindssygt indie-klamt og som så meget andet ikke noget, der gør ting sjovere for en selv. Men det var simpelthen for stort. Intimiteten var væk. The National spillede ikke længere for mig, afspejlede ikke længere mine følelser, greb ikke længere derind hvor det gør rigtig ondt.

Nu hører jeg Alligator og High Violet på repeat. Det lyder stadig fremragende. Magien rammer mig stadig. Men hvor ville jeg ønske, jeg også i går havde evnet at blive ramt.

The NationalSqualor Victoria
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/04-Squalor-Victoria.mp3]

Også får I lige en gammel en med… Fra den lidt glemte, men faktisk gode toer Sad Songs For Dirty Lovers. Der er The National lidt mindre skæggede og lidt mere genreeksperimenterende, men også et af gruppens smukkeste øjeblikke.

The NationalCardinal Song
[audio:http://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/07/01-Cardinal-Song-1.mp3]

[spoiler show=”Vis setliste”]
1. Mistaken For Strangers
2.  Anyone’s Ghost
3. Bloodbuzz Ohio
4. Secret Meeting
5. Slow Show
6. Squalor Victoria
7. Afraid of Everyone
8. Conversation 16
9. Abel
10. Apartment Story
12. Little Faith
13. England
14. Fake Empire
15. Mr. November
16. Terrible Love
17. About Today[/spoiler]

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Jeg liker bare så fucking meget på denne anmeldelse.

  2. Nanna says:

    Jeg er med Morten. Din subjektive anmeldelse falder i meget god jord hos undertegnede.
    Flere af denne slags ville ikke være dårligt..

  3. Dikte says:

    Jeg er også helt enig. Jeg følte ikke, at de ramte mig heller. Deres nærvær var der ikke – men som du nævner, var de enormt gode autopiloter på trods.

    Jeg har også tænkt tit over sidenhen, om forsangeren var på stoffer eller om det var følelser, han frembruste under numrene? Efter at vælge at gå midt i sidste nummer og nægte at spille ekstra nummer, fik det mig til at tænke, at der var noget galt? – for ikke at tale om hans vildskab på scenen, som var fed og energisk, men grænsede sig op mod at være noget, der ikke skete i “vores virkelighed” så at sige.

    Guitaristen og forsangeren virkede heller ikke synderligt begejstret for hinandens tilstedeværelse under koncerten. Der blæste en eller anden distance enten imellem bandet indbyrdes eller imellem bandet og publikum.
    Det kunne jeg aldrig helt afgøre..

  4. Tina says:

    Super anmeldelse!
    Det var min niende The National-koncert. Den var god, bare ikke lige så fantastisk som flertallet af de andre. Ville ønske at jeg havde min første The National-koncert til gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du også lyst til at sige noget?