Det dialogiske dj-selv…

På det seneste har gæsteindlæg fra vores alle sammens kære Ung Flugt-dj, Johanne Schwensen, stået lidt stille. For tro det eller ej, hun har skam også andet at se til end at kæle for klubfolk og Regnsky-læsere. Siden sidst har Johanne gjort sig en del tanker om det at være en dj, hun har skrevet pros, hun har skrevet cons og er kommet frem til en konklusion, som hun nedenfor vil dele med jer. God fornøjelse!

Johanne Schwensen

”I spiller jo for helvede bare andres musik” og ”Fandme også letkøbt bare at blive betalt for at feste!” er umiddelbart udsagn man bør tro at jeg var blevet konfronteret med i løbet af tre travle år bag pulten. For det er jo egentlig lidt uretfærdigt at jeg qua en række tilfældigheder kan supplere psykologistudiet med late night improvisationsleg. At jeg blev lokket bag pulten uden nogensinde at have betjent to 1210´ere eller mødt en mixer. At Carl-Emil fra Elektroniske Tirsdage tog mig under sin vinge og lærte mig mixerkunstens regelsæt efter lukketid i Gefärhlich. At de smukke piger fra dj-duoen Katten&Løven brød op og gik til hver sit, og hermed efterlod en tom duo-plads synkront med at Najaaraq og jeg besluttede os for at råde bod på det mangelfulde pigepræg på minimalscenen. At vi pludselig var det eneste pigeteam med techno i tasken som drengene rent faktisk havde en chance for at score. Vi var nemlig ikke kærester, bare helt almindelige veninder.

Det ville derfor give mening hvis førstnævnte citater var klandringer fra kynikere og kritisk distancerede. Men nej. Citaterne stammer fra min egen samvittighedsstemme. En indre masochist, som tiden nu er blevet moden til at pleje. Det dialogiske dj-selv skal have taletid.

Jeg indrømmer blankt at være havnet i en lukrativ hobby. Med mindre vi taler intime, privatfester, tager jeg ikke ud uden at blive betalt, og raver kun til den lyse morgen hvis pengepungen mærker en seriøs forskel. Jeg ved slet ikke hvad køer eller betaling ved indgangen eller baren er, og ønsker aldrig nogensinde at kende til det. Jeg nørder musik med formål, og forarbejdet føles lige så intuitivt som selve settets afvikling. Det er alt sammen lystbetonet og let, og lønnen er blot en bonus. Ingen rehearsals, ingen sangskriverblok, ingen anmeldelsesskuffelser, ingen sceneskræk, ingen sultende kunstner, og heller ingen stjernenykker hér. Og fik jeg nævnt publikummet i konstant øjenhøjde og den positive respons man er så heldig stort set altid at få fra folk på MDMA.

Men få ting er smertefrie. For så sniger den satans skizofrene stemme der betvivler min indsats sig ind på mig. ”Gør du noget for det?” Og når den går allermest i selvsving: ”GØR DU OVERHOVEDET DEN MINDSTE LILLE FORSKEL MED DIN EGOCENTREREDE, HJERNECELLENEDBRYDENDE HOBBY?!!”

Når det sker, kommer jeg i tvivl om hvorvidt jeg ser lyserødt af de rigtige grunde. Så revurderer jeg min hobbys formål og leger med tanken om at afskære mig fra nattelivets fristelser, følge mit studie på Haarder-slavisk vis, efterstræbe 12 i snit, have studierelevant frivilligt arbejde, Blockbusterweekender med kæresten, og rødvinsaftener med veninderne. Men få ting er smertefrie og intet er gratis, og derfor må omverdenen vente til at den elektroniske afrodisiak aftager, og indtil da må jeg leve med usunde arbejdstider, dagen-derpå-depressioner, og førtidsrynker i de 20-årige øjenkroge.

Desuden er jeg i løbet af nærværende bekendelse kommet frem til det formildende faktum at dj’en faktisk gør en forskel. Om end den ikke redder verdenen, så er den med til at facilitere og pynte på natteravnenes eksistensberettigelse, og i den mere indlysende ende af formålsspektret er den med til at udvide lyttersegmentet for de elektroniske undergrundsartister og lokale stjernefrø. Dilemmaet ”fortjener/fortjener ikke” forsvinder ud af den røgkvalte luft, når ukendte hamburgske producere in spe sættes på anlægget og hypnotiserer de efterfestende Dunkelbørn, og når medrivende houseremixes af københavnske stjerner in spe som WhoMadeWho, When Saints Go Machine og Oh Land skaber ekstatisk rører i den dansende masse. Så giver de sene nattetimer alligevel mening.

Derfor vil jeg droppe min selvpinende mine, kalde en spade for en spade, et job for et job og lade dj’en forblive dj.

Del og kommentér

    Warning: Use of undefined constant regnsky_comment - assumed 'regnsky_comment' (this will throw an Error in a future version of PHP) in /customers/b/c/0/regnsky.dk/httpd.www/wp/wp-content/themes/regnsky_/comments.php on line 45
  1. Som en sidebemærkning skal det også siges, at Ung Flugt i den kommende tid kan opleves flere forskellige steder, heriblandt i Råhuset den 4. november, til Musikparlamentets afterparty, til Johannes (og Ung Flugts!) fødselsdagsfest på Dunkel den 20. november, samt til duoens egen klub på Dunkel, New Kids on The Decks, hvor de ugen efter inviterer SOLOMUN til København!

  2. Aebeloe - NZ says:

    :-*

  3. Mads V says:

    Godt sagt, bette! :) Rigtigt godt endda!!!

  4. johanne says:

    storebror vraa?

  5. Mads V says:

    jajaja.. Bette… Og alt for lang tid siden… men godt vi kan sidde og fylde regnsky’s sidde med chat :D

    … Drik en fredags drink med mig en dag snart og fortæl ldt sladder (du satte kvinde)

  6. Theodor C. says:

    Hvorfor er det overhoved vigtigt om vi gør en forskel? Ja, der findes vigtigere ting i verden end små-prætentiøse elmegade-mennesker med en forkærlighed for italo og fri bar – men så længe man er enig om at DJ’en bare er en formidler, behøver vi så have “Fortjener”-diskussionen på samvittigheden?

    Et andet vigtigt element, som jeg mener ofte bliver glemt, er det arbejde der ligger i alle hverdagene. SU-penge på Beatport, blog-research, myspace-tid, plade-jagt, udgifter til udstyr og programmer osv osv.

    Man må erkende at jobbet er attraktivt, men ikke desto mindre kræver lige så meget arbejde til pengene som alle mulige andre jobs => hvilket selvfølgelig ender op i en diskussion om det er fair at kunne leve af sin hobby.
    Og ja det er det da klart, så længe man kan erkende sin rolle og ikke slå sig op som elitær og innovativ smagsdommer for resten af befolkningen!

    Uhyggeligt velskrevet Johanne, mere af det tak.

    Theodor

  7. johanne says:

    du har ret theodor.
    jeg havde som sagt også blot brug for at forsikre de opdigtede jantelovsrakkere om at dj’en hér udmærket godt ved at hun blot er formidler. ikke innovativ nyskaber..
    MEN jeg synes desværre diskussionen (eller i al fald budskabet) er relevant på baggrund af den tendens der er til at hylde dj’en som anfører for et fordringsfuldt fag og – endnu grellere – den tilbøjelighed der er indenfor faget til at tilslutte sig hyldesten…førende til ubegrundet selvforherligelse der til tider manifesteres i en lidt uheldig arrogance.
    så ud over at være en terapeutisk luftning er det også en forespørgsel om en realistisk indstilling til eget fag. for ja, dj’en arbejder, men er af den grund ikke mere superstar end alle andre der yder en indsats.

  8. rosa kris says:

    “er dj’en gud eller er han bare en eller anden der står og gøgler til andres musik?” – citat: en 40årig dokumentarist, men det kunne i virkeligheden komme fra en hvilken som helst udenforstående. og jeg stillede da også selv mine spørgsmålstegn først. men så heller ikke mere, og slet ikke hvad der ligner et udråbstegn.
    det er ikke lutter lagkage at være i showbis, uanset om man skriver sange eller beatport’er, er man “på” som person og man er ikke altid sikker på sin rolle. alle kunstneriske sjæle ønsker jo at gøre en forskel. men så igen er det essentielle jo, at man kan få lov til at dyrke det man brænder for fuldt ud. så fuck hvad de udenforstående tænker. de kan jo bare joine festen hvis de vil. men det er jo de arrogante spilledrenge der løfter djpulten og får de “troende” til at tvivle på deres “gud”, for fester han med os eller beruses han af illusionen om at vi danser for ham? det er i virkeligheden hans egne skrupler, som forstærkes af ikke at kunne skelne mellem dem, der sucker ham for hans prestige og dem der rent faktisk er med på hans musiske vibe. fuck janteloven, hvem kan afvise at det er nice at tjene på at spille sin yndlingsmusik?

    jeg synes dit indlæg falder på et tørt sted. tak. det er stort at du råber det alle andre tænker.

  9. johanne says:

    ….som f.eks. her i weekenden hvor en tysk “hotshot” dj skulle overtage pulten fra os, og ikke engang ænsede os, heller ej da vi stod med lapperne fremme for at hilse høfligt. efter et kvarters rumstering med traktor, afvikler han et 2 timers set, der tydeligvis bliver spillet til ære for ham selv, ikke publikum, og aftenen sluttes af ved at han på kongelig vis fylder hele backstagelokalet med dårlig stemning og uendelig mange cokebaner. det er den type – som man så nødigt vil sættes i bås med – der prikker til min samvittighed og tvinger mig til at retfærdiggøre fagets berettigelse.
    samtidig synes jeg at lokale djs opfører sig langt mere tåleligt, særligt de søde og uselvhøjtidelige københavnske djs (længe leve regnsky- og mislyd djsne!!!!!!!)- måske fordi vi er færre og derfor ikke behøver at bruge albuerne…? måske bare lidt almen ydmyghed, selvtillid og sund fornuft…

  10. Mikkel says:

    Som tidligere DJ er meget sjovt at læse dine tanker, Johanne.
    Faktiskt er det ret vildt at du overhovedet kan sætte så mange ord på det. Mit forhold til DJing var rent psykisk/mentalt ikke så udfordrende. Jeg kom ud, jeg spillede, jeg gav den fuld æde, folk var glade, og lortet udviklede sig – og man fik et par telefon-numre med hjem. Drengene syntes det var fedt, jeg syntes det var fedt – der var ikke så meget ubevidst der foregik.
    Det hænger jo nok også sammen med at jeg ikke er pige, og/eller meget andet end dedikeret elektroniskmusik tilhænger siden jeg var 14 – jeg har sku være den store karrusel igennem et par gange, musikwise.

    Jeg har aldrig hørt dig spille, men det skal jeg nok få lavet om på. Your freindly neighbor Mikkel/Mehanika (MotemCPH)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Har du også lyst til at sige noget?