Taking your breath away with this one

Okay, her kommer den; et af mine favoritnumre, uafhængigt af tid og genre. Nogle mennesker vil måske nævne Yesterday af Beatles eller noget i den boldgade – et nummer med historie – men for mit vedkomne drejer det sig om et samarbejde mellem to af de største artister indenfor den elektroniske scene, brasilianske Gui Boratto og amerikanske John Tejada.

For et år siden udsendte Gui Boratto pladen Take My Breath Away via det solide, tyske label Kompakt. Albummet blev imidlertid modtaget noget negativt, en karakter omkring de 6 fra Pitchfork og de uundgåelige, ligegyldige 3,5 fra Resident Advisor. Men på remixpakken for titelnummeret, udsendt på samme label, finder man altså dette, helt eminente remix fra den alsidige og særdeles dygtige producer John Tejada.

På imponerende vis formår John Tejada at skabe et four seasons-univers, med fire forskellige fortællinger eller opbygninger på blot otte minutter. Hårdt, blødt, hårdt og blødt, nyt hele tiden og særdeles ørehængende. Det kan måske beskrives som et raffinement indenfor tech house-delen, men det har en idérig twist af originalitet og en emotionel side over sig, at jeg bare må anbefale det. Nu, senere end aldrig.

Gui BorattoTake My Breath Away (John Tejada Remix)
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2010/02/Take-My-Breath-Away-John-Tejada-Remix-1.mp3]