Final Fantasy takes action

Owen Pallett
Owen Pallett gjorde sig første gang bemærket som en ekstraordinær begavelse til beatmusikken, da han i 2004 figurerede i krediteringerne på Arcade Fires debutalbum Funeral. Den nærmest genredefinerende plade blev særligt stilskabende på baggrund af et virkemiddel, der i en tid havde været lidt glemt til fordel for postpunk, sort hår og The Strokes. Nemlig de ældre, organisk klingende instrumenter, der med canadierne trådte ind i rockmusikken igen. Især strygerne blev støvet af til endnu en tur i melodiernes manege.

Det er den historie, de fleste kender. At det var Owen Pallett, der  stod bag strygerarrangementerne på Funeral og Neon Bible er det måske de færreste der ved.

En lang historie for noget ganske aktuelt. Owen Palletts musikalske alias gennem de sidste fem år er Final Fantasy, og her har han indtil videre 2 album på samvittigheden. Til januar bliver det dog ændret, når det er Heartlands tur til at ryge i handlen. Herfra kommer smagsprøven “Lewis Takes Action”, som bør sikre alle med hang til Grizzly Bear’ske krummelurer på melodierne og krukkede vokalharmonier deres vellydende fix. Det er ret sødt.
Omdrejningspunktet er som altid Pallett’s himmelstræbende brug af violin og strygere, hvilket skaber en barok popmusik. Owen Palletts falsetvokal minder mig på en bizar måde om en nasal Morrissey – de formår i hvert fald begge at være krukkede og sympatiske på samme tid. Samtidig skaber den anden del af duoen, trommeslageren, en fin, florlet dynamik, der holder musikken på jorden, men også skaber dybden.

Tag et lyt – jeg glæder mig som en gal til hele pladen udkommer d. 11. januar via Domino records.

Final FantasyLewis Takes Action
[audio:https://www.regnsky.dk/wp/wp-content/uploads/2009/12/05-Lewis-Takes-Action.mp3]