om år 2009 og hvad det bragte med sig

Når sneen daler ned fra himlen og dækker landskabet som et tykt hvidt tæppe er det på tide at gå i vinterhi (eller bare indendøre) og i kombination med, at året 2009 er ved at gå på hæld, er det meget passende at reflektere over den forgangne år og hvad det har bragt med sig af musiske skønheder.

En tendens jeg har opdaget er, at alle de plader jeg har på min liste over årets bedste, har jeg først opdaget et betydeligt stykke tid efter deres udgivelse. Hvorfor ved jeg ikke, men mit bedste bud er, at det ligepludselig går op for mig hvor meget hype der er omkring pladerne og derfor tænker: “jamen så må jeg sgu da også lige få det tjekket ud.” – det bliver pladerne dog ikke mindre gode af, skulle jeg hilse og sige.
Om det er min mangel på aktualitet der også har gjort at jeg mere eller mindre har trukket mig tilbage fra bloggen er ikke til at sige. Det kan jeg faktisk ikke svare på. I nogle perioder ligger fokus bare helt andre steder, men derfor er det nu alligevel blevet til en lille anbefaling i ny og næ, og sådan bliver det nok også i det nye år.

Lad os få hul på festligehederne og lad mig starte med tyske Moderat, der i sensommeren slog benene fuldstændig væk under mig. Jeg købte pladen på en tur til Berlin og er stadig ikke træt af den, fordi den spænder så genremæssigt bredt. Kombinationen af Modeselektors hårde beatprogrammeringer og Apparats smukke lydbilleder åbnede mine øjne for “stille og rolig” techno, som samtidig kan fungere som bangers på en helt almindelig onsdag, hvilken Morten og jeg så ved selvsyn på Vega d. 19. august.

Dernæst vil jeg nævne The Whitest Boy Alive, som ligeledes er en af de bands Morten og jeg har ‘in common’. Jeg er dybt dybt fascineret af den lyse og lette lyd, som det håndspillende houseorkester leverede såvel på albummet Rules, som på Roskilde’s Arena Scene i sommers.
En af årets sjoveste dj-oplevelser var desuden til Regnsky’s fødselsdag i sommers, hvor Erland Øye pludselig troppede op på dansegulvet og kvitterede med hans karakteristiske, slaskede discodans som kun han kan lave den.

Videre til Fever Ray, der må siges at være i en hel anden boldgade, men ligeledes en af mine 2009-favoritter.
Det er mere fordi pladen udfylder en særlig plads som også er vigtig, nemlig når man kommer hjem sent om natten og skal “varme ned” efter et job, eller en søndag, hvor tømmermændene gør det umuligt at høre andet end denne plade og Stella Polaris’ kompilationer.
Koncerten på Roskilde i sommers fik mig til at drømme mig langt væk ind i en bobbel på undervandsrejse.

Nu skal vi dog også have danske navne på banen, og årets danske rockalbum er efter min mening begået af Mew. Selvom forventningerne er tårnhøje, synes jeg stadigvæk de formår at være originale. De har indset, at der skal mere end et guitarriff og en rock1-trommerytme til for at lave rockmusik i 2009. Resultatet er en flot og ambitiøs plade, der pga. sin alsidighed heller ikke kommer til at kede mig det første lange stykke tid.

For at runde denne favoritrunde af, vil jeg nævne en udgivelse som fik rigtig mange tæv med på vejen. Anmelderne var ikke i tvivl om pladens kvaliteter, men i miljøet fik ElectroJuice en meget hård medfart. Det kan godt være, at Mads og Jakob ikke er så gamle endnu, men se nu bort fra det, og kig i stedet på hvad pladen kan. De er jo dygtige til deres kram, og beviser, at de mestrer en genre vi snart kommer til at se meget mere af i DK. Jeg er i hvertfald ikke i tvivl om, at de har en lys fremtid foran sig.

Dermed slut på 2009 for mit vedkommende. Fem meget forskellige favoritplader og et dejligt år at se tilbage på. Jeg glæder mig utrolig meget til at se hvad det nye år vil bringe med sig og har allerede nogle danske debutplader jeg ser meget frem til.

Tusind tak for i år
Kh Søren