Regnsky præsenterer: Ricardo Tobar

I aften ligger et af de største electronicatalenter på det sydamerikanske kontinent vejen forbi København, når chilenske Ricardo Tobar viser prøver på sit unikke og intense liveset i den indre by, nærmere betegnet i Dunkels festgarante lokaler.

Ricardo Tobar er en del af den mildest talt multinationalske famile hos pladeselskabet Border Community, drevet af den engelske verdensstjerne James Holden. Pladeselskab betragtes i brede kredse som et af de førende indenfor den slags varme techno og morgenpumpende electronica, der kendetegnes som “udefinerbar dansemusik”.
Tobars tilstedeværelse på dette label kan nærmest ikke undre nogen, når han med sine inspirationer helt fra shoegaze-punk til goa trance følger Border Communitys ideologi om, at intet skal være sikkert, og at musikken skal dække de behov, lytteren ikke var klar over at den havde.

Border Communitys lyd har da heller ikke vandret ubemærket igennem det danske land, hvor elektroniske navne som Electrojuice, Kenton Slash Demon og Eim Ick i tidens løb er blevet store fans og inspireret af den varme electronica/techno-bølge, som Border Community præsenterer for lytterne og dansegulvet.

Derfor var det også oplagt et hive de to førstnævnte med på aftenens line-up, for at krydre det store udenlandske navn med to stærke, lokale og ikke mindst talentfulde helte. Electrojuice er efterhånden allemandseje, især efter at have fastslået deres navn med minialbummet Solrock i efteråret 2009, som blev modtaget positivt hos flere anmeldere.
Kenton Slash Demon har netop fejret release for ep’en Sun, som allerede nu ser ud til at blive modtaget med kyshånd fra det festglade København.

Aftenens værter, som ganske belejligt er os selv, medbringer selvfølgelig også pladetaskerne, og i dag er herfra at forvente melodisk techhouse og uptempo electronica.

Ricardo TobarEl Sunset
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/04/01-El-Sunset.mp3]

Regnsky Præsenterer:
Ricardo Tobar (Chile/live) + Electrojuice + Kenton Slash Demon

Dunkel, København
9.04. 23-07

Gratis entré 23-00
40 kr 00-07