Glass Candy @ Brooklyn Bowl

Glass Candy @ Brooklyn Bowl

Livestemning: Ligesom support dj’ens udstyr, ligner Glass Candys live setup ikke den vildeste fest. To personer, den ene dybt begravet i sine maskiner, den anden som festligt indslag. Men skindet bedrager, for de beskedne rammer indeholder en imponerende leveret fest.
Rammerne dannes af noget så hippe Williamsburg, med det sædvanlige crowd. Og dog. Italians Do It Better hostede festen i et af de kæmpe warehouses bydelen er så kendt for, men som for nyligt er omdannet til bowlingcenter. Eamon Harkin og Justin Carter fik derfor noget af en udfordring som opvarmning. Dj-set som opvarmning til koncerter har jeg generelt dårlige oplevelser med, og oftest ender hele festen enten i baren eller rygerummet med tomt dansegulv. Men når opvarmningen tryller med konstant 3-4 pladespillere, kører numrene perfekt omkring, ind i, forbi hinanden, har diversitet og en udvikling, der fæstner publikums opmærksomhed, så det er præcis ligeså imponerende som et absurd godt liveband.
Så imponerende, at da Glass Candy indtog scenen, stod publikum allerede dansende foran scenen (hvis de da ikke bowlede, selvfølgelig).


Johnny Jewel er mastermind bag Glass Candy, såvel som Desire og Chromatics. Med aftenens industrielle, distancerede og alligevel dybt vedkommende forklædning, blev der distanceblændet på alle punkter.
En bedre og mere overlegen bestyrer af et helt lydbillede har jeg næppe oplevet tidligere. Med kontrol over både vokalen, der fik tilføjet effekter uden at blive effekt-sovset, men i stedet havde perfekt timing på beatet, med kontrol over trommemaskinen som man på ingen måde kunne hævde “bare var et backtrack”, med synthen, der samples om og om, så man på “Candy Castle” ender med 7 forskellige riff, perfekt synkroniseret.
Men hvordan undgår en koncert, der er så imponerende at blive elitær og uden kontakt med publikum, når troldmanden gemmer sig bag pandehår og maskineri? Man kan måske være så sikker på sine instrumenter og i sine numre, at man samtidig kan stå og danse, lige finde nogle ting under keyboardet, køre tempoet helt ned – konstant overraske.
Man kan også invitere en lille, smækker og guldskinnende sangerinde som Ida No med og give hende blot to opgaver: lav en fest. Syng som vi har aftalt. Og det er faktisk nok, for begge opgaver løses til UG.
Ballet åbnes med en tour de force i brilliante singeler; “Digital Versicolor” med dreven, smygende vokal og kølig, sylespids synth, “Beatific” med de syntetiske horn som svimlende tema og som numrene afløste hinanden blev begejstringen for duoens tekniske kunnen blandet med en fysisk begejstring, hvor musikken konstant fastholdt tankerne, men samtidig spredte liv i kroppen.

Hvorvidt bowlerne i den anden ende af lokalet begyndte at fokusere på andet end keglerne, står hen i det uvisse. Men imponeret til helt nye højder er det svært at tro andet – for sjældent har et band ramt kombinationen af nærvær, perfektionisme og glasklare melodier så rent.

Glass Candy spiller med Desire og Mike Simonetti (dj) på Vega Natklub 14. november. Billetter her.

Del og kommentér

Ingen kommentarer endnu.
Vil du være den første?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.